Himlen vejer 9.950 gram

Lyden af himlen – som bokssæt.

Kan du ikke få nok af Mozart? Det nye bokssæt med 200 CDer og 250 timers musik burde dække alle behov. Fold sammen
Læs mere

Indrømmet. Den koster kassen.

Mozarts samlede værker vil stå julens gladeste giver i op mod 2.500 kroner alt inklusive.

Boksen er til gengæld garant for 250 timers lytning og lystlæsning. Hvis man kunne lytte og læse otte timer i døgnet, ville hele den tage en måneds tid! Universal Music er klar med »W.A. Mozart: The New Complete Edition« - en salighed med 200 CDer plus flotte faksimiler af hans nodeskrift og masser af biografisk materiale.

Herligheden har allerede gjort Joannes Chrysostomus Wolfgangus Theophilus Mozart til årets mest solgte musiknavn på CD på verdensplan:

Selskabet kunne forleden opgøre det foreløbige salg af sættet til godt 6.200 æsker. Gang op op med de 200 CDer i hver æske og få godt 1,2 millioner solgte album. Det er flere end tidens største popnavne.

Mozarts liv var 35 år kort og fuldt af fortrædeligheder. Et liv uden faste ansættelser af betydning. En tilværelse med sygdomme og gæld. Da han blev smidt ned i den triste skaktgrav en vinterdag i 1791, havde han ikke desto mindre skabt flere tusinde satser:

Flere end 20 operaer, omkring 30 klaverkoncerter, et halvt hundrede symfonier og helt uoverskueligt mange andre ting.

Geniet var endda på rejse meget af tiden og har i praksis finansieret hele sin familie allerede som otteårig. Turneerne udgør i sig selv godt ti år af hans liv. »Hjemme« var hans klaverstol og noderne.

En mørk komponist!

Det var også rejserne, der gjorde ham genial. Mozart hørte alt det bedste i europæisk musik allerede som lille: Flot opera i Italien, sindrig klavermusik i Tyskland, farverig orkestermusik i Frankrig. Og da han så satte sig til nodepapiret, samlede han alle de mange indtryk - uanset musikkens genre: Han smed symfoniorkestret med de store virkninger ned i operaens orkestergrav. Han hentede operaens melodier ind i de rene instrumentalnumre. Han brugte alvor og komik i de samme sceneværker. Sådan som livet selv er begge dele.

Lytteren kan sagtens høre livets udfordringer i hans musik. At se Mozart som specielt »let« eller »naturlig« eller »uforpligtende« er helt forkert forstået. En dirigent som den nyligt afdøde Lorin Maazel kaldte ham tværtimod for verdens mørkeste komponist. Mozart selv ville være ny i hvert eneste værk og gik lige til grænserne af kundernes musikalske formåen.

Boksen har revl og krat med. Selv den mindste melodi af vidunderbarnet. Alt fra få toner på en tilfældig serviet til mere spekulative eller forkastede versioner af de modne værker. Indspilningerne er enten nye eller udpluk af godt et dusin forskellige pladeselskabers bagkataloger og står i den forstand som et snit gennem musikkulturen i det sidste halve århundrede:

Man får sangstjerner fra salige Fritz Wunderlich til Cecilia Bartoli, Joyce DiDonato og Diana Damrau. Pianister fra den kosmiske Alfred Brendel til stilsikre Maria João Pires, puristen Mitsuko Uchida og fejlfrie András Schiff. Dirigenter fra gamle kendinge som Karl Böhm og nyligt afdøde Neville Marriner til historisk bevidste helte som John Eliot Gardiner, Christopher Hogwood og spændende nok Arnold Östman!

Klassikerne er med

Selv ikke de største elskere af Mozart vil høre sættet fra nummer 1 til nummer 200. Typiske tilhørere vil tage afsæt i værker, de kender bedst i forvejen. Eller måske i indspilningerne med deres yndlingskunstnere. Indrøm det bare!

Men det magiske ved et mammutsæt som Mozarts samlede værker er lige præcis muligheden. Når en opera som »Lucio Silla« fra 1772 i den klassiske indspilning med Peter Schreier og Helen Donath har ligget der længe nok, vil den komme på anlægget. Eller hvad med »Ein musikalischer Spaß« fra 1787? Geniet gør grin med mindre ånder i det eviggrønne værk. Han sætter fingeren præcist på kollegernes ømme punkter og viser sig selv som manden med de professionelle løsninger.

At udnævne en af de talløse indspilninger som sættets bedste kan være umuligt - lidt ligesom man ikke peger et af sine børn ud. Men at høre Mitsuko Uchida som solist i den fine »Jeunehomme« er meget hjertefuldt. Eller akademikeren Robert Levin i den fantastiske klaverkoncert nummer 20.

Og bare rolig: Ikke færre end 30 af sættets CDer er helliget gængse indspilninger af de mest kendte værker. Mere reaktionære medlemmer af familien skal altså ikke sukke ret længe efter eksempelvis symfoni nummer 40 med Benjamin Britten på dirigentpodiet eller klaverkoncert nummer 27 med dejlige Clifford Curzon ved tangenterne.

Selv om en rund tier pr. skive plus den smukke biografi og diverse fortegnelser ligger i den billige ende, skal indholdet indlysende nok være i orden. Enhver skønhedsfejl ville virkelig være ærgerlig. Men udgiverne kan lette åndet op. Ingen fejl er fundet.

Købere i Storbritannien og Australien har ellers klaget over den manglende CD nummer 33. Altså fraværet af en del kammermusik fra komponistens sidste par år på denne jord. Herunder selveste »Eine kleine Nachtmusik« og den melankolske klarinetkvintet.

Og pyh! Man åbner de ti kilo himmel og tjekker straks. Sættet på det danske marked er komplet og dermed fuldkomment.

I enhver forstand. Fuldendt.

Hvad: Mozarts samlede værker

Hvem: Op mod 600 sangere, musikere og dirigenter.

Hvor: Deutsche Grammophon/Decca