Her er fem regler der gør sig gældende for god sportsånd - og de gælder i hele livet

Vidt forskellige optrædener fra sportsstjernerne Jonas Vingegaard og Neymar har fået Kresten Schultz-Jørgensen til at tænkte på fem vigtige holdninger til sport – og livet generelt – som hans gamle fodboldtræner indprentede sine spillere.

Hvordan kunne man den ene dag se Jonas Vingegaard, der venter på rivalen Pogacar. Og ugen efter PSG-stjernen Neymar, der uden blusel filmer sig til et straffespark i en træningskamp i Japan. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det begyndte med en undren.

Hvordan kunne man den ene dag se Jonas Vingegaard, der venter på rivalen Pogacar. Og ugen efter PSG-stjernen Neymar, der uden blusel filmer sig til et straffespark i en træningskamp i Japan.

Det ene øjeblik cykelryttere, der kører direkte i asfalten, rejser sig op og kører videre. Det næste øjeblik fodboldspillere som Neymar og Ronaldo, der lader sig falde, som om de har trådt på en landmine.

Hvordan kan det være, at nogle tager, og nogle giver, nogle bøjer reglerne til egen fordel, andre giver noget tilbage, en særlig sportsånd?

Så tænkte jeg på min gamle fodboldtræner, der altid sagde, at vi skulle spille som det hold, alle tilskuere drømmer om. Nu var der ingen tilskuere i Farum dengang, så måske tænkte han på de særlige forældre, der kun så deres eget barn og derfor altid ødelagde tingene for holdet.

Kresten Schultz-Jørgensen er administrerende direktør hos Oxymoron. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto.

Træneren havde fem regler for sportsånd, som han gennemgik for os, når sæsonen startede. De giver mening på banen, synes jeg, og måske også uden for.

Så her kommer reglerne. ... Lad boldene være. Sæt jer på græsset. Lad nu boldene være!

Regel nr. 1 er, at vi spiller for at vinde. Det er et godt princip, der også er nyttigt i andre af livets sammenhænge. Vi gør vores bedste, og hvis vi taber i dag, kan vi vinde i morgen. Spænd hjelmen og kig fremad.

Regel nr. 2 er, at vi behandler vores modstandere med respekt. Vi giver dem en hånd, når de ligger ned. Vi siger tak for kampen. Og vi filmer aldrig.

Regel nr. 3. er, at vi respekterer dommeren, lige som vi respekterer holdledere, chauffører og dem i klubhuset. De hjælper os, de gør det frivilligt, og kun platugler respekterer ikke folk, der hjælper.

Regel nr. 4. er, at vi taber med værdighed og vinder med stil. Det er godt at fejre en sejr, det er plat at skabe sig. Og dårlige undskyldninger har vi heller ikke tid til.

Regel nr. 5. handler om chefen. (Her kiggede træneren som regel op med et lille smil:) Se træneren i øjnene, når du får en ordre. Lad være med at skabe dig, når du bliver skiftet ud. Og hallo, giv træneren en lille gave til sæsonafslutningen, dét er god stil.

Sådan var og er trænerens regler. De er udtryk for en etikette, som folk med sportsånd kender og lever op til, på banen og i livet generelt.

Så er der dem, der filmer. Dem, der spiller for sig selv. Dem, der skaber sig. Og dem, der tager mere, end de giver.

Dem, der først blev curlet af forældrene og derefter af sponsorerne. Dem, der filmer på banen og stortuder i tv, når de taber. Dem med alle undskyldningerne: Det er trænerens skyld, kammeraternes skyld, dårlige bolde, søgræs på kajakken, bløde brædder, vind i hallen og ondt i maven.

Sådan er vi ikke, sagde træneren, vi vinder i fællesskab, og når vi taber, giver vi hånd med ryggen rank. Vi er det hold, tilskuerne kan lide. Vi vasker trøjerne, svabrer omklædningsområdet og – hey, sig det videre til jeres forældre.