»Holder de lettere gigtplagede knæ? Vil teenagesønnen klare turen til toppen med alle sine mange, stillesiddende timer foran en skærm i kroppen?« Tankerne kører rundt i hovedet og giver et spændt, men dejligt sug i maven, lige inden vi mødes med vores svenske guide Sarah Hansdotter og en håndfuld andre forventningsfulde turister. Vi skal på randonee. Skiturismens nye sort, hvor du med skind under skiene går op ad stejle fjeldsider, for til sidst at pille skindene af og køre nedad i uberørt sne.
Efter en kort intro til disciplinen, glider vi gennem dyb sne i skoven og kommer ud på fjeldet. Her blot få minutters langrend fra pister og lifter er der stilhed. Skoven suger larmen fra de andre skiløbere, og vi glider roligt fremad og opad. Roen og naturen sætter sig fast til os, og får følge af glæde og fascination. Vi er så tæt på de hundredevis af andre skiløbere, men alligevel er vi helt alene.
Ifølge guiden er interessen for randonee eksploderet i de seneste fem år. Hun tror, at det moderne menneskes søgen efter naturen, roen og stilheden spiller ind.
»Folk bliver altid fascinerede, glade og en smule stille, når de kommer herud. Mødet med den rå natur væk fra liftsystemets begrænsninger giver noget særligt. Du får en naturoplevelse, når du er på fjeldet med kun få andre mennesker. Jeg tror, at folk savner det forhold til naturen i deres liv,« forklarer Sarah Hansdotter.
Da vi når toppen af fjeldet en god, svedig time senere, er udsigten helt fantastisk, og varmen har spredt sig ud i hele kroppen. Kort efter går det hoppende nedad på lette ski, mens sønnike og jeg måske sætter laviner i gang med vores høje glædesråb.
Earn your turns
Randonee er blot ét ud af flere tilbud i Åre, hvor skigæsterne får lov til at blande sig med naturen som på Knud Rasmussens tid. Snesko er et andet tilbud på vej frem, ligesom overnatning i iglo.
»Vi oplever en klar tendens til, at flere skiturister går efter mottoet »Earn your turns«. Vi har en bekvem hverdag, og når vi så har ferie, vil vi gerne udfordre os selv. Det er som om, det giver en ekstra bonus, når vi også får trænet lunger og hjerte og får sparket gang i en bunke endorfiner for at komme fra a til b«, fortæller destinationschef Niclas Sjögren Berg fra Skistar i Åre.
Mine lunger kommer i skumringstimen i hvert fald igen på ekstra-arbejde, da jeg i minus femten grader trækker iskold luft ind, og med frosne fingre træder ind i den iglo, hvor familien og jeg skal tilbringe natten. Hvordan skal en frossenpind som mig nogensinde overleve en nat i igloens -4 grader? Kan man virkelig ikke opfinde en varmeblæser, der ikke smelter sne og is?
»Jeg har endnu ikke oplevet, at nogen har banket på døren til min hytte for at få varmen midt om natten«, siger 68-årige Håkan Hising beroligende, da han ser mit skeptiske blik.
For fem år siden droppede han karrieren som hotelchef for i stedet at drive Igloo Experience med sin kone Katarina. Stedet består af 4-5 igloer, der hvert efterår bygges op på ny af natursne, og står indtil forårets varme smelter loft og vægge væk. Rygtet om ægteparrets og verdens eneste iglo-hotel højt oppe på det svenske fjeld er nået vidt omkring. Én af sæsonens faste gæster kommer f.eks. fra Chile. Han og alle andre interesserede skal booke i god tid, for igloovernatningen er populær. Også selv om det for én person koster 1.650 svenske kroner pr. nat, inklusive gullasch-suppe og morgenmad.
»Vores succes skyldes, at flere og flere søger mod det oprindelige. Det naturlige. Vi slapper af med oplevelser, der er præget af enkelhed og langsommelighed. Og så kan de fleste godt lide at prøve grænser af og prøve noget anderledes. »Kan jeg virkelig klare en hel nat i minusgrader, og er det muligt at få borde og bænke ind i en iglo?««, siger Håkan Hising.
Inden vores mandomsprøve står, får vi serveret varm fiskesuppe i iglo-spisesalen, som er smukt udsmykket med historiske, svenske begivenheder skåret ind i sneen. Ingen af os har før spist aftensmad med skivanter på, men ingen af os har heller siddet i en kæmpeiglo og mærket den rene luft og den skarpe kulde, mens skoldhed suppe spreder varme i kroppen.
Inden sengetid hopper vi en tur i den udendørs spa. Den er 39 grader varm, og selvom der kun er 20 meter fra det lune omklædningsrum og hen til spa’en, er det en prøvelse at løbe i badetøj hen over sneen i -10 grader tilsat en god brise.
Til gengæld er følelsen af glæde tilsvarende stor ved at sænke sig ned i det varme vand. Fuldmånen giver lys over bjerget, og selv teenagerne ser taknemmelige og andægtige ud, mens de som os andre spejder efter nordlys og tæller stjerner.
Tilbage til fremtiden
Ved sengetid tager de andre efter råd fra Håkan overtøjet af og overgiver sig til en tyk sovepose. Jeg beholder hue og vanter på, snurrer soveposen mumieagtigt sammen og siger godnat med en frostklar ånde. Otte timer senere vågner vi alle stadig med en puls og en uforglemmelig oplevelse rigere.
Feriens sidste dag foregår på helt moderne alpinski i det store, præparerede pistesystem, mens aftensmaden indtages ved siden af en dejlig varm pejs placeret i det mere end 100 år gamle Hotel Åregården. Menuen i de historiske omgivelser står bl.a. på elgkød og lokalbryg. Hotellet har som byens øvrige restauranter, også dem placeret på pisterne, gjort en dyd ud af at bruge områdets mange lokalt producerede råvarer og delikatesser, serveret i gamle omgivelser eller hvis nye, så fortrinsvist bygget i naturmaterialer. På den måde er en skitur til Åre på én gang som at rejse tilbage til Astrid Lindgrens tid og skue langt ind i fremtiden.
Berlingske var inviteret af Visit Sweden, som ikke har haft indflydelse på artiklen.
