Her er årets mest interessante film i Cannes

Dansk film er flot repræsenteret ved årets filmfestival i Cannes, selvom filmene vil overraske filmfans, der er vant til dogmefilm. Berlingske bringer her vores bud på årets mest interessante film.

Cannes er ved at være til årets filmfestival, som løber af stablen fra 14.- til 25. maj. På billedet ses Carlton Hotel som er godt pakket ind i filmposters. Foto: Benoit Tessier/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I dag begynder filmfestivalen i Cannes, og tusindvis af fans, såvel de professionelle fra filmbranchen som de mange tilrejsende »filmturister«, diskuterer allerede, hvilke af hovedkonkurrencens atten film, der har størst chance for at hjemtage Guldpalmen. Omkring 30.000 filmfolk og fans ankommer i disse dage til kystbyen, der pludselig synes alt for lille til menneskemasserne.

Bare fra Danmark deltager 300 filmfolk, der kommer for at sælge, planlægge eller bare bringe sig selv på forkant med det nyeste inden for filmkunsten. Når det handler om at holde en høj kunsterisk fane, er Cannes nemlig stadig den absolut førende filmfestival i verden.

Der kan kun være en vinder, men ved festivalen vises hundreder af nye titler, og ud af dem er der her seks, som Berlingskes filmredaktør glæder sig særligt til, samt to titler der ryger væsentligt længere ned på listen.

»The Salvation« af Kristian Levring

Der har i foråret været en vis forventning i den internationale filmpresse om, at de to danske Cannes-veteraner Thomas Vinterberg og Lars von Trier i år ville være repræsenteret ved festivalen (Vinterberg med sin engelsksprogede »Far from the Madding Crowd« og Lars von Trier med sin ucensurerede anden del af »Nymphomaniac«). Ingen af de herrer viste sig dog at være på programmet, da det blev offentligjort i april, men til gengæld var der to andre danske overraskelser. Kristian Levrings western »The Salvation« vises som midnatsfilm i hovedprogrammet, og i kritikerkonkurrencen Semaine de la Critique vises den danske debutant Jonas Alexander Arnbys gyserfilm »Når dyrene drømmer«. Tilsammen udgør de to film faktisk en ny minitrend i dansk film, idet de begge er såkaldte genrefilm, hvilket var absolut forbudt under dogmebølgen. Måske er dansk film ved at overhale Hollywood på Hollywoods hjemmebane?

Hvad kan vi forvente:

»The Salvation«: En blodig og visuelt sublim western, der rummer hundreder af kærlige referencer til Sergio Leone og John Ford. Og en statelig Mads Mikkelsen, der atter får lov at demonstrere, hvad han kan, når han er til hest og bevæbnet til tænderne.

»Grace of Monaco« af Olivier Dahan

Filmfestivalen skydes i gang med et knald af en stjernefilm, der i stil og indhold næppe kunne være et bedre valg til åbningsceremonien. Nicole Kidman spiller filmstjernen Grace Kelly, der i 1956 giftede sig med fyrst Rainier III af Monaco og blev prinsesse af Monaco, Cannes’ åndsbeslægtede naboby, der lægger gader til det årlige Formel 1-løb. Kidman, hvis egen stjerne er falmet en kende efter ikke helt vellykkede kunstneriske film som »Stoker« og »The Paperboy«, får her chancen for at genvinde sin status som filmverdenens diva numero uno. Og selvom emnet lugter lang væk af småkedelig TV-film, kan den rent faktisk vise sig at overraske med ægte følelser og virkeligt schwung. Instruktøren Olivier Dahan stod bag den glimrende »Spurven« om Édith Piaf, og besidder den sjældne evne til at få et menneske frem i mængden af biografiske detaljer.

Hvad kan vi forvente:

En åbningsfilm, der i glitrende glamour matcher sidste års åbner »Den store Gatsby«, men som måske kan vise sig mere effektiv end denne, når det drejer sig om at få publikums hjerter til at flapre i takt med violinerne på underlægningsmusikken.

»Lost River« af Ryan Gosling

Filmstjerner, der instruerer film, har en tendens til at levere uigennemtænkte forsøg på at relancere sig selv i anderledes roller, men George Clooney har i gennem de sidste årtier demonstreret, hvordan det kan gøres. En af de mest hemmelighedsomgærdede projekter, der får premiere i Cannes, er Ryan Goslings »Lost River« som han selv har skrevet manuskript til, samt produceret og instrueret. Meget lidt om filmens indhold er sluppet ud, kun at den beskrives som en »magisk-realistisk« film om en enlig mor, der finder en undersøisk by. Her vælger vi at betragte det som et plus, at Gosling ikke selv optræder på rollelisten. Mange vil selvfølgelig savne hans nuttet-mutte babyfjæs, men hans fravær tyder på, at der ikke er tale om et rent forfængelighedsprojekt. »Lost River«s placering i festivalens prestigiøse »A Certain Regard«-konkurrence lover derimod en film, der blander kunst og underholdning fra en instruktør, der endnu er ved at modnes. Filmens musik er af Johnny Jewel, der også leverede atmosfæriske beats til Nicolas Winding Refns »Drive«.

Hvad kan vi forvente:

Ifølge filmfans, der har haft fingre i tidlige udkast af filmens manus, er »Lost River« en blanding af Tim Burton og David Lynch. Men mon ikke også Ryan Gosling tog noter, da han var Nicolas Winding Refns frontfigur i »Drive« og »Only God Forgives«?

»Maps to the Stars« af David Cronenberg

For mange fans af den canadiske instruktør David Cronenberg var hans forrige film »Cosmopolis« en skuffelse med sin klaustrofobiske, ordrige handling, der næsten udelukkende var filmet på bagsædet af en limousine. »Maps to the Stars« bygger på en satirisk roman om en dysfunktionel filmstjernefamilie i Hollywood, og kan være en tilbagevenden til de dystre områder, som Cronenberg plejer at græsse på. Filmens trailer domineres af Juliane Moore som en ondskabsfuld filmdiva – og man vover allerede et bud på hende som festivalens Bedste Kvindelige Skuespiller-pris. »Twilight«-stjernen Robert Pattinson og Mia Wasikowska repræsenterer de nye skuespilgenerationer. Stjernekrigs-stjernen Carrie Fisher, der selv er ud af et kendt Hollywood-dynasti, optræder i filmen som sig selv.

Hvad kan vi forvente?

En pragtpræstation af Juliane Moore, der gestalter menneskelivets mørkeste sider. Hvad mere kan man forlange af en aften i biografen?

»Clouds of Sils Maria« af Olivier Assayas

Hvis der er nogen, der kan gøre Julianne Moore rangen stridig som festivalens største skuespiller, er det Juliette Binoche. Med enorm skuespillermæssig autoritet kan Binoche gøre en hvilken som helst historie vedkommende, og det var Boniche selv, der bragte ideen til filmen til sin landsmand Olivier Assayas. Historien om en aldrende skuespiller, der træder ind i sit livs efterår, ser ud til at trykke på alle de rigtige knapper.

Hvad kan vi forvente?

En knugende film, hvis sørgmodighed bliver opvejet af de medvirkendes fremragende skuespil.

»Mr. Turner« af Mike Leigh

2014 bliver et stort år for britisk film i Cannes, idet to af denne nations mest anerkendte instruktører begge har en film i hovedkonkurrencen, nemlig Mike Leigh og Ken Loach. Sidstnævnte står bag »Jimmy Hall«, et historisk drama om en amerikansk socialistleder i 1930erne, der bliver den 77-årige Loachs sidste film, mens Mike Leigh tegner et portræt af Englands store maler J.W. Turner. Den biografiske film-genre er noget overrendt i disse år, idet filmproducenterne ved at lave film om kendte historiske personer kan forhåndssikre sig et publikum. Det kommer der ikke nødvendigvis gode film ud af, men Mike Leigh har tidligere vist, at han kan hæve den biografiske film op over det rent illustrerende.

Hvad kan vi forvente:

Socialisten Ken Loach vil levere et stykke indigneret historieskrivning, men det bliver den intense Mike Leigh, der med sin trup af trofaste skuespillere, heriblandt Timothy Spall som J.W. Turner, får bedst fat i publikum.

Disse to film går vi måske glip af:

»Winter Sleep« af Nuri Bilge Ceylan

Selvom den tyrkiske instruktør har leveret nogle af den moderne filmkunst mest bemærkelsesværdige scener, er hans søvnigt hensneglende film krævende bekendtskaber. Hans over tre timer lange Cannes-bidrag hedder »Vintersøvn«, så man kan ikke påstå, man ikke var advaret.

»Goodbye to Language« af Jean-Luc Godard

Den franske 83-årige mesters film er sværtfordøjeligt intellektuelle, og vi mistænker, at en film der hedder »Farvel til sprog« er endnu en panderynkende oplevelse. At filmen er i 3D betyder næppe, at den indeholder meget action.