Her er fire mørke tv-serier, du skal se - og tre, du skal holde dig fra

Berlingske anbefaler fire TV-serier, du kan bruge de sene sommeraftner på. Og vi advarer samtidig mod de serier, du bør holde dig langt fra.

I TV-serien »Stranger Things« er de sande stjerner fire knægte og den mystiske pige, Eleven. Serien er en hyldest til barndommens store følelser og stærke sammenhold. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR Fotos
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

1. Grin af de kropumulige

Hvad: Difficult People. Hvor: HBO Nordic / CMore

Hvis Will & Grace led af Tourettes syndrom, var dybt dysfunktionelle og blev tilsat en god dosis cayennepeber, ville resultatet være »Difficult People«. Her er ingen varme og harmløse optrin, der altid slutter med et kram mellem de to bedste venner, rødhårede Julie og bøssen Billy. Her er kun weltschmerz og spidse albuer, for de to New York-jøder er ikke blot besværlige. De er kropumulige.

Billy spilles af Billy Eichner, som vi kender som den vrede bøsse i »Parks and Recreation«. Her er han næsten lige så vred og tvær, men nu også en sexafhængig romantiker, der sukker efter den store kærlighed, men formår at droppe drømmekærester i en lind strøm, fordi de enten er for flinke, rige eller andre påskud for at fortsætte jagten.

Julie er derimod afsat, hvis man kan kalde hendes anæmiske og beundringsværdigt tolerante kæreste, Arthur, for »en bedre halvdel«. Hun spilles af stand up-komikeren Julie Klausner og fornærmelserne flyver ud af hende i maskingevær-tempo, undtagen når hun er sammen med sin psykologmor, der har taget så meget botox, at selv hendes empati er stivnet i en falsk grimasse.

Tilfælles har Billy og Julie rastløsheden og en evig hungren efter anerkendelse. De stræber begge efter et liv i rampelyset og bruger hvert eneste vågne øjeblik på at følge med i de sociale medier og diskutere den seneste sladder. Der er intet filter mellem, hvad der kan skrives på Twitter og så, hvad der kan siges alt for højt under et teaterstykke. Kan en fest peppes op ved at sige noget chokerende, er aftenen reddet.

Det kræver mandsmod at skabe en komedieserie som »Difficult People«, der netop er startet på anden sæson på HBO. Præcis som i »Veep« er det en besk cocktail af narcissisme og misantropi. Men hvor Veep udstiller det urkomiske i det amerikanske politiske system gennem tæppetyk satire, er »Difficult People« et spejl på, hvor let det kan være at bygge et skjold op omkring sig selv i en storby.

Julie og Bill er elskelige på deres egen, helt umulige måde, og det sjove består i, at uanset hvor mange dårlige beslutninger, de tager, lærer de ikke af det. »I like new us,« siger Billy i slutningen af et afsnit i første sæson. »I love new us,« svarer Julie. Og de har selvfølgelig ikke ændret sig en tøddel.

Fra serien »Difficult People«. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR Fotos.

2. Hypnotiserende mørke

Hvad: The Night Of. Hvor: HBO Nordic / CMore

I Norden er vi stolte af, at udlandet kender mange af vores TV-serier, og begrebet Nordic Noir har vist sig rammende for at betegne det seneste årtis serievandring i bestialske mord og regnfyldte, tågede gader. Alligevel føles meget af dette skandinaviske mørke som livsbekræftende YouTube-videoer af legende hvalpe ved siden af serier som »True Detective« og HBO’s nye satsning udi menneskeligt mørke: Miniserien »The Night Of« på i alt otte afsnit.

Historien lyder velkendt for enhver, der ikke kunne slippe podcasten »Serial«. Nasir Khan (Riz Ahmed) er en universitetsstuderende, der stjæler sin fars taxa for at nå hen til en fest.

Aftenen tager dog en uventet drejning, da en ung kvinde hopper ind i bilen i den tro, at Nasir er på arbejde, og således starter en af de der magiske aftener, hvor flirt, alkohol og dybe samtaler ved vandkanten leder hen til enhver teenagers endelige drøm - sex med en underskøn pige. Den magiske drøm brister dog og ender med et mareridt, da Nasir får et blackout, vågner op midt om natten, og finder den unge kvinde død, stukket ihjel 22 gange

Præcis som i »Serial« er den unge, uskyldigt udseende Nasir fanget i et væld af indicier, der tyder på, at han er forbryderen. Retssystemet svigter ham også - i slidt trenchcoat og iført sandaler på grund af fodeksem dukker advokaten Jack Stone op - og under den første konsultation står det klart, at knægten med de pakistanske rødder har alle odds imod sig.

»The truth can go to hell, because it doesn’t help you,« slår Stone fast og gør det med let sultne øjne hurtigt klart for Nasirs forældre, at det bliver en dyr retssag, men han er villig til at gøre det til spotpris.

»The Night Of« vil dele vandene, fordi tempoet er kvælende langsomt. Kameraet kan dvæle ved Riz Ahmeds uudgrundelige øjne i et halvt minut eller fordybe sig uudholdeligt længe ved John Turturros omgang med en kløpind på sine eksembefængte fødder.

Der bliver krydsklippet og eksponeret på livet løs, som var det en afgangsfilm fra Filmskolen, men resultatet er hypnotiserende. Til det formummede brøl af celledøre og tilråb fra medfanger ser vi Nasir langsomt drukne, mens vi håber og beder til et mirakel, uden helt at være sikre på, om han er uskyldig eller ej.

Fra serien »The Night Of«. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR Fotos.

3. Barndommens store følelser

Hvad: Stranger Things. Hvor: Netflix

Én scene i første afsnit af Netflix’ nye storhit, »Stranger Things«, rammer så dybt i det nostalgiske solar plexus, at det føles naturstridigt. Det sker tre minutter inde. En gruppe drenge har netop afsluttet et episk slag i et »Dungeons & Dragons«-rollespil og er på vej hjem på cykel.

Det er en klar stjernenat, og den fortættede stemning mellem dem kan stadig mærkes efter en lang dag nede i kælderen, hvor fantasien har ført dem til et skyggeland for at bekæmpe monstre. Der bliver langsomt skruet op for lyden af synthesizer, livet venter for enden af den bakke, de triller ned ad, og alt føles uendeligt velkendt. Lige indtil man indser, at det harmløse slag, de lige har udkæmpet med terninger, er på vej til at blive virkelighed.

Det er umuligt at fortælle om magien ved »Stranger Things« uden at namedroppe. Det er en tidsmaskine tilbage til 80ernes Rasmus Klump-hår og BMX-cykler, hvor de debuterende instruktørbrødre Matt og Ross Duffer har ladet sig inspirere fra deres barndoms helte.

For »Stranger Things« er en moderne retrogyser, der har lige dele Stephen Kings »It«, John Carpenters »The Thing«, Ridley Scotts »Alien« samt alle Steven Spielbergs film fra samme tidsperiode i sig.

Alligevel har serien sin egen stemme, især fordi datidens fantastiske fortællinger om uhyrer, telepati og regeringens morbide eksperimenter, bliver set fra et 2016-perspektiv.

Det er svært ikke at smile, når vi ser walkie talkies på størrelsen med mursten, voluminøse frisurer og mixbånd til kassetteafspilleren. Eller nyder Winona Ryders transformation som slidt husmor, der er to skridt væk fra et nervøst sammenbrud, vel vidende, at det var hendes dådyrøjne, der fik mange teenagedrenges pupiller til at udvide sig tilbage i 80erne.

Set på overfladen er »Stranger Things« et gyserdrama med paranormale elementer, hvor hele serien kun bliver bedre af, at man ved så lidt som muligt om handlingen. Ved nærmere eftersyn er det en hyldest til barndommens store følelser og stærke sammenhold. Hvor man havde ærkefjender i ét sekund, og blev bedste venner i det næste.

Derfor er de sande stjerner i »Stranger Things«, der kandiderer til årets bedste TV-serie, de fire knægte og den mystiske pige, Eleven. Det er fra deres perspektiv, at vi følger den usandsynlige fortælling, der slutter så dramatisk, at det bliver ulideligt at vente til næste sæsons nostalgiske tour de force.

»Stranger things«. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR Fotos.

4. Hackernes Robin Hood

Hvad: Mr. Robot. Hvor: Viaplay / HBO Nordic

Verdens mest plagede protagonist. Så let kan hovedpersonen og det altoverskyggende trækplaster i »Mr. Robot« beskrives.

For hackeren Elliot Alderson (Rami Malek) har så mange dæmoner at kæmpe med, at vi følger meget af hans kamp i en indre dialog. Det er her, vi lærer om en konspiration »større end noget andet« og ganske hurtigt erfarer, at mistro og paranoia er en del af Elliots hverdag. Tør vi stole på, at han er en troværdig fortæller? Det er guleroden, der let kan få dig til at bingewatche en hel sæson på en weekend.

Timing er en af grundene til, at »Mr. Robot« gik hen og blev en overrumplende hit forrige sommer.

På ryggen af Snowdens afsløringer om, at Big Brother i sandhed holder øje med os, samt hackergrupper som Anonymous og Occupys anarkistiske benspænd, gav serien os et uhyre realistisk indblik i cyberterrorismens verden, hvor det kan være umuligt at skelne mellem, hvem der er de gode og de onde. Hvor unge mennesker med et utroligt kodertalent har mere magt end hvad godt er.

I serien er Mr. Robot lederen af en hackergruppe med Robin Hood-mentalitet: At ændre samfundsstrukturen ved at give fra de rige til de fattige. Han spilles af Christian Slater, og måske kan man sige meget godt om ham, men der skal graves dybt.

Det er i stedet i Rami Maleks sjælfyldte øjne, stille patos og rumlende indre kaos, at serien får en uventet varme midt i al det uforståelige kodersprog. Han hacker sig rundt i både firmaers og personers private mails, mens hans indre monolog vandrer en fin balance mellem at være profetisk og banal.

»I never want to be right about my hacks, but people always find a way to disappoint,« hvisker han til sig selv for at retfærdiggøre den lemfældige omgang med loven. For senere at tvivle på sig selv med ordene »We’re all living in each other’s paranoia.«

Han er en lige så plaget figur som Patrick Bateman, Travis Bickle og Tyler Durden tilsammen, og det er svært at få nok af de store, uudgrundelige øjne, der stirrer tilbage på én.

Fra serien »Mr. Robot«. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR Fotos.

Tre serier, du bør se bort fra

The Ranch (Netflix)

Ashton Kutcher virkede i forvejen flosset efter et par års forsøg på at redde »Two and a Half Men«, men går nu helt op i sømmene i denne dåselatter-sitcom, der mangler så meget humor, at den indimellem (desperat) forsøger sig som sydstatsligt familiedrama.

Vice Principals (HBO NORDIC)

HBO har ramt helt ved siden af i historien om to usympatiske tåber, der drømmer om at være kalif i stedet for kaliffen. Og hvem i alverden tænkte, at en uudholdelig mængde slow motion kunne redde en komedieserie?

Fuller House (Netflix)

Hænderne Fulde er en sitcom fra det forrige årtusind, der nu er genoplivet. Med mange af de oprindelige skuespillere gravet frem fra deres forliste karrierer, såsom John Stamos. Ja. Det er en lige så dårlig idé, som det lyder.