Hist hvor vejen

Carl Nielsens Barndomshjem var den idylliske ramme om en opvækst med både fattigdom og fornem musikkultur. I dag et hyggeligt museum og oplagt til et ferietogt i kombination med det større museum inde i Odense.

Carl Nielsen boede her i huset som ung mand. Den danske komponist beskriver sin fødeegn i erindringsbogen »Min fynske barndom« og kalder hjemmet i Nørre Lyndelse »et palads med sol og lys og glæde«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Carl Nielsen. Danmarks til dato største komponist.

Geniet voksede op her på Odensevej i Nørre Lyndelse - nøjagtig her i huset med det statelige stråtag, den tæt klippede hæk og de styvede popler.

Eller rettere: Forældrene købte huset i marts 1878 og havde sønnen boende til november 1879. Den halvstore knægt og vordende komponist fik altså kun halvandet år i huset. Nationalhelten var allerede fyldt 12 og skulle hurtigt videre til jobbet som militærmusiker inde i Odense.

Også beliggenheden er kun delvist historisk. Man har i nyere tid flyttet hele hytten nogle meter mod vest og dermed givet plads til hovedvejen mellem den fynske hovedstad og Faaborg mod syd.

»Vi er til gengæld glade for, det ikke blev flyttet helt op til Den Fynske Landsby,« siger museumsinspektør Ida-Marie Vorre. »Huset ligger ved hans hjemstavn og har bevaret forbindelsen til hans barndoms steder.«

Carl Nielsen selv kom til verden oppe i Sortelung et par hundrede meter væk. Fødehjemmet er væk og i dag erstattet af en mindesten og tilhørende flagstang. Stedet var senest udgangspunkt for den store fejring af hans 150 års jubilæum i juni: Man lod en gruppe elever fra Carl Nielsen-Skolen i Nørre Lyndelse hejse flaget og defilerede siden ned til underholdning ved Sigurd Barrett i det nuværende museum.

Små kår

Faderen hed Niels Jørgensen og var kendt som Niels Maler på grund af sit erhverv. Komponisten har altså fulgt den gamle skik og brugt sin fars fornavn med et -sen efter.

»Min mor var ene hjemme med nogle af de mindre børn, da hun skulle føde mig,« skriver han i »Min fynske barndom« - en stærkt læseværdig erindringsbog og vigtig kilde til viden om hans vej fra barn til berømthed. »Hun gik uden for huset, tog omkring et træ og bankede sit hoved imod stammen. Jeg tror derfor, hun må have været glad og lettet, da jeg endelig kom til verden.«

Kårene i hans barndom har været små, men varme. Faderen tjente ekstra som musikant ved lokale festligheder og lærte sine børn violinspillets kunst.

Han har også haft et knap så almindeligt kendskab til klassikkerne og var i 1875 medstifter af musikforeningen Braga. Orkesteret bestod af fire violiner, en bratsch, en cello og en kontrabas samt klarinet, fløjte, to kornetter, en basun og triangel eller lilletromme. Medlemmerne spillede de store mestre og fik ad den vej verdenskunsten ind på livet. Det var et halvt århundrede før, man bare kunne sætte en CD på.

Carl Nielsens barndom har i virkeligheden været en god skole: Faderens festmusik giver den musikalske søn flair for det folkelige. Sammenkomsterne i Braga med musik af Mozart og Beethoven med videre sporer ham ind på kunstmusikkens kvaliteter.

Barndommen slutter til gengæld brat. Den vordende komponist vinder en plads som militærmusiker og begynder 1. november 1879. Landlivet i flækken syd for Odense byttes ud med hovedbyens inferno af forpligtelser og fristelser. Og han fortsætter allerede i 1883 videre til kongens København som meget ung elev på musikkonservatoriet.

Mestrer sprog og musik

Rektor i de år er stadig Niels W. Gade - manden bag Brudevalsen og »På Sjølunds fagre sletter« med mere. Berømtheden har den purunge fynbo oppe på sit kontor og løfter øjenbryn over hans værker: »Lille Nielsen, De roder for meget!« siger Niels W. Gade.

Carl Nielsen er i virkeligheden på vej ud af nationalromantikken og ind i rollen som en af det 20. århundredes største komponister.

De mange indtryk fra Sortelung og Nørre Lyndelse satte sig som minder var levende for ham livet langt. En sang som »Jens Vejmand« står så stærkt, fordi Carl Nielsen og Jeppe Aakjær har kendt ham.

Og hans erindringer er samlet op af en ung mand med overordentlig gode sanser. Hvem kan for eksempel glemme den fantastiske fortælling om Samson: Den gamle arbejdshingst havde stået alene i sin fold gennem hele hans barndom og var den stærkeste i mands minde. Når natten var mørk, hylede den så mærkeligt. Alle undtagen Carl var lidt bange for den. Man da den kører i forspand på grusvejen en dag, træder den forkert. Benet brækker af langt oppe over koden. Knoglen stikker ud.

Carl Nielsen ser det heltemodige dyr vifte fluer væk med ørerne og vente stoisk på redning. Ejeren spænder den anden hest for og skubber Samson ud til siden. Den ville jo ellers ligge i vejen.

»Min bror og jeg gik bedrøvet ind i et skur og sad en stund på nogle brædder og talte sammen«, skriver Carl Nielsen sent i livet. Komponisten mestrer på sin vis det danske sprog lige så stærkt som musikken.

En af Danmarks stoltheder

Barndomshejmmet blev indrettet til museum i 1956 som det ene af to museer over Carl Nielsen på fynsk grund.

Det andet er Carl Nielsen Museet i Odense Koncerthus. Huset inde i byen kan fremvise væsentlig flere effekter fra både ham selv og hans billedhuggerkone, Anne Marie. Man kan for eksempel se hans signalhorn fra militæret og hans flygel. En montre rummer også udmærket strikketøj fra Carl Nielsens hånd - han får hjertebøvl med alderen og bliver beordret til noget beroligende håndarbejde. Og man kan se hans dødsmaske fra 1931.

Selve barndomshjemmet er et bindingsværkshus uden for lov og ret og kan derfor ikke passe på effekter af den uerstattelige slags. Man kunne forestille sig stedets fremtid som en landlig cafe med områdets gode bagværk og de så rum som ekstra seværdighed.

Stuerne er på den anden side indrettet både informativt og ikke uden stemning. Fotos af familien, af folk i det sydfynske, af musikforeningen Braga flankeres af effekter og velvalgte ord. Ida-Marie Vorre åbner også museets døre for musik og foredrag og rejser ellers i indland og udland med sine fortællinger om den store dansker.

Carl Nielsens Barndomshjem har indtil haft omkring 1.500 besøgende om året. Tallet er ifølge Ida-Marie Vorre vokset til det tredobbelte her i hans jubilæumsår.

»Og det behøver jo ikke falde igen,« siger hun. »Carl Nielsen er en af Fyens stoltheder og Danmarks stoltheder. Musikelskere fra hele verden skal opdage ham - og deres opdagelsesrejse skal da begynde her!«