Historisk drama er genrens svar på en amagermad: Solid og mættende, men ikke videre original

Forestil dig en film om spioner under Den Kolde Krig? Indeholder den masser af jakkesæt, overvågningsudstyr og russere med tilbagestrøget hår? Tillykke. Du har netop beskrevet »Den gode spion«. Men filmen favner et vigtigt budskab.

Forretningsmanden Greville Wynne (Benedict Cumberbatch) var en aldeles ordinær familiefar fra London, der pludselig blev kontaktet af MI6, som havde brug for en person, de kunne sende til Rusland. »Den gode spion« forsøger at fortælle Wynnes historie for at bringe et vigtigt budskab frem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanbox
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man kunne tilbringe en sommerferie med at se spionfilm med mænd i jakkesæt, alvorsfulde miner og historiens vigtighed siddende i fodtrinene.

De bedste af disse film viser en tid præget af kollektiv paranoia. Det er film, der kan give indsigt i en vigtig del af verdenshistorien – måske tilmed ændre dit syn på din egen og verdens skrøbelighed.

Sådan en film er »Den gode spion« ikke.

Den er til gengæld solid, velfortalt og flot. Den er genrens svar på den tunge, men mættende amagermad, der næppe overrasker, men som gør det, der skal gøres. Hvilket kan være alt rigeligt.

Som så ofte før bygger historien på virkelige hændelser: Titlens gode spion er den britiske forretningsmand Greville Wynne, der var en middelmådig sælger og midaldrende familiefar, der ofte forlod det lille rækkehus for at tage på forretningsrejse til Østeuropa.

I 1960 blev 42-årige Wynne inviteret til frokost af – troede han – Handelsministeriet. I virkeligheden blev frokosten betalt af efterretningstjenesten MI6, der bad Wynne skabe kontakt til Oleg Penkovsky, et højtstående medlem af GRU, Sovjetunionens militære efterretningstjeneste.

Oleg Penkovsky stolede ikke på den daværende russiske leder, Khrusjtjov, og drømte om at bringe sig selv og sin familie i sikkerhed i Vesten.I visse historiske kilder bliver han tituleret »The spy who saved the world«, spionen, der reddede  verden, og det er ikke helt forkert.

Greville Wynne (Benedict Cumberbatch, til venstre i billedet) blev rekrutteret af MI6-agenten Dickie Franks (Angus Wright), der dog hævede, at han aldrig havde noget at gøre med Wynne. Til gengæld er CIA-agenten Emily Donovan (Rachel Brosnahan) en fiktiv person, der bygger på flere af datidens agenter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanbox.

Over de følgende to år smuglede Wynne og Penkovsky flere end 5.000 dokumentar ud af Rusland – blandt andet tegninger, der viste de missiler, Sovjetunionen ville placere på Cuba. Undervejs blev de tætte venner, der besøgte hinanden privat,  festede sammen og egenrådigt spillede en afgørende rolle i demonteringen af det sovjetiske atomvåbenprogram.

Det er en fascinerende historie – også selvom det føles, som om  man har set og hørt den før. Af samme grund er filmens egentlige trækplaster hovedrollen, der er så ordinær en skikkelse, at vi sjældent ser ham på film.

Den almindelige spion

Greville Wynne var ikke noget enestående menneske, og han var heller ikke et dårligt menneske. Grevill Wynne var bare en sælger, der kom sent hjem, som engang havde haft en affære, og som i de senere år gemte sin egen hverdagsudmattelse bag en klædelig velfærdsdunk, lidt brun strik og noget nem smiger.

Det var helt usandsynligt, at Greville Wynne skulle blive rekrutteret, og dette var netop pointen: CIA og MI6 havde brug for en person, der kunne flyve under radaren, og som ingen fattede mistanke til. End ikke hans hustru forstod, hvad der skete. Hun troede, at Greville Wynne var fraværende, fordi han havde en affære.

Virkelighedens Greville Wynne var modig – og løgnagtig. Det første er udforsket i filmen, der især hen mod slutningen svælger lidt rigelig i han dristighed. Til gengæld flyver man lettere hen over det faktum, at Wynne var en lystløgner, der senere udgav flere bøger, der forholdt sig særdeles kreativt til sandheden.

Men vi skal holde af vores helte og forstå filmens pointe om, at alle – selv du og jeg – kan blive bedt om at udføre noget ekstraordinært, og at vi kan ændre historiens retning – altså hvis vi blev bedt om det. At vi ikke altid aner, hvad vi selv gemmer på, før nogle kommer og finder det frem i os.

Den småborgerlig charme

Benedict Cumberbatch, som mange nok vil huske fra den fantastiske »Patrick Melrose«, spiller rollen med en småborgerlig charme og et nærvær, så man fornemmer livet bag de kedelige strikkede sweatre. Man har lyst til at følge Grevill Wynne, hans imponerende evne til at small talke og til at sno sig ud af mærkelige situationer. Derfor føles det, som om filmen går i stå, hver gang Cumberbatch er ude af billedet.

Når vi ikke følger ham, er vi endnu engang overladt til de russiske jakkesæt, der taler dæmpet i telefonen og skjuler deres dokumenter i skrivebordets hemmelige skuffer – som vi har set det før. Og uanset hvor dramatisk og lækkert, det er lavet, så ender det hurtigt som en bankoplade over genrens mest faste elementer – samt de mere kuriøse. Som scenen, hvor Wynne og Penkovsky ser »Svanesøen« i Bolsjoj-teatret.

Der er god grund til at lave en film om Penkovsky, der var intet mindre end en helt, men i »Den gode spion« er det Greville Wynne, i Benedict Cumberbatchs skikkelse, man glæder sig mest over. Han er en underholdende og utroværdig helt, der med nød og næppe kan overbevise os om, at vi alle kan gøre en forskel. Uanset hvor godt vi er sunket ned i hjemmets bløde hjørnesofa.

»Den gode spion«. Instruktør: Dominic Cooke. Medvirkende: Benedict Cumberbatch, Merab Ninidze, Jessie Buckley med flere. Varighed: 111 minutter