Her lå Københavns reberbaner

Reberbanen ved foden af Østervold set fra hjørnet af Stokhusgade. Det er Statens Museum for Kunst, der skimtes mellem trækronerne på volden. Foto 1899, Før og Nu, 2. årg. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I sejlskibenes æra var tovværk en efterspurgt handelsvare, og der var ingen grænser for, hvor meget reb en skibsfartsnation som Danmark havde behov for. Dertil kom afsætningen til landbruget, hvor der også blev brugt reb til snart sagt alt, selv om bønderne ikke havde behov for den samme høje kvalitet, som man havde om bord på skibene. Følgelig var rebslagerne af vital betydning for nationens velstand, og rebslagning var et ædelt håndværk.

Det krævede imidlertid mere plads, end man kunne finde i hovedstadens snævre gader. Derfor fik rebslagerne allerede midt i 1600-tallet anvist en plads til deres lange reberbaner en pæn spadseretur uden for Vesterport, netop hvor landevejen drejede svagt mod nord.

Ved siden af hinanden lagde de deres spindeboder langs den linje, som nu udgør husrækken på begge sider af Eliaskirken mellem Gasværksvej og Eskildsgade, og herfra strakte reberbanerne sig 400 meter gennem det øde terræn helt ned til strandkanten, som i dag er Halmtorvet. Herved opstod der mellem landevejen og spindeboderne en trekantet plads kaldet Gåsetorvet.

Den blev brugt til opmagasinering af materialer og til køkkenhaver, men tjente tydeligvis også som losseplads eller mødding, for der er efterladt en klage over de »urenligheder af døde kreaturer og anden uhumskhed«, som både var et »vederstyggeligt syn og en ubehagelig og sundhedsskadelig uddunstning«.

Klagen må være blevet hørt, for en kommunal forordning af 7. maj 1777 bestemte, at »urenligheden skulle bortkøres to gange årligt«.

Midt i 1800-tallet, da rebslagerne var blevet forvist fra stedet, fordi nogle af bydelens første lejekaserner skulle opføres netop her, blev pladsen anlagt som Vesterbros Torv, og her var det altså, at generationer af rebslagere gennem et par hundrede år gik baglæns mellem spindeboderne, hvor de havde deres drejehjul, og et fast punkt ved stranden, mens de i et sindigt tempo med de bare næver forvandlede hampeplantens seje trevler til sejlgarn, som igen kunne flettes sammen til flere hundrede meter lange reb og ankertove.

Skulder ved skulder gik de frem og tilbage, og de havde rige muligheder for at holde øje med hinanden. Og hvis en kollega, som jo også var konkurrent på markedet, sjuskede med sit håndværk eller snød sig til at bruge hamp af dårlig kvalitet, faldt straffen uden nåde.

For det var livsvigtigt, at skibenes tovværk kunne klare belastningen i rum sø, og folk, der leverede anden klasses produkter, blev derfor henvist til at lave reb, som kun kunne bruges til at tøjre kreaturer og den slags.

En kongelig anordning bestemte i 1727, at man af sikkerhedshensyn ikke måtte lave begge dele, og få år senere dikterede magistraten, at alt bondearbejde for fremtiden skulle udføres på en nyanlagt plads uden for Nørreport mellem Nørrebrogade og Guldbergsgade.

Blandt de tvangsfordrevne, der lavede bondearbejde, gav det selvsagt anledning til utilfredshed, og der var langt mellem lovens ord og rebslagernes trang til at efterleve det.

Ejerne af byens reberbaner var medlemmer af Københavns Rebslagerlav. En agtværdig institution, som imidlertid havde fremtiden bag sig, da de oceangående skibe i 1800-tallet blev udstyret med dampmaskiner. Og det gik med rebslagerne, ligesom det gik med karetmagerne og snesevis af andre gamle håndværk.

I 1856 måtte de afstå jorden på Vesterbro til kommunen, og det tog sig derfor ud som et minde om en fjern fortid, at der helt frem til begyndelsen af 1900-tallet blev arbejdet på en reberbane ved foden af Østervold mellem det nyopførte kunstmuseum og Stokhusgade.