Her er Danmarks største Bond-fan

Knud Braagaard var 13 år, da han fik sin første Bond-bil, en lille sølvfarvet bil med katapultsæde. I dag har han flere hundrede modelbiler fra Bond-universet. Samlingen udvides løbende, senest med en figur af Daniel Craig fra den nye film »Spectre«, der får dansk premiere fredag.

Knud Braagaard har Danmarks største samling af Bond-memorabilia. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Navnet er Braagaard, Knud Braagaard« lyder telefonsvareren, når man ringer til Knud Braagaard, hvis telefonnummer også slutter på 007 – selvom det krævede lidt overtalelse, at få telefonselskabet til at gå med til det. Ringetonen er selvfølgelig temaet fra filmserien. Intet er overladt til tilfældighederne hos 66-årige Knud Braagaard, hvis hjem, i hvert fald delvist, er omdannet til et mini-Bondmuseum.

Hans to børn er for længst flyttet hjemmefra, og børneværelset er nu forvandlet til enhver Bond-elskers drengedrøm. Overalt myldrer effekter fra Bond-universet. På væggen hænger originale plakater fra samtlige film i kronologisk rækkefølge, på bordet ligger lightere, spilleko

rt, jetoner, ure, kopper, askebægre, film og soundtracks ved siden af signerede billeder. På reoler står de mere specielle effekter

»Der er Jaws’ tænder,« siger Knud Braagaard og peger på et faretruende koksgråt gebis. »Det er en original afstøbning af hans mund, og der er certifikat på, hvem der har lavet det. Deroppe står den gyldne pistol, som Christopher Lee sidder og roder med i filmen. Den her kan også skilles ad. Se, du kan tage magasinet ud, det er et cigaretetui. Det er faktisk en bedre kopi, end den der er brugt i filmen.«

Det er tydeligt, at samlingen er Knud Braagaards hjertebarn, som han har lagt mange timer i. På bordet står samlingens perle, en halv meter lang model af James Bonds klassiske Aston Martin, som Knud Braagaard selv har samlet af dele, han fik tilsendt fra Kina. I alt 350 dele, der blev sendt i 85 pakker.

»Den kan det hele – den kan bare ikke køre. Men der er lys for og bag, bremser og horn og alt sådan noget. Katapultsædet virker også, hvis du trykker på gearstangen. Hvis du træder ned på gaspedalen, så accelererer den og hvis du sætter startnøglen i, så kan du høre motoren.«

TV: Kom med ind i Knuds hellige haller

 

 

Arvet fra sin far

Væggen over for det fyldte bord er dækket af glasmontrer med dioramaer fra de forskellige film, som Knud Braagaard selv har lavet.

»Denne her er fra »Thunderball«. Ubåden er original og så har jeg købt en haj i en legetøjsbiks og sat harpunen i og malet rødt blod på,« forklarer han. »Og så har jeg skåret op, så det forestiller lugerne nede i havet, hvor de gemmer de atombomber, de har stjålet.«

»Denne her er »Goldfinger«. Der har jeg lavet guldbarrevognen og Oddjob på den ene side og Sean Connery på den anden, og så har jeg sat et spejl ind, så det ser ud som om, vejen drejer. Og her er Roger Moore fra »The Spy Who Loves Me«, hvor han står i sne….«

Interessen for at bygge op og kreere har han arvet fra sin far, der byggede modeljernbaner.

»Det er jo ikke bare at lave et landskab, man skal finde ud af, hvordan man gør, så det ikke ser klodset ud. Jeg slapper af med det og nyder det virkelig. Jeg synes det er skideskægt at arbejde med de små finesser – som at Daniel Craig ikke står på sneen men nede i sneen, hvor der er aftryk af støvlerne.«

Han er særligt stolt af en model af 343-tanken fra »Golden Eye«, som han har bygget op med Pierce Brosnan foran.

»Den har taget tid at lave, fordi jeg skulle støbe tingene. Jeg havde købt et byggesæt, der hedder T-80, som er en russisk tank, som jeg kunne bruge nogle af delene fra. Men der manglede knapper og alt muligt. Så jeg sad og stoppede filmen og kunne se at hov, der manglede der det og det, som jeg så lavede.«

»Vi er tre i Danmark, der køber dukker og sådan noget, men det er kun mig, der laver landskaber,« konstaterer han tilfreds, inden han lukker døren, og afslører en skjult væg bag døren, fyldt med små modelbiler.

»De har lavet 135 i alt, og det er jeg sur over, for de skulle have lavet 147. Men de stoppede altså ved 135. Jeg er også lidt skuffet over, at de har lavet Roveren fra »Skyfall«, som Daniel Craig kun kører i helt kort, i stedet for Defenderen som Moneypenny kører i. Men sådan er det jo.«

Han mangler biler fra »Spectre«, men de kommer først til foråret. »Jeg regner med at få både en jaguar og en Aston Martin.«

Connery er bedst

Knud Braagaards fascination af James Bond startede, da han som 13-årig på det nærmeste blev smuglet ind i Nørreport Bio af sin far, så de kunne se »Dr. No« sammen, selvom Knud egentlig ikke var gammel nok. Det var også deromkring han fik sin første Bond-bil – en lille grå bil med katapultsæde.

Det, der for alvor gjorde indtryk på Knud Braagaard, var, hvor spektakulære filmene var. Her var ikke sparet på effekter og udstyr.

Han mener stadig, at de gamle film er de bedste – og at ingen Bond når Sean Connery til sokkeholderne: »Det er jo ham, jeg er vokset op med. Jeg synes, Roger Moore spiller sådan lidt for playboy-agtigt. Han mangler et eller andet. Men Daniel Craig er god. Han ligger tæt på Sean Connery.«

Og den bedste Bond-film?

»Det er »Agent 007 jages« (»From Russia With Love«, red.). Den har det hele. Den er skidegodt skruet sammen.«

Samlingen begyndte for alvor at tage fart i 1980, hvor han gik på jagt efter en mand til den lille Bond-bil.

»Så kørte jeg op til en legetøjsbutik i Søborg, der havde alt muligt ragelse og fik ham til at skaffe manden, og så gik jeg ellers i gang med at kigge i kataloger og på loppemarkeder, legetøjsmarkeder og alt muligt.«

Siden er samlingen vokset støt og roligt. Det startede med et enkelt skab med dioramaer, og siden kom skab på skab til. Mange af effekterne har han købt på auktionssiden E-bay – og enkelte ting har han fået foræret af producenter, der kendte hans glødende interesse. Da han i 2012 udstillede sin samling i City 2 i forbindelse med 50-års jubilæet for »Dr. No«, blev han kontaktet af det danske firma, der havde leveret stole til »Casino Royale«.

»Kunne du ikke tænke dig at låne en stol?« Og det kunne jeg jo. Da jeg var færdig med udstillingen sagde de så, at jeg kunne beholde stolen. De koster altså 25.000. Hold da kæft. Jeg fik også den der,« siger han og peger på et udspændt stofbanner med Daniel Craig. »Dem havde de to af. Det var ret fantastisk.«

En kæmpe oplevelse

På bordet står allerseneste anskaffelse – en model af Daniel Craig i den nye film »Spectre«. Iført sort kampuniform står han foran en isblok, med de sorte støvler halvt begravet i løs sne.

»Jeg havde egentlig budt på en, der havde hvid jakke på, men sælgeren blev ved med at presse prisen. Han ville have 305 dollars for den, og det ville jeg ikke give. Så nu har jeg fået den der i stedet, og sat den ind i et landskab, som jeg er meget tilfreds med.«

»Det er flamingo, jeg har klippet i stykker og så har jeg formet det med gips, malet det hvidt og kommet sne på. Læg mærke til, at han ikke stå på sneen men i sneen – det har taget noget tid at lave, men jeg synes, det er blevet pænt.«

Selvom han ikke decideret vil kalde sig selv Bond-turist, har Knud Braagaard besøgt flere af Bond-seriens locations rundt om i Europa. Han har været i Pinewood-studierne udenfor London og i Schilthorn i Schweiz, hvor dele af »I Hendes Majestæts hemmelige tjeneste« er optaget.

»Det var meget interessant at komme op og se der, hvor George Lazenby og ham der Blofeld holdt til i filmen. Det er på toppen af en klippe i 3000 meters højde, og der er fire store svævebaner, der går derop. Det var en kæmpe oplevelse.«

»Jeg har også været i Gibraltar, hvor de har optaget dele af »Spioner dør ved daggry« (»The Living Daylights«, red.) med Timothy Dalton, hvor han ligger oppe på taget af en Rover. Jeg spurgte en guide, om han kunne køre mig derop, men det vidste han ikke rigtigt, fordi det er militært område. Men han kunne høre, hvor interesseret jeg var, og så endte det med at han sagde ja. Jeg tog et billede, som jeg er ret glad for.«

Det skal være sjovt

Knud Braagaard har også haft fornøjelsen af at møde flere af seriens skuespillere.

»George Lazenby har jeg mødt to gange. Og Maud Adams. Og Jaws,« siger han og peger på billeder, hvor han smilende og en smule ydmygt står sammen med sine helte. Han har selvfølgelig også mødt de danske skuespillere, Jesper Christensen og Mads Mikkelsen.

Sidstnævnte forærede han et unikt syet billede, lavet af Knud Braagaards veninde Britta Damgaard, der også har syet billeder af Sean Connery, Roger Moore, Timothy Dalton, George Lazenby og Pierce Brosnan til samlingen. Og selvfølgelig et ekstra af Mads Mikkelsen som Le Chiffre, som siden er blevet prydet med Mads Mikkelsens autograf.

På den måde er samlingen en god blanding af originale effekter, kopier købt på auktioner, loppemarkeder og af firmaer, der har specialiseret sig i at sælge den slags samt elementer han selv har lavet til samlingen. Det vigtigste er, at det er sjovt – ikke om det hele har den store salgsværdi. Derfor er stort set alle figurerne i Knud Braagaards samling også taget ud af deres æsker, selvom han godt ved, at det forringer værdien, hvis han skulle sælge dem igen.

»Jeg har gemt æskerne. Og ja, det er måske rigtigt nok, at de er mere værd i æskerne, men så kan du altså ikke se tingene. Hvis de bliver støvede, må jeg jo bare støve dem af engang imellem, når det bliver for meget.«

Knud Braagaard udstiller en mindre del af sin samling i City 2 i Tåstrup i forbindelse med premieren på ’Spectre’.

Se mere om hans samling på www.bondcollector.dk