Her er de tre film, vi glæder os mest til

Det er stadig sommer, og kulturelt set står årstiden i sommerhus­krimiens og teenagefilmens tegn. Men når træernes bladtag snart brunes, da blomstrer kulturlivet atter. Efteråret byder på en række store filmoplevelser.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Høje forventninger til opfølger

Hollywood har i de senere år været præget af en remake-syge, der betyder, at nye film i stigende grad er fantasiløse genindspilninger af ældre film og TV-serier, og dette efterår har også sit opbud af slagsen, såsom »Karate Kid«, der laver et opkog af 80ernes store filmhit. Men størst forventning er der formentlig til Pixars animationsfilm »TOY STORY 3«. Filmen om legetøjet, der er levende, når menneskene forlader lokalet, som slås indbyrdes, men forsones i kampen mod udefrakommende trusler, fangede et enormt publikums fantasi i 1995, da etteren havde premiere. »Toy Story 2« overtrumfede sin forgænger ved at være endnu sjovere og endnu mere bevægende, og det er således en tung arv, der skal løftes i 3eren. »Toy Story 3« har premiere den 26. august og handler om, at legetøjet bliver doneret til en børnehave, da deres ejermand skal på college.

Jeunet giver sig i kamp med gøgler

Den franske instruktør Jean-Pierre Jeunet kan lave biografegnede film, der blander storslået og grotesk sceneri med mystiske, nærmest cirkusagtige karakterer. Hans debutfilm »Delikatessen« vakte opmærksomhed for sin ordløse absurditet, mens hans indslag i Alien-filmserien var mere problematisk. Den 9. september er der dansk premiere på »MICMAC«, der handler om en gruppe gøgleragtige outsidere i kamp med en våbenfabrikant.

Den næstsidste Potter

For fansene er det unødvendigt at nævne, men bedsteforældre bør muligvis mindes om, at der d. 18. november er premiere på den næstsidste Harry Potter-film »HARRY OG DØDSREGALIERNE«.