Hiphoppens forgyldte nedtur

Hiphoppen er blevet mainstream og millionforretning. Men kunstnerisk set er den døden nær. Eller måske allerede død? Berlingskes musikanmelder stiller diagnosen.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Calvin Cordozar Broadus kom skævt fra start. Allerede i high school blev han medlem af den storkriminelle bande Crips og var knapt færdig med skolen, før han blev arresteret for kokainbesiddelse og sat seks måneder i fængsel.

Det lignede endnu et tragisk, men typisk forløb for en sort fyr på undersiden af Long Beach, Californien. Men Calvin kunne noget særligt. Han kunne rappe, han havde et flow, og det blev vejen ud og op. Og i dag er han kendt kloden rundt.

Historien om Snoop Dogg, som Calvin kalder sig, ligner mange andre hiphopstjerners. En begyndelse i fattigdom og så en heftig opstigen gennem de sociale og økonomiske lag.

Men måden, Snoop Dogg - der på onsdag giver koncert i København - har forvaltet sine evner på, er desværre også velkendt. Gradvist er den musik, det hele skulle handle om, blevet reduceret til et vedhæng, et appendiks, i en karriere, hvor det primære mål er at tjene så mange penge som overhovedet muligt.

Den hiphop, der tegner hitlisterne i dag, er således en karikatur på sig selv, hvor der skovles millioner og atter millioner af dollar ind på reklameaftaler, og hvor udøverne hænger tungere og tungere guldkæder om halsen på sig selv, mens musikken bliver lettere og lettere, og teksterne mere og mere ligegyldige.

Det er en forfaldshistorie. Eller, med et endnu stærkere ord, en degenerering. Men inden der kan gives svar på, hvorfor hiphoppen som kunstnerisk udtryksform er død eller døende, må fokus rettes bagud. Mod årene, hvor genren for alvor fandt sin form og vandt fodfæste.

De La Soul, Public Enemy, Eric B. & Rakim, Jungle Brothers og A Tribe Called Quest. Det var blot nogle af de navne, som leverede store, skelsættende plader i årene omkring 1988, og som var knyttet sammen i et værdimæssigt fællesskab. Alle var socialt indignerede og så hiphoppen som et sted, hvor de kunne berette om ulighederne i de afroamerikanske miljøer, der ikke tidligere havde haft nogen musikalsk stemme.

I den ene ende af spektret var De La Soul, som talte fra en varm, humanistisk vinkel, og i den anden ende var Public Enemy med en stenhård, udadvendt »fight the power«-attitude. Men lige meget hvor man lyttede, var det for real, som mantraet lød. Det handlede om det, de så, det de levede i.

Det var hiphoppens belle epoque, en tid med ubegribelig meget kunstnerisk kraft, og generationen var med til at holde genren vital og inspirerede nye årgange af hiphoppere. Men selv om der har været år med stærke hiphoppere, eksempelvis omkring 1994 og 1998 - med navne som Nas, Common, Taleb Kweli og The Roots - så har genren bevæget sig hen mod det sørgelige sted, den befinder sig i det ny årtusinde.

I 2003 udgav 50 Cent albummet »Get Rich Or Die Tryin’«. En titel, der kunne tjene som programerklæring for den nye hiphop, hvor musikken blot er første skridt på vejen mod millionerne og en materialisme, som får lov at løbe ad absurdum i villaer, biler og bling-bling. Og den sociale indignation og kunstneriske integritet, der engang var den røde tråd tilbage til den tidlige hiphop, ja, den er bristet.

Jay-Z og Kanye West er tidens største hiphop-navne, og dem sætter mange hiphoppere deres lid til. Vel fordi der ikke er nogen andre at hænge håbet på. Og det dybe kvalitative fald skyldes den kommercialisering af hiphoppen, som har fundet sted fra midten af 1990erne og fremefter.

Hiphop er blevet en integreret del af mainstreamen - af det alle og enhver lytter til og køber - og det er derfor blevet muligt af blive stenrig med det rette hit eller den rette albumsællert.

Det har gjort genren kynisk og spekulativ og fjernet den fra udgangspunktet. Et eksempel er Wu-Tang Clan, der debuterede i 1993 med den krasse »Enter The Wu-Tang (36 Chambers)«, som er lastet med tekster fra ghettoen. Men da de i 1997 vendte tilbage med »Wu-Tang Forever«, var de klædt i prangende tøj, som fansene kunne købe, og med albummet fulgte også kuponhæfter, hvor man kunne bestille det ene og det andet.

Hiphopperne er simpelthen blevet entreprenører frem for kunstnere. Tag bare Jay-Z, der kanoniseres som disse års store hiphopper, men har udsendt stribevis af tracks, som umiddelbart virker interessante, men når man har klikket to gange på iTunes og købt dem, står det hurtigt klart, at de er uden substans.

Og hvor de fleste nyere hiphopstjerner faktisk er begyndt med socialt indignerede tekster, har de uden undtagelse ladet sig rive med af pengestrømmene og ind i deres egen intetsigende ordflom om hvide limousiner, silikonedamer, knitrende dollarsedler og egen guddommelighed.

Hvor hiphop engang handlede om os mod dem, og kunstnerne var del af samme værdimæssige overbygning - vendt mod social og økonomisk ulighed - er det hele nu vendt på hovedet: Det handler om egen indtjening og om ego, ego, ego.

Som da Kanye West udgav »808s & Heartbreak« i 2008, der af nogle, og noget uforståeligt, regnes for et hovedværk i hiphop-historien. Og vel er det usædvanligt, at en af den følelsesforskrækkede genres kunstnere krænger sit medtagede hjerte ud. Men albummet handler ikke desto mindre kun om ét eneste emne: Kanye West selv.

Men hvordan er det så herhjemme? I den hiphop, der dominerer i Danmark?

Udviklingen er sørgeligt nok den samme. De tidlige kunstnere var ikke bling-bling og selvcentrerede, men sprogligt veloplagte, nuancerede og skildrede livet på gulvet - som selvsagt var pænere og renere end det i de amerikanske ghettoer.

MC Einar var et godt bud på en socialt bevidst og på sin egen måde ambitiøs hiphop. Men med populariteten gik den i opløsning og blev til Den Gale Pose og »Spændt Op til Lir«. Og mere af samme overfladiske eller selvoptagede skuffe.

I dag sidder L.O.C. så på den danske hiphoptrone med tekster om ham selv. Set fra den ene, den anden og den tredje side. Og med telegiganten TDC som samarbejdspartner.

Større bliver det ikke. Og netop målet om at blive den største er måske en del af forklaringen på, hvorfor både den nationale og internationale hiphop er endt, hvor den er endt.

For hiphoppen har altid været en kompetitiv kultur. Det har altid handlet om at være bedst og størst. Hvilket er frugtbart, hvis det handler om den kunstneriske side af sagen. Det gør det bare sjældent i dag. Måske kun for Malk de Koijn, som lever deres eget autonome liv. Nej, nu gælder det først og fremmest om at være størst rent kommercielt.

Hvordan udviklingen kan vendes, det er virkelig ikke til at se. Eller høre. Man kan kun håbe det sker. Og tage forbi Store Vega på onsdag, hvor Snoop Dogg gør det, han nu engang gør, og som måske har været med til at slå hiphoppen ihjel.

Med diamantbesat mikrofon i den ene hånd og en joint i den anden.

Snopp Dogg giver koncert onsdag aften i Store Vega i København.