HVEM: Anne-Louise Sommer, museumsdirektør på Design Museum Danmark

HVAD: »Folkestolen«

HVOR: Designmuseum DK, Bredgade 68 , 1260 København K

»Jeg har valgt Børge Mogensens stol J39 fra 1947 også kaldet »Folkestolen«. Det er en af de mest solgte stole i Danmark og står i dag som en klassiker i møbelhistorien. For mig er den et kerneeksempel på, at design, når det er bedst, også rummer en social agenda. Og det er lige præcis det, der kendetegner Børge Mogensen. Med sin evige insisteren på, at skabe møbler så rene i deres form som muligt og samtidig tage udgangspunkt i mennesket og dets behov, synes jeg ganske enkelt, at Børge Mogensen med »Folkestolen« har skabt et virkelig sympatisk møbel.

Som designhistoriker og fagnørd er jeg selvfølgelig også optaget af, hvordan »Folkestolen« indskriver sig i den danske møbeltradition. Det gør den i høj grad ved både at pege både frem og tilbage. Ligesom læremesteren Kaare Klint har Mogensen taget fat i en historisk grundform, bearbejdet den, og gjort den til sin egen.

Da den verdenskendte britiske designer, Jasper Morrison, kuraterede udstillingen Danish Design - I like it! her på museet i 2011, viste vi hans stol Trattoria fra 2009. Den kan ses som en moderne udgave af »Folkestolen« og den arketypiske simple bondestol. Jeg synes, det er interessant at se, hvordan Morrison i tråd med Mogensen og andre danske designere, henter inspiration fra fortidens hverdagsgenstande og søger at »rense« og »raffinere« dem til perfektion. »Folkestolen« kan således ses som et eksempel på det, Jasper Morrison kalder det »Supernormale«.«

HVEM: Iben Overgaard, udviklingschef på Storm P. Museet

HVAD: »De Tre Små Mænd«

HVOR: Storm P. Museet, Pile Alle 2, 2000 Frederiksberg

»Der er meget af vælge imellem – vi har mere end 33.000 værker af Storm P. og adskillige andre kunstnere, 80 hyldemeter tegneserier og 500 piber – men serien med de tre anarkister er på mange måder indbegrebet af det skæve, underlige, anderledes og fandenivoldske ved Storm P.’s enorme kreative kraft. Han var nysgerrig, nyskabende og sjov. Hans gakkede serie og helt særegne tegnestil satte nye standarder for genren.

»De Tre Små Mænd« var verdens første tegneserie i hvert fald i Danmark. De blev trykt første gang d. 7. marts 1913 i »Verden og Vi« og fortsatte deres banebrydende karriere ved at dukke op i Storm P.s første tegnefilm »Øen« – den først danskproducerede tegnefilm nogensinde. Serien kom også i Storms eget tidsskrift »Storm« og fra 1916 til 1923 i B.T. Herefter mere lejlighedsvist i B.T. og Berlingske Tidende. Serien gjorde Storm P. kendt i udlandet ikke mindst i Sverige og Tyskland. Museet har godt 100 i samlingen.

Jeg holder meget af Storm P.’s innovative kraft og almenmenneskelige humor, der både omfavner og skubber på samme tid.

Om »De Tre Små Mænd« sagde han selv at den havde »formeret sig ved knopskydning. Moderen var en Kanariefugl, Faderen en færdigsyet Klipfisk«, og de tre mænd »gaar med høj Hat, fordi en Kasket er svær at tegne. Nummermanden er født i Vandkanten«.«

HVEM: Thomas Söderqvist, museumschef på Medicinsk Museion

HVAD: »Femme Vitale«

HVOR: Medicinsk Museion, Bredgade 62, 1260 København

»Min favoritgenstand lige nu er »Femme Vitale« i Medicinsk Museions indgangshal – en »pillekjole«, som rummer mange små enkeltgenstande, nærmere bestemt 27.774 tabletter og kapsler, som en kvinde med det såkaldte metaboliske syndrom har spist igennem 10 års tid. Jeg har valgt denne store, dejlige kjole ikke bare fordi der er noget ophøjet, klassisk og tidløst over den, som passer perfekt ind i det gamle kirurgiske 1700-talspalæ i Bredgade. Men også fordi den står for vores bestræbelse på at bryde ud af de traditionelle genrekasser, som museerne tit bliver puttet ned i af Kulturstyrelsen og ikke mindst af medierne.

»Femme Vitale« er et godt eksempel på, at et museum for videnskab og teknologi også kan præsentere genstande med kunstens blik og kulturens fortolkende stemme.

Ophavskvinderne bag værket, den britiske kunstnergruppe Pharmacopoeia, består af en praktiserende læge og en tekstilkunstner. Kjolen indeholder 11 forskellige aktive farmakologiske substanser, der er blevet udviklet af den moderne biomedicinske forskning og som fortæller en lidelseshistorie om type-2-diabetes, fedme og hjerte- og karsygdomme, der forkorter livet for millioner af mennesker.

Samtidigt kunne den lige så gerne være udstillet på Glyptoteket, ARoS eller Louisiana. Den vitale kvinde er en æstetisk genstand og samtidigt en advarsel om, hvor meget vores liv præges af den farmaceutiske industris produkter på godt og ondt. Hun er en skulptur i sin egen ret og et symbol på vor historisk epoke – og så er hun rasende aktuel i den hidsige debat om overmedicinering.«

HVEM: Camilla Mordhorst, museumsdirektør på M/S Museet For Søfart

HVAD: »Dokken«

HVOR: M/S Museet for Søfart, Ny Kronborgvej 1, 3000 Helsingør

»Det er den gamle tørdok fra Helsingørs skibsværft. I dag fungerer den både som rammen om vores museum og vores største genstand. Problemet har altid været at vise proportionerne i søfartshistorien. Skibene er så store og varemængderne så enorme, at det kan være rigtig svært at vise. Selvom Dokken med nutidige briller er ret lille, så viser den alligevel noget om søfartens enorme skalaer: Den er 150 meter lang, 25 meter bred og 8 meter dyb. Og så er det en vidunderlig genstand, fordi den viser den rå industri. Det er også en del af historien. Betonen er gammel, rå og fuld af rustpletter og malingrester, som i samspil med BIGs nye arkitektur udgør en meget smuk æstetisk ramme om museet. De har virkelig forstået at forvandle den og trække den med ind i nutiden.

Den nuværende dok blev bygget i årene 1953 til 1955 og var en videreudvikling af en endnu ældre dok, der blev etableret i slutningen af 1800-tallet. Den nye dok fungerede frem til værftets lukning i 1983. Man byggede ikke nye skibe, men rigtig mange skibe er blevet tilset og repareret her, inden de har sejlet ud i verden. I dag er skibene blevet så store, at mange af de her ældre tørdokker slet ikke ville kunne rumme dem. Dokken peger som genstand både på en særlig del af Helsingørs historie og en særlig del af europæisk skibshistorie og industrialisme. På den måde er der mange fortællinger, der fletter sig sammen. Nu er den blevet til en historisk ramme om et helt nyt søfartsmuseum. På den måde forsøger vi at bruge historien på ny ved at få de gamle fortællinger til at indgå i en nutidig kontekst.«