Historien om den ottekantede landsbykirke på Frederiksberg

En indvandret hollandsk bygmester leverede tegningerne til den ottekantede kirkebygning, »der ikke havde sin lige i hele landet«, som det blev sagt. Og selv om majestæten støttede byggeriet af egen lomme, ventede der menigheden en tyngende gæld.

Frederiksberg Kirke set fra Runddelen. Til højre ses præsteboligen og ved siden af menighedshuset på den grund, hvor skolestuen og degneboligen oprindelig havde ligget. Foto fra 1915, Før og nu, 6. årg. Fold sammen
Læs mere

Værtshuse var der rigeligt af på Frederiksberg for 300 år siden. Derimod stod det sløjt til med kirkegangen.

De hollandske familier, der i 1600-tallet blev indforskrevet fra Amager, havde ganske vist deres egen kirke på det sted ved Runddelen, hvor Storm P. Museet nu ligger. Men præsten måtte de dele med den tyske og hollandske menighed på Christianshavn. Og han boede ikke lige om hjørnet.

I 1697 brændte det meste af Hollænderbyen ned til grunden, og herefter kunne det ikke længere svare sig for præsten at rejse helt ud til Frederiksberg for at udføre dobbelt arbejde. Han fandt en anden missionsmark med et bedre afkast, og så søgte kapellanen ved Frelsers Kirke embedet.

Men han fik det ikke. For biskoppen i København var en rationel mand, og han havde en plan. I stedet for kapellanen fra Christianshavn foretrak han, at præsten, som betjente menighederne i Brønshøj og Rødovre, også skulle tage sig af den lille menighed ved foden af det kongelige sommerslot, som netop i de år var ved at blive bygget.

Kapellanen herude i det vestlige opland skulle nok kunne finde plads i kalenderen til en lille ekstra opgave, mente biskoppen. Og på den måde slap man uden om det ældgamle problem, at præsterne fra byens kirker aldrig kunne kaldes ud til en vigtig opgave om natten, fordi byportene var lukkede.

I begyndelsen af 1730erne boede Christian VI fast på Frederiksberg Slot. Den gamle Hollænderby havde på det tidspunkt taget navn efter slottet, og nu var tiden inde til, at den fik en passende kirke. Slotsforvalteren havde et stykke jord liggende på den anden side af den senere Pile Allé øst for den gamle landsbykirke, og så var afstanden kort fra tanke til handling.

En indvandret hollandsk bygmester leverede tegningerne til en ottekantet kirkebygning, »der ikke havde sin lige i hele landet«, som det blev sagt, og en forhenværende soldat, Peder Sørensen Ulv, blev udpeget til at være hovedentreprenør.

Han var billigere end håndværksmestrene i hovedstaden, men han var ikke faguddannet, og han var ikke medlem af lavet. Følgelig kunne han ikke påtage sig opgaven, mente lavsmestrene, og i adskillige år gjorde de, hvad de kunne, for at ødelægge hans forretning og chikanere hans ansatte.

Balladen sluttede først, da kongen personligt greb ind og gjorde den tidligere soldat til frimester som en slags betaling for vel udført arbejde. Og det skete først året efter kirkeindvielsen i 1734.

Prisen for den nye kirke løb op i 8.100 rigsdaler, og selv om majestæten støttede helhjertet af egen lomme, gik menigheden fremtiden i møde med en tyngende gæld.

For det kunne ikke nægtes, at det var en vældig bygning, der var blevet opført til et yderst begrænset antal brugere. Ganske vist var det ikke helt usædvanligt, at velhavende københavnere opførte lystgårde på Frederiksberg, og det gav naturligvis indtægter, når de reserverede bænke i kirken. Men en varig løsning på de økonomiske problemer var det ikke.

Så døde sognepræsten i Frue Kirke, og som sendt fra oven blev dét den tiltrængte hjælp. Indbyggerne på Vesterbro havde altid været en del af domkirkens menighed, men nu ville kirkeinspektøren benytte den gunstige lejlighed til at overflytte dem til Frederiksberg Sogn.

De fik en kortere vej til kirke, og så slap man tillige for at åbne Vesterport på søn- og helligdage, og det var vigtigt. For det var et velkendt fænomen, at svage sjæle inde i byen let lod sig friste af den åbne byport til at snyde for den obligatoriske kirkegang og i stedet tilbringe fridagen ude i det åbne land.

Alligevel var biskoppen fortørnet over at miste Vesterbro og på den måde udsætte præsterne ved Frue Kirke for et betydeligt indtægtstab. Sagen gik i hårdknude, og så måtte kongen igen gribe ind: Vesterbro blev en del af Frederiksberg Sogn. Det gav de nødvendige indtægter til den nye kirke, og fremover skulle den have sin egen præst.

En from pietist, Johannes Kinast, fik kaldet i 1737, men det begyndte såre uheldigt. Jævne folk i menigheden ville ikke høre på hans floromvundne talemåder og kastede sten mod hans vinduer i tjenesteboligen på Pile Allé ved siden af kirken.

Men han stod prøvelserne igennem og vedblev at være præst på stedet lige til sin død mange år senere. Anderledes sørgeligt gik det med degnen, som boede i nabohuset og tillige var skoleholder. Også han var en from pietist, men han blev forledt af den onde i skikkelse af to steddøtre, som han lærte at kende i bibelsk forstand, og for det måtte han bøde med livet.

Hans efterfølger var en ældre vognmand. Også han var i besiddelse af det rette sindelag, men desværre havde han glemt så meget af sin skolelærdom, at han ikke magtede at stå for undervisningen af den opvoksende ungdom i sognet.

En student rykkede derfor ind i skolestuen ved siden af degneboligen, og det var en ordning, man klarede sig fint med de næste hundrede år. For nu havde Frederiksberg det hele: Et kongeslot, en kirke, en skole og et utal af værtshuse.