»Herresvært at være normal«

Debutanten David Meinke stiller spørgsmålstegn ved de succeskriterier, der opstilles for nutidens unge og ser gerne sin bog som et oplæg til en politisk diskussion.

Kan udsigten til tre års helvede i gymnasiet, der resulterer i et snit på 7.0, få en 15-årig pige til at beholde det barn, som hun er gravid med?

Ja. Det er det korte svar, ifølge debuterende forfatter David Meinke. Og det på trods af, at faderen har klassens lækreste røv og ikke vil kendes ved barnet.

Berlingske Tidende har snakket med den 33-årige forfatterdebutant, der netop har udgivet bogen »Kaos«, om den danske ungdom. Bogen handler om Edel, der bliver gravid alt for tidligt og med den helt forkerte, og om den lidt ældre Jokum, computernørden, hvis ansigt man ikke kan se for bumser, men som man altid kan lugte, hvis han er i nærheden. To skæbner, der ikke passer ind, men som alligevel viser sig at være ressourcestærke og have skjulte talenter.

Men hvad fortæller hans ungdomsroman om den danske ungdom og om de krav, der stilles til den?

»Jeg vil gerne fortælle, at der også er andre succeskriterier, end om man ligger højt i en PISA-undersøgelse, der fastslår, at man kan læse og regne,« siger David Meinke, der ved siden af arbejdet som forfatter arbejder i BUPL.

»Jeg oplever en frustration over, at grænserne for normalitet bliver snævrere og snævrere. Hvis ikke man har succes fagligt, stryger i gennem folkeskolen og får en videregående uddannelse, ja så er man ikke en succes. Det er sindssygt tarveligt,« siger han.

Man kan slå med en gulerod
David Meinke opponerer mod, at vurdering af børn og unge kun sker på baggrund af det, der kan måles. Kreativitet og evnen til at klare sig selv bliver ikke tilstrækkelig værdsat, fordi de egenskaber ikke i samme grad som faglige evner kan bestemmes gennem tests og håndfaste resultater. Og hvis ikke resultaterne kan måles, kan de ikke bruges. Det kommer, ifølge David Meinke, til udtryk ved, at man har nedlagt Den Frie Ungdomsuddannelse, og at man sænker SUen, hvis den studerende tager sabbatår.

»Man kalder det en gulerod, men man glemmer, at man også kan bruge en gulerod til slå med. Til at stresse de unge,« siger han.

»Og så fratager man de unge muligheden for at excellere. Altså for at bevise, at de er gode til bare et eller andet.«

Dermed er bogen tænkt som et oplæg til en politisk diskussion af, hvordan man behandler de unge.

»Det nytter ikke, at man så og sige kun fokuserer på, om de kan tælle klodserne, og ikke på om de kan bygge noget med dem. Derfor er den nuværende ungdomspolitik en skændsel. Det kan ikke passe, at nogen børn, når de starter i børnehaveklassen, skal finde sig i, at det bliver op af bakke i hele deres skoletid, og de kun får det sjovt i frikvartererne.«

I Meinkes bog klarer Edel den, selvom hun er gravid. Hun kæmper sig gennem sine nederlag og beviser, at hun kan en masse ting, selvom hun fravælger den udstukne vej og fravælger gymnasiet. Jokum viser sig at være sjov bag bumserne, og han lærer at tage ansvar for sit eget liv og at sige fra over for sin kontrollerende mor, selvom han heller ikke ser ud til at have noget markant overskud.

Bogen, der skildrer de to unge skæbner, er af forfatteren således både tænkt som et oplæg til debat om, hvordan man i fremtiden skal behandle unge, der ikke umiddelbart passer ind, men også som en manual til unge, der ved læsning kan få bekræftet, at der er flere veje mod succes og anerkendelse end de retninger, der stikkes ud af folkeskoler, gymnasier og ung-domspolitikere i det hele taget.