Kort tid efter at den tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Henrik Qvortrup havde lanceret en strategi, der kaldte spin for løgn, blev han fyret og løj om det i en pressemeddelelse. Det siger han i sin egen podcast på Ekstra Bladet, »Q&CO«.
»Ja, det var en løgn, når jeg i pressemeddelelsen skriver, at jeg pludselig havde fundet ud af, at jeg hellere ville lave podcast og politiske kommentarer, fordi det ville jeg meget hellere end at være chefredaktør,« siger Qvortrup til Asger Juhl fra Den Uafhængige i »Q&CO«.
Det er ellers kun 18 dage siden, at han udtalte følgende i en pressemeddelelse fra JP/Politikens Hus, der udgiver Ekstra Bladet:
»Men det står også klart for mig, at selve journalistikken vægter højere end den ledelsesmæssige rolle, og derfor vil jeg nu hellige mig journalistikken igen.«
Det fulde citat fra Qvortrup i pressemeddelelsen fra 4. april indeholdt også, at Qvortrup var stolt af at have leveret en »en skarpskåret redaktionel strategi«. Den nye indholdsstrategi, som Berlingske har læst, udløste kritik fra mange kanter, og den indeholdt følgende passus om de mennesker, som skulle læse avisen:
»De tilhører nemlig den ukreative klasse, for hvem LBGTQ blot er tilfældige bogstaver fra alfabetet. Hvor spin hedder løgn (Berlingskes fremhævning, red.), hvor man ikke er proud, men stolt, og hvor en regnbue er et naturfænomen, ikke et flag,« stod der i indholdsstrategien.
Netop derfor har pressemeddelelsens floromvundne vendinger, som vi nu ved dækkede over en fyring, vakt opsigt.
»Vi anerkender, at Henrik brænder mere for journalistikken end det ledelsesmæssige. Og derfor er vi også enige i behovet for en ledelsesmæssig justering,« udtalte Stig Kirk Ørskov, administrerende direktør i JP/Politikens Hus, i pressemeddelelsen.
Senere på dagen 4. april sagde Ørskov endda, at der ikke var tale om en fyring, skrev Media Watch.
Men i »Q&CO« siger Qvortrup, at han godt tror Ørskov ved, at forklaringen i pressemeddelelsen er løgn. Han fortæller, at han mødte på arbejde om morgen og modtog en sms fra Ørskov om, at han skulle møde på Ørskovs kontor så hurtigt som muligt. Ørskov sagde, at Politiken Fonden havde besluttet, at der skulle indledes en »fratrædelsesprocedure«, og at situationen ikke var til forhandling.
Fagbladet Journalisten skriver, at Henrik Qvortrup videre siger, at han meget hurtigt efter pressemeddelelsen godt kunne se, at han hans forklaring ikke holdt, men at han ikke orkede mere ballade efter mange års spektakulære sager, omtaler og kontroverser.
Qvortrup skrev da også 8. april på Facebook, at han formelt set frasagde sig chefredaktørposten.
»Jeg må dog være ærlig og tilføje, at det nok er en af den slags beslutninger, som andre formodentlig havde taget for mig få nanosekunder efter, at jeg ikke selv var nået frem til den,« skrev Qvortrup på Facebook.
Berlingske har til morgen skrevet med Henrik Qvortrup, som sagde, at han ikke havde noget at tilføje.