Der venter forhåbentligt en stor dansk aften forude, når den 93. udgave af Oscars begynder klokken 02 dansk tid. Vi har nu set de mange stjerner ankomme på den røde løber i øjeblikket. Og blandt dem var tre danskere, der samlet er nomineret til intet mindre end fire statuetter.
De fire danske nomineringer er:
Bedste internationale film: ’Druk’
Bedste instruktør: Thomas Vinterberg
Bedste klipning: Mikkel E.G. Nielsen (for filmen ’Sound of Metal’)
Bedste kortfilm: ’The Letter Room’ (instruktør Elvira Lind)
Og de seneste par timer er de håbefulde danskere ankommet på den røde løber til showet, som både kommer til at foregå i Union Station Los Angeles og Dolby Theatre.
Her ses 40-årige Elvira Lind, der er nomineret til Bedste Kortfilm for filmen »The Letter Room«. Filmen foregår i et fængsel og følger en fængselsbetjent, der arbejder i brevrummet, hvor de indsattes modtagne breve skal læsses igennem. Netop fængselsbetjenten spilles af Elvira Linds mand, Hollywood-stjernen Oscar Isaac.
Også klipperen Mikkel E.G. Nielsen er nomineret – og han var trukket i sort.


Ifølge bookmakerne ligger den 51-årige filminstruktør Thomas Vinterberg og co. godt i svinget til at vinde prisen for bedste internationale film. Han ankom til showet med sin hustru Helene Reingaard Neumann, der også spiller en rolle i »Druk«.


Oscar-showet er den største prisuddeling inden for film, og den foregår i år to måneder senere end sædvanligt på grund af coronapandemien. Pandemien spiller også ind i selve afholdelsen af showet, som både kommer til at foregå i Union Station Los Angeles og Dolby Theatre.
Ingen vært
Siden den amerikanske komiker og skuespiller Kevin Hart i 2019 trak sig som vært på grund af protester over en række tidligere tweets, som kritikere kaldte for homofobiske, har der ikke være noget Oscarvært. Og det er der heller ikke i år.
Uddelingen begynder klokken 02:00. Danmark er nomineret i fire kategorier. De bliver ifølge B.T. uddelt:
02:15: 'Bedste internationale film' – 'Druk' er nomineret
02:40: 'Bedste instruktør' – Thomas Vinterberg er nomineret for 'Druk'
02:55: 'Bedste kortfilm' – Elvira Lind er nomineret for 'The Letter Room'
04:00: 'Bedste klipning' – Mikkel E.G. Nielsen er nomineret for 'Sound of Metal'