Historien om Københavns terrorist er tynget af uforpligtende banaliteter

Filmanmeldelse: Hvordan laver man en film om et nationalt traume? Ole Christian Madsen skildrer både Finn Nørgaard og Omar el-Hussein i den sympatiske, men uforløste »Krudttønden«. Filmen er skæmmet af fraværende stillingtagen, kunstige replikker og lavthængende emotionelle frugter.

 

14. februar 2015 blev Danmark udsat for et terrorangreb, som kostede filmmager Finn Nørgaard og synagogevagt Dan Uzan livet.

Terroren fandt sted ganske kort tid efter massakren ved det satiriske magasin Charlie Hebdo i Paris i Frankrig, og dermed også mens Europa prøvede at finde hoved og hale i en verden, hvor institutionaliseret islamisk offertænkning resulterede i massehenrettelser.

Det er den periode og den hændelse, som instruktør Ole Christian Madsen og manuskriptforfatter Lars Kristian Andersen har sat sig for at skildre. Resultatet er »Krudttønden« – en spillefilm, som har været undervejs i flere år.

Hvordan laver man i det hele taget film om et nationalt traume, og er der overhovedet gået tilstrækkelig lang tid til, at man i denne sammenhæng kan lege med fiktionsbegrebet?

Er det de onde danskeres skyld?

Filmen er ikke synderligt værdipolitisk – forstået som et normativt partsindlæg, der propagandistisk placerer ansvaret hos eksempelvis »de onde danskere«. Det kunne man have frygtet, men Madsen sørger for at gå fri af de værste faldgruber og holder sig således fra at kaste et tilgivende lys over Omar el-Hussein. Dermed ikke sagt, at filmen er blottet for dialoglogik, men den holder grundlæggende stien ren.

Dette har imidlertid den utilsigtede konsekvens, at filmen ikke byder ind med hverken forklaringer eller ambitiøse tanker om det moralske landskab, hvilket er både blodfattigt og trist. Det har antageligvis været en central tanke ved filmen at holde sig over smudsige moraleskapader, men det fungerer ikke optimalt, når ønsket samtidig er kollektiv refleksion.

Adam Buschard spiller i filmen »Krudttønden« sikkerhedsvagten Dan Uzan, der i 2015 blev dræbt foran synagogen i Krystalgade i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: SF Film.

Overordnet set er fiktionsprojektet samtidshistorisk, og Ole Christian Madsen er da også bevidst om forbeholdet over for sammensmeltningen af fakta og fiktion – han mener blot, at det er på tide at tage et mere ambitiøst favntag om grænsezonen.

Selv om valgene foretaget her ikke er befordrende for refleksionsmulighederne, fungerer det udmærket og emotionelt effektivt som fortælling. De respektive mænd, som filmen kredser om, er alle i transit og over en bred kam triste og pressede. Dette virker efter hensigten, og visheden om slutningen væder filmen i en hjerteskærende uundgåelighed.

Mænd under pres

»Krudttønden« kan desværre ikke prale af mundrette replikker, og det er en svaghed. Der er flere gode udvekslinger, men også ofte scener, som pines og plages med firkantede skriftpåfund som »du er den bedst uddannede med flest specialer … du har dine kollegaers fulde tillid«, eller flormelisklichéreplikker i stil med »lad os komme så langt væk som muligt.«

Dette er imidlertid ikke kun produktionsholdets skyld, men bunder i lige så høj grad i den gustne tradition i dansk drama med at godtage teatralske replikker, som intet almindeligt menneske ville sige højt. Det er set værre, men det er alligevel trist i denne sammenhæng – ikke mindst fordi skuespillerne ikke gør det dårligt.

Adam Buschard debuterer i rollen som Dan Uzan med overbevisende og stille patos, Nikolaj Coster-Waldau gør, hvad han kan, i rollen som AKS-betjenten Rico, og så er den anden debutant, Albert Arthur Amiryan, troværdig i den ellers udtalt nonverbale rolle som Omar.

Endelig fungerer Lars Brygmann (Finn Nørgaard) og Sonja Richter (Finn Nørgaards bedre halvdel, Janne) udmærket sammen, men lider til gengæld under indtil flere kunstigt sukrede replikker.

Betydeligt bedre står det til med lyd- og billedsiden, idet »Krudttønden« har en fin og klædeligt afdæmpet billedflade, og vi får en række svært vellykkede indtryk af København.

Uanset, hvor blikket falder, er der nænsomhed og nærvær, hvilket gælder ghettoens betontristesse såvel som hovedstadens søvnige klassicisme. Fotograf John Christian Rosenlund gør en god figur – noget som understøttes af et levende og skarpt lydlandskab.

Der er dog også torne blandt roserne. Musikken, som ellers smukt akkompagner handlingsgangen, er flere gange faretruende melodramatisk. Dette rækker ikke i sig selv til at ødelægge noget, men når det musikalske følelsesdrama parres med vulgære emotionelle klimaks som krammende børn, der krammer krammeparat far, bliver det for meget.

Bedre bliver det ikke af, at den slags lavthængende frugter kædes sammen med filmens åndelige credo, som uambitiøst synes at insistere på, at mennesket må og skal udvikle sig.

Dette er sødt og måske endda ligefrem sandt, men den slags uforpligtende banaliteter gør filmen en bjørnetjeneste. Også selv om den både er sympatisk og rørende.

Krudttønden.
Varighed: 106 minutter. Instruktør: Ole Christian Madsen. Medvirkende: Adam Buschard, Albert Arthur Amiryan med flere.