Himlen er malet og slet ikke blå

Udbredt arbejdsløshed, vanskelige dagpengevilkår, gratisarbejde og aldersfascisme er blot nogle af de ting, der gør det at være skuespiller til alt andet end det glamourliv, mange måske forestiller sig.

Foto: SIMON KNUDSEN

»Pige, træd varsomt, thi scenen er skrå/ før du ved af det, går spillet i stå/ alle de sorger i verden du ved/ dem skal du møde, før tæppet går ned.«

Ordene er Ludvig Brandstrups fra 1926 og afslutter en af datidens revyviser, som stadig er en klassiker. Problemstillingen – den er også en klassiker.

At være skuespiller i Danmark er ikke den nemmeste karrierevej. Det har Berlingske belyst i en række artikler den seneste uges tid, hvor vi har set på nogle af de udfordringer, danske skuespillere står overfor i deres arbejdsliv – baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmer af Dansk Skuespillerforbund.

Udbredt arbejdsløshed, vanskelige dagpengevilkår, gratisarbejde og aldersfascisme er blot nogle af de ting, der gør det at være skuespiller til alt andet end det glamourliv, mange måske forestiller sig.

Mest iøjenfaldende er det, at undersøgelsen bekræfter det, som alle i branchen har talt om i årevis, men som ingen har turdet sige særligt højt, endsige gøre noget ved.

Hele 57 procent af de adspurgte er af den opfattelse, at der uddannes alt for mange skuespillere i Danmark.

Hvert år kommer mere end 30 nye, profesionelle kolleger til standen. Så mange er der slet ikke brug for, og argumentet om, at vi er nødt til at have et bredt udvalg af forskellige typer at vælge imellem, når der skal castes til film, TV og teater, holder ikke. Alt for mange uddannes til et arbejdsmarked, der ikke kan tage imod dem.

I en ny rapport peger et udvalg nedsat af Kulturministeriet på, at de fire statsanerkendte teaterskoler bør bevares, men også slås sammen til én enhed, der i langt højere grad skal stille ind på at ruste den enkelte skuespillerelev til et fremtidigt arbejdsmarked, hvor skuespillere også fra begyndelsen spores ind på at bruge deres skuespilleruddannelse til andet end at spille skuespil. Det lyder på alle måder fornuftigt, og skolerne selv tilslutter sig tanken.

Men rapporten indeholder ikke en opfordring til reduktion i antallet af uddannede. Det bør man også se på, så snart planerne er ført ud i livet. I en eller anden fremtid vil det forhåbentlig også skære ned på skuespillerstandens ture hen til jobcentrene, som har svært ved at håndtere dem. Og det er bestemt ikke skuespillernes skyld.

Dansk Skuespillerforbunds formand, Katja Holm, skrev for nylig i en leder i forbundets medlemsblad »Sceneliv«, at »de atypiske arbejdsmarkeder, som f.eks. skuespillere, dansere og sangere arbejder på, passer ind i det nuværende dagpengesystem, som en firkant passer ind i et rundt hul – hvis vi virkelig bliver mast og skubbet ud af facon, så kan vi presses ind.«

Det er vigtigt at have in mente, at det at være skuespiller ikke svarer til at være ansat i en bank. Der eksisterer meget få »faste ansættelser« på teatret, hvor skuespillere i stedet sætter deres arbejdsliv sammen af freelance­opgaver – nødvendigvis afbrudt af perioder, hvor man er afhængig af arbejde uden for det, man er uddannet til eller tid på dagpenge. Anderledes kan det altså ikke være.

I parentes bemærket er det i øvrigt også den vej, det går for mange andre brancher, så systemerne gør klogt i at finde rimelige modeller for, hvordan man håndterer den type af løsarbejdere, en gruppe som er i vækst.

Scenen vil altid være skrå, men faldet fra den behøver ikke at føre direkte ned i en massegrav.