Her er de 12 skuespillere der dominerer dansk film

Det er ikke opfindsomhed, der præger beslutningstagerne i dansk film, når hovedrollerne bliver besat. De samme skuespiller går igen og igen – og der er klart flest hovedroller til mændene.

Anders W. Berthelsen er en af de to mest brugte skuespillere i dansk spillefilm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

En lille flok skuespillere besætter en stor del af hovedrollerne i danske spillefilm. Det viser en undersøgelse, som filmmagasinet Ekko har lavet.

Filmmagasinet har kigget nærmere på de i alt 114 danske spillefilm, som er blevet lavet til det det voksne publikum i perioden 2008-2012. Undersøgelsen viser, at 12 skuespillere har besat 39 procent af samtlige hovedroller i perioden.

De 12 skuespillerne er: Anders W. Berthelsen, Nikolaj Lie Kaas, Trine Dyrholm, Jakob Cedergren, Thure Lindhardt, Mille Lehfeldt, Pilou Asbæk, Paprika Steen, Lene Maria Christensen, Sidse Babett Knudsen, Mads Mikkelsen og Birgitte Hjort Sørensen.

Tendensen bliver endnu klarere, når man kigger på de fem mest sete film fra hvert af de fem år i perioden. Her er 68 procent af hovedrollerne gået til otte skuespillere, og tre kvinder – Trine Dyrholm, Lene Maria Christensen og Sidse Babett Knudsen – har 60 procent af alle de kvindelige hovedroller i de populære film.

»Når en så lille skare besætter en så markant andel af de store attraktive roller, vidner det om manglende opfindsomhed. Den skyldes selvfølgelig også, at de store stjerner gør filmen lettere at sælge, både i støttesystemet, hos de, der finansierer, og i sidste ende hos publikum,« udtaler Ekkos chefredaktør Claus Christensen i en pressemeddelelse.

Ifølge Ekkos undersøgelse er de to mest dominerende skuespillere i dansk film i 2008-2012 Anders W. Berthelsen og Nikolaj Lie Kaas, der har haft fem hovedroller hver. Thure Lindhardt, Jakob Cedergren, Trine Dyrholm, Lars Mikkelsen og Mille Lehfeldt har hver haft fire hovedroller.

Undersøgelsen afslører også, at der er langt færre hovedroller til kvindelige skuespillere end til deres mandlige kolleger. 73 af de i alt 114 hovedroller er manderoller – hvilket efterlader kvinderne med 41 hovedroller.