Henrivende smuk bliver Politigården næppe

30. marts 1924 fandt indvielsen af den nye politigård sted. Endnu en gang var budgettet overskredet, men nu var den særprægede kolos blevet en del af byens fysiognomi. Ikke nogen skønhedsåbenbaring i gadebilledet til at begynde med, og med tiden er det blevet værre.

Politigården set fra Mitchellsgade ved indvielsen i 1924. Fra Kell Elgstrøm og Susanne Pouline Svendsen: Københavns Politigård 1924-1999. Fold sammen
Læs mere

Det var på et møde i Borgerrepræsentationen 2. maj 1918, at borgmester og dr. phil. Ernst Kaper første gang så stadsarkitektens udkast til byens nye politigård. Borgmesteren var kendt som en fremtrædende pædagog og en stor kender af tysk sprog og kultur, og så havde han evnen til at formulere sig underfundigt. For hvad skulle man lægge i det udsagn, at bygningen ikke forekom ham at være »så rent ud sagt henrivende smuk?«

Medlemmerne af Borgerrepræsentationen var nu ikke i tvivl om, hvad han mente, og de kunne godt følge ham i ønsket om en arkitektonisk løsning, »der umiddelbart greb om hjertet og tilfredsstillede enhver æstetisk fordring«.

Men der var også økonomien og påtrængende behov at tage hensyn til, og så fandt hverken borgmesteren eller flertallet af borgerrepræsentanter anledning til at lægge låg på projektet. Det var der imidlertid andre, der gjorde, og i løbet af kort tid blev stadsarkitektens projekt kritiseret offentligt for at tage for lidt hensyn til »kunstens love«, som det blev formuleret.

Kritikken havde sin virkning, selv om det ikke kunne lade sig gøre helt at skrinlægge byggesagen, for så var stadsarkitektens arbejde jo spildte kræfter. I stedet bad man professor ved Kunstakademiets Arkitektskole Hack Kampmann om at underkaste projektet en kunstnerisk forbedring, og det var godt set. Han var ikke bare en faglig kapacitet, han var også formand for Akademisk Arkitektforening, og med den status var det vanskeligt for almindelige medlemmer af foreningen at fare frem med yderligere kritik.

Hack Kampmann kastede sig over opgaven, og der var ingen tid at spilde. For landet var ved at få en ny retsplejelov, og den ville gøre Københavns politietat hjemløs. Det hang sammen med, at C.F. Hansens gamle Råd- og Domhus på Nytorv, som gennem 1800-tallet havde været stort nok til at rumme både bystyrets administration og hovedstadens politimyndighed og retsvæsen under samme tag, nu udelukkende skulle være sæde for Københavns Byret.

Kort efter århundredskiftet havde de folkevalgte og administrationen taget byens nye rådhus i brug, men så meldte spørgsmålet sig, hvor det nye politihovedkvarter skulle placeres?

Efter saneringen af det gamle kvarter mellem Vognmagergade og Gothersgade så det en tid ud til at være svaret, og stadsarkitekten fremlagde et udkast. Men det levede ikke længe: Grunden langs Møntergade var for lille og tilkørselsforholdene for dårlige, hævdede man, og der manglede både marketenderi og embedsboliger til cheferne.

Men i det såkaldte Rysensteens kvarter bag Glyptoteket var der bogstavelig talt oceaner af plads, for området lå endnu delvist under vand. Og her havde stadsingeniør Charles Ambt haft ansvar for udformningen af en byplan efter sit eget hoved.

Resultatet blev bestemmende for Politigårdens arkitektoniske form, for i stedet for lutter lange lige gader som på et skakbræt sværgede han til diagonalgader til at bryde ensformigheden. Det gav en mere levende og menneskevenlig by, mente han, men det afstedkom i sagens natur nogle besynderlige byggegrunde med spidse vinkler, og han måtte lægge øre til megen kritik. For hvordan skulle man kunne opføre noget smukt for øjet på de betingelser?

Indtil et stykke ind i 1900-tallet havde der ligget en stor åben tømmergrav på bagsiden af Vestre Hospital, som lægen Rudolph Bergh havde taget initiativ til, men den var blevet opfyldt, da kommunen i 1916 besluttede, at byens nye politihovedkvarter skulle opføres på grunden.

Arbejdet gik i gang, men før der kunne bygges i højden, måtte 4.000 jernbetonpæle på mellem tre og fire meter bankes ned i den tidligere havbund. Og det var af største vigtighed for kommunen at undgå forsinkelser, således at opgaven kom ind under en eksisterende lov mod arbejdsløshed. Det udløste nemlig statsstøtte, og efter et års tid var budgetoverslaget på 4,5 mio. kr. forhøjet til det dobbelte.

Men de penge var godt givet ud, mente borgmester Kaper, for med professor Kampmanns justeringer af stadsarkitektens oprindelige projekt fik man et meget større hus, og man kunne »imødekomme de æstetiske krav og give bygningen en virkelig monumental karakter«.

Det sidste havde han indiskutabelt ret i, og 30. marts 1924 fandt indvielsen sted. Endnu en gang var budgettet overskredet, men nu var den særprægede kolos blevet en del af byens fysiognomi. Ikke nogen skønhedsåbenbaring i gadebilledet til at begynde med, og med tiden er det blevet værre. Derfor har Bygningsstyrelsen netop sat 160 mio. kroner af til en overordentlig tiltrængt renovering af den fredede bygning. Men borgmester Kaper havde ret – »henrivende smuk« bliver den næppe.