»Erasmus Montanus«
Aarhus Teater
Christian Lollikes vilde bearbejdelse af Holbergs gamle komedie slap ikke originalen af syne, men kastede den direkte ind i danskhedsdebatten. Erasmus’ forsøg på at rokke den gråmelerede, fastfrosne selvtilstrækkelighed mindede os om, hvor langt vi står fra hinanden i debatten og om, at sandheder ikke er absolutte. Iscenesættelsen var et overflødighedshorn af ideer, hamrende dygtigt og anarkistisk forløst med plads til mere end ét synspunkt.
2 »Rocky«
Husets Teater
Årets modigste forestilling. Hvad sker der, hvis tabermenesket ikke længere opfører sig sådan, som en velmenende, kulturel elite - ikke ulig dem, der sad og så på på Husets Teater - syntes, han skulle gøre? Hvad nu, hvis han afviste dem og ikke længere ville godkende deres opfattelse af sig selv som det herskende åndsaristokrati? Morten Burian var knivskarp i næsten-monologen, der bød på årets chok: En vaskeægte DF’er på scenen. Med taletid.
3 »Frøken Julie«
Det Kongelige Teater
Et frækt vrid på klassikeren: Staffan Valdemar Holms version af Strindbergs sex-og-socialdrama var teater, der vidste, hvad det ville - og gjorde det. Det var ikke en naturalistisk forestilling om køn og klasseroller, men en turbotur ind i menneskets irrationelle lyst i en knusende konsekvent og korporlig iscenesættelse, der blæste teksten direkte ind i nutidens egomane leg med roller og identitetspositioner.
4 »Lang dags rejse mod nat«
Det Kongelige Teater
Karen-Lise Mynster, Henning Jensen, Peter Plaugborg, Simon Bennebjerg. Sammen gjorde en blændende skuespillerkvartet O’Neills historie om den plagede familien Tyrone til en ekstraordinær oplevelse, der mindede os alle sammen om familiens mulighed og umulighed. Gammeldags? Hvis lysende skuespilkunsts belysning af en klassisk tekst er gammeldags. Man kunne også vælge at kalde det en stor, tidløs aften i teatret.
5 »Et vintereventyr«
Republique
Katrine Wiedemann barberede Shakespeares vanskelige tekst ned til en fortættet fortælling i et glasbur. Var det først nu, man for alvor forstod, hvad Shakespeares eventyrhistorie handlede om? Ikke mindst takket være spillet, der viste, hvor fremragende en instruktør Katrine Wiedemann er, også uden den billedstorm, hun behersker så suverænt. Kølig klarhed forenedes med en følelsesmæssig volumen, som gjorde forestillingen til en smuk oplevelse. Ja, hvorfor ikke bare sige: til et bevægende mirakel?
6 »PANG«
Det Kongelige Teater
Mads Rømer Brolin-Tani holdt publikum fast i sin hule, manipulerende hånd som barnet på vej mod verdensherredømmet, mens fake news, orwellsk nysprog og alverdens sexistiske og racistiske grovheder flød tæt i hans kontrollerede ordstrøm. Heinrich Christensens iscenesættelse vandt ved sin stålsatte kombination af vanvid og præcision, som var lige det, der skulle til for at forløse en tekst om en verden i kaotisk opløsning.
7 Platt-Form
Betty Nansen Teatret
Satiregruppen Platt-form balancerede mellem anarkistiske dialoger og knivskarpe sangnumre med underskønne retro-koreografier i Melodi Grand Prix-stil. Trioen Mille Lehfeldt, Jakob Fauerby og Laus Høybye fik det endelig gennembrud med deres hypermusikalske, charmerende og begavede bud på verden i en tid, hvor de fleste bare »har deres føl’ser« og »aldrig slår noget op, men skriver en blog«. Skideskægt.
8 »Festen«
Republique
De fleste kender plottet i Thomas Vinterbergs prisbelønnede dogmefilm »Festen« fra 1998. I Republiques madteater-version lykkedes det, understøttet af en fremragende scenografi, at revitalisere historien om den dysfunktionelle restauratørfamilie. Publikum var med til bords ved patriarken Helges 60-årsdag og blev dermed medvidere i afsløringen af familiens dulgte svigt og overgreb.
9 »Giant Steps«
Den Kongelige Ballet
Den Kgl. Ballet folder sig virtuost ud i det flotte moderne program. Akram Khans dragende »Vertical Road« bød på gennemført kraftfuld og vildt energisk dans fuld af tyngde, mens Wayne McGregor førte os ind under huden på fodgængere fra storbyen i »Infra« med fin, ekspressiv dans. Endelig var Jirí Kyliáns »Falling Angels« en stramt struktureret, detaljerig og gennemmusikalsk perle af en koreografi for otte kvinder.
10 »Den indbildte syge«
Odense Teater
Odense Teater ramte plet med denne usandsynligt veloplagte og velspillede udgave af Molières komedieklassiker. Anders Gjellerup Koch og Malene Melsen som den indbildt syge Argan og hans tjenestepige Toinette storspillede i front for det uhyre velcastede ensemble, der mødtes i en sand symfoni af leg, timing og velplaceret tidsåndssatire, godt hjulpet på vej af Peer Hultbergs musikalske oversættelse og bearbejdelse.
