Her er de otte nye Reumert-talenter

Hvert år sætter Årets Reumert fokus på sæsonens nye dygtige scenekunstnere med en særlig talentpris på 35.000 kroner. Her er de otte talenter, som Reumert-juryen har peget på i år:

Sibylle Glosted modtager Reumert Talentprisen 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilie Kroon

Sanger Sibylle Glosted (billedet øverst) er uddannet på Operaskolen i Stockholm i 2016. Hun modtager Talentprisen på baggrund af sin optræden i »Hamlet in Absentia«, NordicOpera.

Juryens motivation: »Sibylle Glosted imponerer som frustreret teenager med huller i bukserne som Ofelia i »Hamlet in Absentia«. Her viser hun et stort skuespiltalent og en overbevisende lyrisk sopran med ubesværet højde og klokkeklar intonation. Hun er allerede klar til de internationale operahuse.«

Elliot Crosset Hove. Fold sammen
Læs mere
Foto: Hein Photography HEIN Photograph.

Skuespiller Elliott Crosset Hove, uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2015, modtager Talentprisen for sine optrædener i »Vrede«, Folketeatret samt »Dekalog« og »Livlægens Besøg«, Betty Nansen Teatret.

Juryens motivation: »Elliott Crosset Hove favner omverdenen med raseriets poesi. Han kan tegne en hel generations indebrændte oprørstrang i Vrede, han kan skildre et fortumlet individs længsel som i »Dekalog« - og han kan ramme desperationen hos en vildfaren konge som i »Livlægens Besøg«. Følsomt og rent.«

Simon Bennebjerg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Natascha Rydvald.

Skuepiller Simon Bennebjerg, uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2016, modtager Talentprisen for sin optræden i »Lang dags rejse mod nat«, Det Kongelige Teater.
Juryens motivation: »Simon Bennebjerg kan med sin djævelske elegance piske en morsom og tragisk stemning op. Han udtrykker mange nuancer, og han observerer alt, hvad der foregår omkring sig – og falder ind i et naturligt samspil med de mest garvede skuespillere.«

Fanny Louise Bernth Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilie Therese.

Skuespiller Fanny Louise Bernth, uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus i 2016, modtager Talentprisen for sin optræden i »VHS vs. Betamax«, Svalegangen.

Juryens motivation: »Fanny Louise Bernth fremstiller sine karakterer ud fra et sårbart og åbent sind. På scenen udstråler hun en solid balance og en nærmest grænseløs energi. Alligevel er hendes største styrke måske hendes insisterende stædighed og hendes hemmelighedsfulde sårbarhed.«

Nanna Skaarup Voss Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonathan Søe.

Skuespiller Nanna Skaarup Voss er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i København 2015. Hun modtager Talentprisen for sin optræden i »Drengen der ville være vægtløs«, Aalborg Teater.

Juryens motivation: »Nanna Skaarup Voss lyser på scenen. Hun har tilsyneladende en enorm viden om sine figurer. Det virker, som om hun skærer sin figur ind til knoglen, hvor den klinger bedst for hende, impulsivt og rent.«

Niels Anders Manley Fold sammen
Læs mere
Foto: Rumle Skafte.

Skuespiller Niels Anders Manley, uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus i 2015, modtager Talentprisen for sin optræden i »Don Juan«, Aalborg Teater.

Juryens motivation: »Med knivskarp timing og et ekstremt tilstedevær gør Niels Anders Manley Sganarelle til noget nær hovedpersonen i »Don Juan«: En langlemmet, rævefjæset og cigaretpulsende hipster, der imponerer med sin uanstrengte evne til at interagere med publikum.«

Benjamin La Cour. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rumle Skafte.

Scenograf Benjamin la Cour er uddannet i Theatre Design på NYU Tisch, Design for Stage and Film i 2015. Han modtager Talentprisen for sin scenografi til »Klokkeren fra Notre Dame – The Musical«, Fredericia Teater.

Juryens motivation: »I »Klokkeren fra Notre Dame« sætter Benjamin la Cour nye visuelle standarder for musicalgenren. Videodesignet forener en klassisk og en ny scenografitradition, hvor han transformerer det gamle biografteater i Fredericia til en katedral i Paris – lige for øjnene af os.«

Oliver Marcus Starpov. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilia Maria Staugaard.

Koreograf Oliver Starpov er uddannet danser ved Det Kgl. Teaters Balletskole og debuterede som koreograf i 2015. Han modtager Talentprisen for sin koreografi til »Beginning and Ending«, Det Kongelige Teater.

Juryens motivation: »At opleve Oliver Starpovs ballet, »Beginning and Ending«, er som at blive revet med i en syret drøm. Her er springende hjorte, sprælske skovånder, hvide engle og sortsynede kvinder omkring en splittet ung kunstner. Starpovs scene bruser af hypnotiserende poesi.«

Talentprisen på 35.000 kroner og en glasstatuette skabt af kunstneren John Kørner bliver uddelt ved prisfesten Årets Reumert 2017 i Skuespilhuset lørdag den 10. juni kl. 19.30. Ved prisfesten uddeles yderligere priser i 16 kategorier samt Årets Hæderspris.