Her er det nye fokus på filmfestivalen i Cannes

Dette års filmfestival i Cannes styrer uden om de globale konflikter og sætter mikroskop på de nære relationer, hvor følelserne kan være voldsommere end i de værste krigszoner.

Cate Blanchett og Rooney Mara i Todd Haynes »Carol«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når man skimmer dette års program for filmfestivalen i Cannes, indser man, at film om familier ikke nødvendigvis er familiefilm a la »Far til Fire«. Fra Valérie Donzellis »Marguerite et Julien« om incestiuøs søster-broder kærlighed til Nanni Morettis selvbiografiske »My Mother« om forholdet mellem en døende moder og hendes barn, tyder alt nemlig på, at dette års filmfest i Cannes vil byde på voldsomme, hjerteknugende følelser i de ialt nitten film, der er blevet udvalgt til at konkurrere om Guldpalmen.

Hvordan præcist festivalens film søger at berøre publikums hjerter og intellekt, er der ikke mange der ved, for filmenes form og indhold bliver først fuldt åbenbaret, når de vises i løbet af de kommende uger i Cannes. Man kan dog komme med kvalificerede gæt, da Cannes har for vane at holde fast i sine egne »adoptiv-børn«, og det betyder, at der er mange af de filminstruktører, der i de kommende dage skal løbe spidsrod op ad den røde løber til festivalpalæets gallapremierer, der tidligere har haft denne fornøjelse.

Det gælder eksempelvis den japanske instruktør Kore-Eda Hirokazu, der i manges øjne blev snydt for en Guldpalme i 2013 for sin stilfærdigt overraskende »Min søns familie«, der skildrer de årelange efterdønninger af en babyforbytning på et hospital. Oplægget i hans nye film, »Our Little Sister (Vores Lillesøster)« bringer mindelser om denne film, idet den handler om tre søstre, der skal lære en ukendt halvsøster at kende.

Italienske Nanni Moretti er også et fast Cannes-navn, og har tidligere med vekslende held satirespiddet politikere »Mig og Berlusconi« og organiseret religion »Vi har en pave«. Denne gang vender han blikket mod en familiekrise i en selvbiografisk film om en filminstruktør, der forsøger at færdiggøre en film, mens hendes mor ligger for døden. Det er et twist i filmen, at Morettis alter ego spilles af en kvinde, hvilket måske vil føre til sammenligninger med Lars von Triers mange kvindelige selvportrætter på film.

Sparsomt bidrag fra Danmark

Det sparsomme danske islæt på dette års Cannes-festival udgøres af norske Joachim Triers »Louder than bombs«, der er en koproduktion mellem filmselskaber i flere lande, heriblandt Nimbus Film i Danmark. Filmen tager udgangspunkt i et familieportræt, som tidligere tiders dogmefilm ville have kunnet lide: En afdød krigsfotografs efterladte familie opdager, at den afdøde havde hemmeligheder de ikke kendte til. Trier har tidligere imponeret med »Reprise« og »Oslo August 31«, der med stor modenhed skildrer ungdommen i de mest febrile år. Her er han i den næste livsfase.

»Louder than bombs« er indspillet på engelsk, hvilket er en anden tydelig tendens i Cannes, idet over halvdelen af hovedkonkurrencens film er engelsksprogede. Da kun tre af de instruktører, der bejler til Guldpalmen, har engelsk som deres modersmål, har den generelle »anglificering« af Cannes allerede vakt kritik, idet man henholder sig til en ældre tommelfingerregel om, at det ikke fremmer kvaliteten at indspille film på andre sprog end sit eget. Der er dog talrige eksempler på, at det også kan lykkes, og mon ikke den meget sikre instruktør Joachim Trier klarer den vanskelige transition.

Amerikanske Todd Haynes har tidligere arbejdet med betændte familieforhold som i den intense HBO-serie »Mildred Pierce«, og hans aktuelle Cannes-film »Carol« vil uværgeligt blive sammenlignet med hans tidligere mesterværk »Far from Heaven«. Sidstnævnte var et studie i 1950ernes seksualmoral, og skaffede Julianne Moore en oscarnominering for præstationen som en overklassekvinde, der forelsker sig i sin farvede gartner, samtidig med at hendes mand forsøger at blive »kureret« for sin homoseksualitet. »Carol« bygger på forfatteren Patricia Highsmiths »The Price of Salt« (1952), der var en af de første amerikanske romaner, der skildrede et lykkeligt lesbisk forhold, og man kan forvente, at Todd Haynes får det maksimale ud af at lege med fortidige og nutidige billeder af homoseksualitet.

Ungarnsk debutant

Ungarns hidtil mest kendte filminstruktør og Cannes-deltager Bela Tarr har officielt trukket sig tilbage, men i år har hans landsmand Lászlo Nemes fået den noget utaknemmelige opgave at løfte arven fra Tarr. Nemes er spillefilmsdebutant, og det er dermed umuligt at sige, om han er lige så tålmodighedskrævende som Tarr, der excellerer i filmisk langsomhed. Nemes film handler om en fange i Auschwitz, der er tvunget til at slæbe de gassede fanger til krematoriet. En dag finder han sin egen søn blandt de døde, og beslutter sig for at redde liget ud af lejren for at give det en begravelse efter de jødiske foreskrifter.

Filmproducenter er i stigende grad opmærksomme på den ældre befolknings kærlighed til at se film i biografen, hvorfor en del af Cannes-festivalens film handler om den tredje alder. Cannes-genganger Paolo Sorrentino vandt en Oscar i 2013 (men ingen Guldpalme) for »Den store skønhed« om en ældre playboys livsnydende nattevandringer i Rom, og synes at kredse om samme emne i dette års »Youth« (Ungdom). Titlen må formodes at være ironisk, da den handler om to ældre herrer (Michael Caine og Harvey Keitel) der udveksler livserfaringer på et hotel i Alperne.

Også Guillaume Nicloux’ »Valley of Love« anslår et aldersmelankolsk tema, da to aldrende skuespillere (spillet af Gerard Depardieu og Isabelle Huppert) modtager et brev fra deres afdøde søn, der posthumt søger at genforene sine forældre 25 år efter deres skilsmisse. Det bliver svært at se bort fra parallellen til Depardieus eget liv, idet skuespilleren og dennes ekshustru, skuespilleren Elisabeth Depardieu, selv mistede en søn i 2008.

Populær fransk instruktør

Den mest kendte blandt de fire franske instruktører er Jacques Audiard, der har fået mange danske fans med sine seneste to film »Profeten« og »Smagen af Rust og Ben«. Begge er film, der udforsker fremmedartede miljøer i det multikulturelle, kriseramte Frankrig, og dette års »Dheepan« handler om en srilankansk guerillasoldat, der bosætter sig blandt tamilske flygtninge i Paris.

Stéphane Brizé har castet Vincent Lindon, en af fransk films mest brugte ansigter, når det drejer sig om at skildre hverdagens helte, i »La Loi Du Marché«, hvori en mand tvinges ud i et moralsk dilemma for at beholde et job han har tilkæmpet sig efter mange måneders arbejdsløshed.

Matteo Garrone, der tidligere har deltaget i Cannes med den socialrealistiske mafiafilm »Gamorra«, er gået i en eventyrlig retning med »Tale of Tales«, der bygger på 1600-tals fortællinger af fabelforfatteren Giambattista Basile, mens den græske instruktør Yorgos Lanthimos formentlig har leveret festivalens mest bizarre handlingsforløb i science fiction-filmen »The Lobster«. Den foregår i en dyster fremtid, hvor ensomme mennesker tvinges til at finde en livspartner i løbet af maksimalt 45 dage. Hvis dette ikke lykkes, foreskriver reglerne, at de partnerløse bliver forvandlet til dyr.