Herning - den jyske prærieby, der blev en vigtig del af Kunstdanmark

Herning har en forhistorie med kunst og kunstsamlere, der har gjort byen betydningsfuld for det kunstinteresserede Danmark. I år er det 17. gang, Art Herning vises i kongreshallen.

Ingvar Cronhammar’s skulptur Elia ved Herning. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Stricker
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke alle landets byer beskåret at huse en kunstmesse, men Herning har en. Selvfølgelig. Herning har alt. Næsten.

Herning er i hvert fald en betydningsfuld plet på det billedkunstneriske danmarkskort. Det menes, at der ikke er mere kunst pr. kvadratmeter i privateje end netop i Herning.

Hedens Perle har måske ikke været entydig heldig med placering af skulpturer i det offentlige rum i indre by – men uden for byen står landets største. Den er skabt af Ingvar Cronhammar, der måske er Danmarks største kunstner. Han er i hvert fald en af de højeste – og han er naturligvis bosat i Herning, hvor der er højt til loftet.

Herning er svenskfødte Ingvar Cronhammars by, på samme måde som Jorn var knyttet til Silkeborg, og en jævnaldrende holdt sig til Randers; den mageløse Sven Dalsgaard der ligesom Jorn også ville være blevet 100 i år, hvis han da ikke var død i 1999.

Randers var Sven Dalsgaards base – men han har da været i Herning for at arbejde med kunst – og på sin vis er det meget sigende, at den udstilling, kunstmuseet i Herning netop nu viser, er med to af de andre store skikkelser, vi forbinder med Herning. Den danske maler Paul Gadegaard og den italienskfødte konceptkunstner Piero Manzoni.

Så mangler vi kun et tredje navn. Det var nok på Gadegaards foranledning, Manzoni i begyndelsen af 1960erne kom til Herning, der dengang lå meget langt væk fra det københavnske kunstliv. Men det var fabrikanten Aage Damgaard, der betalte gildet.

Det gjorde Damgaard i det hele taget i udstrakt grad i de år. Der var mange i byen og de omliggende herreder, der mente, at Damgaard måske nok var en dygtig forretningsmand, men at når det kom til at bruge sine penge, havde han en skrue løs. Ikke desto mindre var Aage Damgaard (1917-1991) en foregangsmand på så mange områder, og han har væsentlig del og lod i, at Herning i dag har den tyngde som kunstby, som tilfældet er. Det er netop, fordi senere så verdensberømte billedkunstnere som Manzoni kom til byen og arbejdede i den, at Herning har et nyt kunstmuseum tegnet af den amerikanske stjernearkitekt Steven Holl.

Aage Damgaard var smittet af bacillen, som hans enke, Bitten Damgaard, har formuleret det. Han var nødt til at samle på kunst, og han blev også nødt til at dele glæden over den med andre.

Første forsøgskaniner blev personalet i hans fabrikken. En af dem udsmykkede Paul Gadegaard som et Gesamtkunstwerk. I en anden skabte Carl-Henning Pedersen et hovedværk i sin egen produktion og et markant værk i det 20. århundredes danske kunst i det hele taget; »Fantasiens leg om livets hjul«. Det er et omkring 1.000 kvadratmeter stort maleri på væggen i en indre gård i bygningen, der i øvrigt er tegnet af selveste C.F. Møller, og anledningen til at der blev sat en så høj arkitektonisk standard, at industriparken i Birk er landets smukkeste.

Aage Damgaard troede ikke kun – som andre i tiden – på det betydningsfulde i, at der kom kunst på arbejdspladsen. Han ville have kunstnere på arbejdspladsen. Han ville have, at kunstnerne gik og arbejdede side om side med hans øvrige personale, så de kunne lære hinanden at kende.

Damgaard blev ramt af en af de første alvorlige globaliseringsbølger i nyere tid, dengang da den jyske tekstilproduktion blev udkonkurreret af fabrikker i det – dengang – fjerne Østen, men som Angligården lukkede, åbnede hustruen og han restaurationskæden A Hereford Beefstouw, der blandt sine karakteristika har rigtig kunst på væggene.

Fabriksbygningen blev mod symbolsk betaling Hernings nye kunstmuseum, og det fungerede også fint i mange år, men netop Manzonis værker som kunstnerens ånde, kunstnerens afføring, en placering af Jordens sokkel i Herning (som Manzoni kaldte Paradis) betød, at der var stor udenlandsk efterspørgsel efter at låne fra verdens næststørste Manzoni-samling – og da MOMA og andre museumsimperier da gerne ville gøre gengæld ved at låne verdenskunst til den lille jyske prærieby, blev Herning Kunstmuseum til HEART med den klimastyring og de sikkerhedsforanstaltninger, der er gældende i det 21. århundredes museumsverden.

Så selvfølgelig er Herning også en messe værd. Det er 17. gang, Herning Kongrescenter afholder Art Herning i samarbejde med Dansk Galleri Sammenslutning.

I år deltager et bredt udsnit af danske gallerier. Fra de største til de mindste, fra dem med det brede udvalg til de højt specialiserede. Ud over gallerier fra det meste af landet er flere kunsttidsskrifter repræsenteret og blandt dem internetportalen kunsten.nu, der står for en række samtaler med kunstnere under messen. Ny i år er også den på europæisk plan særskilt gode kobbertrykker, Niels Borch Jensen, der har en stand på messen – og så kan man i det små begyndte sin kunstsamling. Messen har et særligt tilbud, der går ud på, at gallerierne har billeder til en fast pris af 3.500 kr.

Art Herning kan besøges mellem 24. og 26. januar.