Helvede brød løs i Nordatlanten

Det er ikke meget man hører til Klaksvig nu om stunder. Og der er sikkert mange, som er aldeles uvidende om, at det er navnet på Færøernes næststørste by med små 5000 indbyggere og en stor fiskeriflåde.

Bevæbnet fisker afventer i Klaksvig den danske ordensmagt. Fra den opankrede trawler er der spændt en stålwire tværs over havnen. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Sådan var det ikke i disse uger for halvtreds år siden. Klaksvig-affæren optog sindene i en grad, man har svært ved at fatte. Der gik ikke en dag uden en Klaksvig-historie i aviserne, og som regel måtte forsiden ryddes, og de store typer tages i anvendelse.

Det begyndte som et skænderi om, hvem der skulle være overlæge på byens hospital, og det sluttede med, at statsminister H. C. Hansen beordrede marinen og et kontingent københavnske politifolk sendt til Nordatlanten for at genoprette ro og orden. Ind imellem havde finansminister Kampmann forgæves lagt alle sine kræfter ind i et penduldiplomati, man normalt kun ser i verdens klassiske urocentre.

Et par år efter krigens afslutning var den danske læge Oluf Halvorsen blevet ansat på hospitalet i Thorshavn. Heri var der intet bemærkelsesværdigt, men efter et års tid begyndte komplikationerne. Da blev det nemlig kendt, at han havde et udestående med Den Almindelige Danske Lægeforening, og det var alarmerende. En voldgiftsret havde tildelt ham en alvorlig misbilligelse for hans optræden under besættelsen, hvor han havde været mere samarbejdsvillig over for tyskerne, end hans lægeløfte strengt taget påbød. Han havde været nazist og arbejdet som vikar for Frits Clausen, men havde aldrig deltaget i tysk krigstjeneste. Han erkendte forholdet, men da voldgiftsretten påbød ham at betale sagens omkostninger, 601 kr. og 50 øre, sagde han fra. Det nægtede han, og så blev smidt ud af den magtfulde forening.

I 1951 stod man og manglede en overlæge til hospitalet i Klaksvig. Halvorsen blev konstitueret, men udtrykkeligt ikke fastansat før han fik forholdet med Lægeforeningen bragt i orden. Det gik godt lige til 1. april 1953, dagen hvor en ny fast læge skulle indsættes i embedet. Så brød helvede løs første gang. Den ny læge blev mødt med kontant modstand, fik sine møbler ødelagt ved gement hærværk, og da han ville gå i land sammen med rigsombudsmanden, blev han hindret i at sætte sin fod på kajen af en rasende menneskemængde. Rubæk Nielsen, som den ny læge hed - ham kendte man allerede alt for godt. Han var nemlig svigersøn af byens matador, storkøbmand og skibsreder, som i årevis havde bestemt over økonomien - og nu skulle svigersønnen til at bestemme over liv og død! Det var for meget.

Balladen fra de fjerne øer nåede pø om pø København, men statsminister Hedtoft anmodede færingerne om at løse problemerne i mindelighed. De ord faldt bogstavelig talt på klippegrund, og balladen fortsatte. I Thorshavn overvejede Landsstyret at lukke hospitalet i den oprørske by, men det blev besvaret med en trussel om at undlade at betale skat.

I foråret 1955 besluttede man, at Halvorsen skulle fjernes ved en fogedforretning, og fire høje øvrighedspersoner stævnede mod Klaksvig. Det kom til håndgemæng, og både dommeren og politimesteren fik knubs, før de i sidste øjeblik nåede tilbage på deres skib. Befolkningen jublede og kappede fortøjningen. Øvrigheden måtte sejle hjem med uforrettet sag.

Nu måtte regeringen i København vise handlekraft, og man besluttede at sende 140 politifolk af sted fra Esbjerg med skib. Politiet kom dog aldrig til Klaksvig, men forblev i Thorshavn som trussel. I regeringen betænkte man sig endnu en gang og sendte i stedet finansminister Viggo Kampmann, og det lykkedes ham faktisk at nå en foreløbig løsning. Halvorsen rejste, og to andre læger blev indsat i stedet. Det lignede en afslutning på konflikten.

Men under en tilsyneladende rolig overflade ulmede det i vulkanens indre, og hen på efteråret kom det igen til sammenstød mellem myndighederne og beboerne i Klaksvig. Rigsombudsmanden og landslægen blev spærret inde af menneskemængden, og nu fandt statsminister H. C. Hansen tiden moden til det endelige slag. Krigsskibet Rolf Krake blev sendt af sted med 150 marinere og 32 betjente. Det var nok til at nedkæmpe oprøret. Havnemesteren i byen, der havde været den erklærede hovedmand, blev sat bag lås og slå sammen med 30 andre oprørere.

Det hjalp. Og nu hører vi aldrig mere om Klaksvig.