Henri Nathansen mellem håb og selvmord

»Indenfor murene«, som Folketeatret spiller fra 5. februar, er et af dansk teaters få virkelige klassikere. Forfatteren hed Henri Nathansen. Han var en ildsjæl og aktivist, der håbede på en forsonlig fremtid, men begik selvmord i 1944.

Henri Nathansen og hustruen Johanne i privaten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Henri Nathansen, forfatteren til teaterklassikeren »Indenfor murene«, begik selvmord i juni 1944 under landflygtigheden i Sverige, mens han boede på Grand Hotel i Lund.

Fra samtidige kilder ved vi, hvad der skete. Nathansen havde været stærkt deprimeret og havde bedt sin hustru om at skaffe gift til udførelse af selvmordet. Hans hustru ville efter eget udsagn været gået i døden med ham. Han var 70 år og næsten blind og præget af de frygtelige nyheder om nazisternes ugerninger.

Midt om natten stod han op og forsøgte at skære pulsåren over. Hans hustru styrtede ud for at tilkalde hjælp, men Nathansen benyttede tiden til at kaste sig ud fra vinduet. Han overlevede styrtet, men døde senere på natten på hospitalet.

Hvad, der driver et menneske til i sidste ende at begå selvmord, er altid et mysterium. I Brasilien begik den jødiske forfatter Stefan Zweig og hans kæreste selvmord i 1942, og mange andre jødiske flygtninge greb til samme desperate udvej.

Nathansen er i dag mest kendt for stykket »Indenfor murene« fra 1912, som er et af de danske stykker, der er opført flest gange på danske teatre. Det handler om en jødisk familie, der er fanget mellem integration og tradition, og stykket, som er forblevet aktuelt, er nu optaget på Kulturministeriets Kulturkanon.

De fleste af Henri Nathansens stykker og romaner kredsede om samme problemstilling, nemlig hvordan de danske jøder skulle reagere i mødet med en ny tid, hvor integrationen lagde op til, at man opgav traditioner, religiøse regler og måske endda accepterede, at familiens unge assimilerede sig og giftede sig med kristne.

Henri Nathansens slægtsromanroman »Mendel Philpsen og søn« blev filmatiseret af Liv Ullmann 1992 med titlen »Sofie«, og også denne roman har mødet med en ny tid som hovedtema. Men Nathansens stykker og romaner handlede ikke blot om dansk-jødiske forhold, for han beskæftigede sig også med de idealistiske fordringer i mødet med menneskelig forfængelighed og egoisme.

Med »Indenfor murene« fangede Nathansen noget helt specielt dansk-jødisk, der har fastholdt aktualiteten og stykket har ikke blot været spillet på teatret og sendt ud i alle stuer med 1960ernes berømmede TV-udgave, men blev også i 1989 gjort til musicalen »Esther« med tekst af Paul Hammerich og musik af Bent Fabricius-Bjerre. Kun meget få andre stykker har fået karakter af at være en nationalklassiker som »Indenfor murene«.

En af samtidens fineste

Henri Nathansen tilhørte en jødisk slægt fra Jylland. Der var mange mindre jødiske befolkningsgrupper i provinsbyerne, og Henri blev født i Hjørring. Han var den eneste jødiske dreng i byen, og han skulle til Randers, hvor det meste af hans familie boede, hvis han skulle i synagogen. Hans familie drog til København, og Henri blev uddannet som jurist, men han ønskede at blive forfatter.

Allerede omkring århundredeskiftet publicerede han sine første noveller og romaner og fik i det hele taget en position som en af samtidens fineste psykologiske romanforfattere.

Han forsøgte sig også med teaterdramaer, som blev opført på københavnske scener. Der var ingen, der kunne forudse, at netop »Indenfor murene« ville blive det teaterstykke, der mere end noget andet skulle holde Nathansens navn levende. Han skrev andre teaterstykker, som i begyndelsen af århundredet vakte opmærksomhed. Hans stykke »Daniel Herz« fra 1908 handlede om jødisk ungdom og blev godt modtaget. Stykket »Dr. Wahl« fra 1915 handlede om en idealist, der minder om Georg Brandes, som han stod nær.

Ikke mindst hans store udviklingroman »Af Hugo Davids Liv« far 1917 vakte opsigt. Den handlede om en jødisk skuespillers sørgelige skæbne og også den roman var spændt ud mellem det jødiske provinsmiljø og storbyens nye udfordrende liv. Romanen har meget af den jødiske forfatter M.A. Gold-schmidts klassiske roman »En Jøde« (1845) i sig, men gennemspiller temaet i en ny tids lys. Hans roman »Mendel Philipsen og søn« fra 1932 var en klassisk jødisk slægtsroman med hans velkendte temaer.

De bedste af hans værker er stadig aktuelle, men hans romaner virker i dag noget tunge.

Tiltrukket af zionismen

Henri Nathansen var ikke blot forfatter, men tillige politisk aktivist. Han var en stor tilhænger af det moderne gennembrud, støttede helhjertet Georg Brandes og skrev en biografi om ham, hvor han også kredsede om dennes jødiske identitet – eller mangel på samme.

Men først og fremmest var han aktiv i jødiske sammenhænge. I 1918 blev polske jøder udsat for forfølgelser og en stor demonstration blev afholdt i København. Henri Nathansen var taler ved demonstrationen. Han blev stærkt påvirket af mødet med de mange østeuropæiske jøder, der kom til Danmark fra slutningen af 1800-tallet, indtil danske myndigheder lukkede grænserne i 1917. Godt 5.000 – ofte meget fattige – jøder fandt på deres vej til USA et fristed i København, hvor de blev.

Han knyttede sig stærkt til denne gruppe mennesker og havde ofte et konfliktfyldt forhold til den etablerede jødiske menighed, der ofte bestod af det bedre københavnske borgerskab. Han mente, at de var alt for assimilatoriske og ikke tilstrækkeligt forstod, at det jødiske folk stod over for en ny tids udfordringer. Nathansen blev tiltrukket af zionismen, der kæmpede for en jødisk nationalstat og fra slutningen af 1800-tallet havde vundet stadig flere tilhængere blandt de jødiske samfund, men for de danske etablerede jøder var tanken om zionismen ganske fremmed.

De følte sig nemlig som 100 procent danske, og tanken om at bo i Palæstina var dem komplet uforståelig, og dertil kom, at de frygtede, at zionismens tale om jødiske nationalisme ville sætte spørgsmålstegn ved deres danskhed og sætte dem i et dilemma, hvor danskere kunne sætte spørgsmålstegn ved deres identitet og loyalitet.

I 1930 sluttede han sig sammen med folk fra de nyindvandrede østeuropæiske jøder og sekulære kredse i dannelsen af en »Forening af 1930«, der udfordrede det jødiske establishment, men kun med begrænset held.

Advarede mod tyskerne

I 1931 rejste Henri Nathansen til en zionistkonference i Basel i Schweiz. Hans vej hjem gik over Tyskland, hvor han også var kendt som forfatter, og her oplevede han de første tegn på nazismens jødehad. Han begyndte derfor i Danmark at advare både den danske offentlighed og ikke mindst den jødiske menighed om truslen sydfra.

Sammen med bl.a. Louis Levy, forfatteren til en mængde børnerim, herunder »Sørens far har penge«, advarede han gang på gang om, at jødehadet var blomstrende i Europa, og at zionismen var den eneste udvej. Imidlertid ville den jødiske menighed ikke høre på ham, og konflikten mellem Henri Nathansen og menighedens ledelse eskalerede. Nathansen mente, at det jødiske samfund var både døvt og blindt over for den voksende trussel og over for de nye strømninger i den jødiske verden, og at de velintegrerede jøder ikke værdsatte den jødiske kultur.

I april 1933 medførte konflikten, at Henri Nathansen meldte sig ud af den jødiske menighed. Anledningen var, at menighedens ledelse havde valgt den kristne danske forfatter Valdemar Rørdam til at skrive en tekst til en ceremoni i synagogen. Henri Nathansen påpegede, at Valdemar Rørdam var ultrakonservativ af en nationalistisk-kristen variant, og at det ikke var passende, at menighedens ledelse brugte ham i lyset af nazismen og fascismen i Europa. Skæbnen ville, at Rørdam tekst blev anvendt, og at Rørdam senere blev nazist og dømt for det i efterkrigstiden.

Under besættelsen var Henri Nathansens stykker forbudte af censuren p.g.a. Nathansens jødiske baggrund. I oktober 1943 flygtede han sammen med sin kristne hustru Johanne Henrika Kirstine Jørgensen til Sverige.

»Indenfor murene« slutter med en optimistisk stemning. Den unge jødiske pige får lov til at gifte sig med sin kristne kæreste. Det gamle ægtepar Levin synes at forlige sig med de nye tider og den unge generations assimilation. Det kan måske lykkes for kristne og jøder at leve sammen i fordragelighed, synes Henri Nathansen at formode i 1912, da han skrev stykket.

Senere blev tonen mørkere som i »Af Hugo Davids Liv«, og man hører i romanen inspiration af M.A. Goldschmidts slutning i romanen »En Jøde«, der også ender uden forsoning. Fremvæksten af politiske fanatisme ødelagde alle fremtidshåb, og efter al sandsynlighed begik altså Henri Nathansen selvmord i depression over den politiske udvikling og folkemordet på jøderne. Men vi ved det ikke sikkert, for der er endnu ikke skrevet en større biografi om Henri Nathansen, der har afklaret det.

Litteratur:

  • Morten Thing: »De russiske jøder i København 1882-1943«, 2010
  • Tine Bach: »Exodus. Om den hjemløse erfaring i jødisk litteratur«, 2004
  • Ebba Bing: »Dagbøger Lund 1943-45«, 2005, udgivet af Erik Henriques Bing
  • Louise Arnheim: »Henri Nathansens forhold til zionismen« i Tidsskrift for Selskabet for Dansk Jødisk Historie, nr. 30.
  • David Grünbaum: »Som dagene gik«, 1970