Hillary Clintons svære valg

Hillary Rodham Clintons selvbiografi »Svære Valg« udkommer torsdag herhjemme. Da den i juni udkom i USA, så de fleste det som hendes start på præsidentkampagnen.

Hillary Clintons selvbiografi, "Svære Valg", udkommer herhjemme i dag. Bogen har fået meget blandede anmeldelser i USA. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Hillary Rodham Clintons bog »Svære valg« i juni udkom i USA, var de fleste anmeldere og læsere enige om to ting: Den var hamrende kedelig, og den var skrevet med det formål at sikre Hillary posten som USAs næste præsident.

Internetboghandleren Amazon trykker læsernes bedømmelser af de solgte bøger, og her væltede det ind med negative anmeldelser, der kun gav bogen én stjerne ud af fem. Der var dog også topkarakterer blandt læserreaktionerne, men de var i mindretal.

En bogorm

Bogen, der i dag udkommer herhjemme, var imødeset med spænding, fordi Hillary Rodham Clinton er en bemærkelsesværdig kvinde og muligvis USAs næste præsident. Den omhandler hendes periode som udenrigsminister i Barack Obamas første præsidentperiode, og læserne håbede på saftige bidder fra Det Hvide Hus og måske refleksioner over Bill Clintons utroskab. De blev skuffede. David Shribman skrev i Boston Globe, at »Svære Valg« vil blive købt men ikke læst. Bogen er på 700 sider og meget detaljeret – et helt panorama over Hillarys mange gøremål og rejser i sin ministertid. Shribman betegner bogen som livløs og en prøvelse for læsernes tålmodighed. Bogen er skrevet for at sikre, tilføjer David Shribman, at ingen kan sige hende noget på og forhindre hende i at stille op til præsidentvalget.

Ikke alle var imidlertid lige så negative. I det centrum-venstreorienterede britiske dagblad Guardian skrev David Runciman: »I denne svagt robotagtige men imponerende erindringsbog er der en forbløffende historie.« Men i den konservative netavis National Review skrev Jonah Goldberg: »Er nogen virkelig overrasket over, at denne biografi er bemærkelsesværdigt kedelig?«

Det let venstreorienterede magasin New Republic har ladet en af USAs fremmeste skribenter, Anne Applebaum, anmelde den, og Applebaum afskriver bogens blivende værdi men udelukker ikke, at den kan blive en fordel for Clinton i det videre spil om præsidentposten. Applebaum bemærker, at Barack Obama kun spiller en perifer rolle i bogen og tager det som udtryk for, at Hillary Clinton lægger afstand til ham. Hun beskriver det første møde med Barack Obama, efter at de havde kæmpet om nomineringen i det demokratiske parti som »to teenagere på deres første pinagtige stævnemøde.« Hun antyder deres uenighed, men gør det diskret.

Anmeldelsen i New York Times er skrevet af Michiko Kakutani, og den er – måske ikke overraskende i denne så ofte Clinton-venlige avis – positiv. Hun beskriver den som en nuanceret og fint afstemt bog, der viser Clinton som en hårdtarbejdende bogorm.

En kampagnebog

En anden kommentator, der er positivt indstillet over for Clinton-familien og Barack Obama, er David Ignatius. Han skriver i Washington Post, at bogen begynder og slutter med kampagnetalens tomme floskler. »Men indimellem indeholder den klare og medrivende beskrivelser af Hillarys fire år som udenrigsminister,« fortsætter Ignatius. Michael Scherer skriver derimod i tidsskriftet Time: »Det er en kampagnebog, skrevet af en kandidat eller hendes ghostwriters, kørt igennem og findelt i en politisk maskine og serveret til publikum med det formål at præsentere forfatteren som en handlekraftig leder og ikke vise nogen holdninger, der kunne skræmme vælgere bort.«

Der er en forsigtig kritik af Obamas udenrigspolitik i bogen, og Economists anmelder gør opmærksom på, at Hillary Clinton sætter kritisk spørgsmålstegn ved Obamas beslutning om at trække tropper hjem fra Afghanistan på et fastsat tidspunkt, og hun synes at mene, at Obama begik en fejl ved ikke at støtte Mubarak i Egypten.

Angreb på Obama

Hillary Clintons bog var et skridt i Hillary Clintons oplæg til det kommende præsidentvalg, og det at vise sig som udenrigspolitisk handlekraftig. I et opsigtsvækkende interview i Atlantic Monthly i august kritiserede hun Obama for ikke at have en udenrigspolitisk strategi. Hun kritiserede åbent hans dispositioner i relation til Mellemøsten. Obama havde i en tale sagt, at det afgørende var ikke at gøre »dumme ting.« Hillary Clinton sagde i Atlantic Monthly: »Store nationer behøver principper, der kan lede dem. Det er ikke nok ikke at gøre dumme ting.«

Hillary Rodham Clintons biografi »Svære valg« – på engelsk »Hard Choices« – udkommer i dag på Politikens Forlag.