Historien kan ikke spoles tilbage

Litteraturen har en vigtig plads, også når vi skal beskrive virkeligheden, mener den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer, der bruger terrorangrebene den 11. september som afsæt i sin nye roman »Ekstremt højt & utrolig tæt på«.

Jonathan Safran Foer. Foto: Ditte Valente Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Egentlig var jeg i gang med en helt anden roman, som handlede om noget helt andet, men som også havde New York som udgangspunkt ... men det blev sværere og sværere for mig at skrive en roman uden at inddrage terrorangrebet 11. september« fortæller Jonathan Safran Foer, mens han kigger ud ad forlagets vindue.

Den kun 28-årige amerikanske forfatter, der i 2003 slog igennem internationalt med bestselleren »Alt bliver oplyst«, er i København for at fortælle om sin aktuelle roman »Ekstremt højt & utrolig tæt på«. Romanen handler om drengen Oskar, der mister sin far, da to passagerfly brager ind i World Trade Center den 11. september, og om hvordan Oskar efterfølgende oplever sit tab.

»Det ville være lidt ligesom at kigge ud ad det her vindue og skulle beskrive udsigten uden at tale om den bygning, der fylder det meste af det, vi kan se herfra,« siger han og peger ud på baghuset:

»Jeg ved, at mange forfattere har haft det på samme måde, men bevidst har fravalgt at skrive om terrorangrebet. Men det fyldte simpelthen for meget, så jeg besluttede ikke at modstå det og begyndte at skrive.«

Foer bor selv til daglig i New York og oplevede storbyens kollaps i dagene efter angrebet:

»Jeg var i Queens i min lejlighed og så ligesom resten af verden det hele på TV. Dagen efter tog jeg ind til Manhatten, hvilket var en forfærdelig oplevelse. Alt var dækket af hvidt støv, og folk brød sammen midt på gaden ... men jeg vil helst ikke tale om mine egne oplevelser, det kommer hurtigt til at fremstå som om, at fordi jeg var der, så kan jeg retfærdiggøre, hvad jeg har skrevet.«

Nogle anmeldere i USA har kritiseret Foer for, at han så hurtigt efter terrorangrebene har valgt at behandle det nationale traume i en æstetisk form:

»Det er spøjs kritik, ingen ville jo spørge en journalist, om det ikke er for tidligt, han begynder at skrive om en stor begivenhed. Reporterne begyndte allerede at dække begivenheden fem minutter efter det første fly fløj ind i tårnene. Selvfølgelig var der på det tidspunkt en stor risiko for, at journalisterne ikke gjorde deres arbejde ordentligt. At de ikke havde styr på fakta og overdramatiserede. Det viste sig jo også bagefter at holde stik, men det accepterer vi, for det er prisen, man må betale for at forsøge at håndtere begivenheder, der udfolder sig i ens egen samtid.«

Ingen undskyldning for at vente 30 år
Det er denne accept af det umiddelbare, Foer mener også burde gælde for romanforfattere:

»Vi skal væk fra den ide om, at romaner skal være perfekte ... hvis jeg skrev en bog om terrorangrebene om 30 år, så kan det da godt være, at den blev bedre, men det er ikke sikkert, og det er bestemt ikke nogen undskyldning for at vente med at forsøge at forstå begivenheder, der fylder så meget netop nu...«

Men hvad er det, en roman kan, når vi skal forsøge at bearbejde og forstå en hændelse som terrorangrebet den 11. september?

»Det er ikke fordi, litteraturen er vigtigere end eksempelvis journalistikken, men i øjeblikket har vi kun øje for journalistikken og dyrker den nærmest som en religion. Men skønlitteratur har også en vigtig social og politisk funktion. Journalistikkens redskaber er baseret på fakta, hvilket er én virkelig god måde at beskrive, hvordan vi er forskellige, og hvad vi har til fælles. Men jeg mener, at romanen, som i høj grad handler om følelser og affektioner, er en mindst lige så relevant måde at fortælle om virkeligheden på. Der er mange historier i medierne om 11. september, og de fleste handler om frygt, vrede og kravet om retfærdighed. Min fornemmelse er, at de fleste mennesker overvejende var ulykkelige over hele situationen. En tilstand journalister og politikere ikke kan formidle og agere på, men måske er romanen så et bedre bud på, hvordan vi imødekommer de følelser - som eksempelvis et konkret tab af et familiemedlem.«

I et større perspektiv er Foer generelt træt af, at hans eget hjemland ikke forsøger at forstå den arabiske kultur bedre:

»Jeg ville ønske, at vi forsøgte at læse og studere arabisk litteratur, så vi bedre kunne forstå deres motiver. Vi sender så mange soldater og embedsmænd af sted, og så burde vi faktisk også sende en del oversættere. Helt personligt ville det da interesser mig, hvordan en ung mand i Bagdad på min alder lever, hvordan han omgås sin familie, og hvad han tænker og føler. Det er en af litteraturens forcer, at det helt snævre perspektiv faktisk kan åbne for en større forståelse og en større gensidig sympati ... og det har vi vist brug for netop nu i forholdet mellem den vestlige og den arabiske verden.«

Parallel tilbage til Dresden i 1945
I romanen løber to historiske spor sammen. Oskars far der dør den. 11. september, mens romanen også beskriver Oskars bedsteforældres oplevelser under bombningerne af Dresden i 1945:

»Jeg forsøger på ingen måde at påvise, at der skulle være nogen kausalitet mellem de to begivenheder. Men vi bør huske, at historien altid handler om perspektivet. Når vi i USA, England eller Danmark for den sags skyld tænker og taler om Dresden-bombninger i 1945, så er det med beklagelse, vi husker alle de civile ofre, men vi anerkender også nødvendigheden af, at det var nødvendigt at stoppe nazisterne. Det er, hvad det betyder at være borger i et land; du høster nationens frugter, men samtidig er du også medansvarlig for dets gerninger. Hvis man vender det på hovedet, så er der sikkert millioner af arabere, der med en vis ret set fra deres perspektiv ganske vist begræder tabet af de mange civile ofre ved terrorangrebet den 11. september. Men samtidig mener, at det var prisen for at stoppe USAs onde gerninger i den arabiske verden. Hvem har så ret? Ingen. Det er min pointe, at de begge tager fejl, men læren er, at tingene ikke er så sorte og hvide, som vi har en stigende tendens til at gøre alting i USA. Vi har på det seneste fået indført en masse absolutismer. Absolut god, absolut ond, absolut terror, absolut retfærdighed.«

Ifølge Foer blev man anset for at være upatriotisk i USA, hvis man efter terrorangrebet begyndte at stille spørgsmål til bevæggrundene for terroristerne:

»Det kan meget vel være, at de mennesker, der udførte og stod bag angrebet, var absolut onde, men det er ikke det samme som at afvise, at der lå visse rationelle overvejelser bag, og det har vi samtidig en forpligtigelse til at undersøge. Det mindste, vi kan gøre, er at anerkende, at der er forskellige perspektiver i verden. At terror mod et menneske kan være et andet menneskes retfærdighed. Hvis man spørger et barn i Bagdad lige nu, hvad terror og retfærdighed er, så er jeg ikke så sikker på, at vi vil kunne lide svaret.«

I »Ekstremt højt & utrolig tæt på« ender historien med at blive fortalt baglæns. Tårnene rejser sig igen, flyene lander, hvor de lettede, og Oskars far vender tilbage:

»Det er et billede på, hvad mange mennesker ønsker sig. Men man kan ikke tage det, der skete, tilbage, og det er blandt andet det, jeg prøver at gøre klart i min roman. Oskar kan ikke få sin far tilbage, det lykkes kun i hans fantasi. Men hans følelse er måske den følelse, de fleste sad med efter den 11. september - at det hele burde kunne spoles tilbage ...«