Heltinden fra Holland

Islamkritikeren Ayaan Hirsi Ali besøgte Danmark i skyggen af historien om Hollands nej til at betale for hendes sikkerhed. Forfatteren til »Jeg anklager« og »Opbrud og oprør« kæmper videre. Hun er stadig på mission mod Koranen, Profeten, Hollands regering og frygtsomme europæere. Til gengæld er hun ikke på vej til at slå sig ned i Århus.

Forfatteren Ayaan Hirsi Ali, der i dag er bosiddende i Washington, har modtaget en række dødstrusler og lever under beskyttelse af livvagter. Men hun vil helst bare kunne leve et normalt liv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als

Hun entrer Nationalmuseets foredragssal. Alle rejser sig og klapper hende hele vejen ned til bordet, hvor hun skal interviewes. De elsker hende. Som er Danmark hendes hjem og hun selv en yndlingsdatter.

Til daglig er hun uden land. Og uden familie. Ayaan Hirsi Ali har ganske vist begge dele. Men Holland vil ikke rigtig vide af hende. Og den 38-årige somalisk fødte hollænder har ikke talt med sin mor eller far i flere år. »Han har ikke taget telefonen siden »Submission«,« som hun siger om sin far og den islamkritiske film, hun forfattede. Hendes instruktør, Theo van Gogh, blev skudt ned på åben gade i Amsterdam i 2004. Et brev var fæstnet med en slagterkniv i instruktørens bryst. Adresseret til Hirsi Ali. »Er du villig til at dø for din overbevisning,« stod der.

Ayaan Hirsi Ali har for længst svaret ja. Til stående ovationer. Velfærdsminister Karen Jespersen står og klapper sammen med halvdelen af den borgerlige presses kommentatorer. De ser grådlabile ud af hengivelse. Som Berlingskes kommentator og blogger Mikael Jalving skriver bagefter: »Europas helt er i dag en sort kvinde fra Afrika... hvilket besøg. Hvilken skikkelse. Gudesmuk. Smilende. Reflekteret. Kontant og alligevel fattet, meget fattet... Ayaan Hirsi Ali er Europas helt, skønt Europa ikke vil kendes ved hende«. Hvorefter Jalving startede en indsamling til heltens livvagter, som Holland ikke længere vil betale for. Fordi Hirsi Ali nu bor og arbejder i USA.

Debataftenen på Nationalmuseet, arrangeret af Jyllands-Posten, er forvandlet til en fejring. Det er en kåring. Hirsi Ali er blevet en symbolfigur. »Jeg kan kun sige, at det ønsker jeg ikke at være,« lød det tidligere på dagen fra Ali, da Berlingske Søndag interviewede hende.

Hvilket vi kan vende tilbage til. Men det er noget med, at folk elsker symbolfigurer. Den slags, der er så symbolske, at de kan dræbes, men på trods heraf alligevel lever videre.

Om formiddagen sad Ayaan Hirsi Ali på JP/Politikens forlag, der sidste år udgav hendes selvbiografi »Opbrud og oprør« i Danmark. Den har solgt 35.000 eksemplarer herhjemme. Og omkring halvanden million eksemplarer på verdensplan.

Faktisk har forfatteren, der i dag officielt bor i Washington i USA, hvor hun arbejder for en liberal tænketank, tilbragt det seneste år i lufthavne og på hoteller ledsaget af livvagter for at tale om bogen, der er udgivet i 30 lande.

»Men jeg bor fast i USA og arbejder også der. Det giver mig mere fred i sindet«.

Hvor er du i dit liv lige nu?

»Jeg planlægger hele tiden at opbygge mig et liv, et privatliv. Jeg ønsker at slå mig ned og leve et almindeligt normalt liv.«

Det sagde du også sidst, jeg interviewede dig?

»Ja (smiler), jeg ved det, det er vanskeligt.«

Hvordan har du det med, at Hollands regering ikke længere vil betale for din sikkerhed?

»Jeg føler mig svigtet. Jeg havde et løfte fra den hollandske regering, som de nu løber fra. De prøvede gennem længere tid at overdrage opgaven til amerikanerne. Jeg havde et møde med den hollandske justitsminister, og hans besked var dybest set: Vi har prøvet at få amerikanerne til at tage ansvaret. De ønsker ikke at have det. Nu overdrager vi det til dig selv. Det synes jeg er totalt uansvarligt. Sker der noget, er det den hollandske regerings ansvar. De sendte mig til USA, da det stod klart, at jeg var i yderste livsfare i Holland. Nu siger de, at jeg ikke længere angår dem.«

Hvis du kunne tale direkte til den hollandske premierminister, Balkenende, hvad ville du så sige?

»Jeg ville bede ham om at stoppe denne her leg nu. Jeg ville bede ham om at tage ansvaret for min sikkerhed på sig. Han siger, at det er meget dyrt. Hvilket det ikke er. I hvert fald ikke i forhold til, hvis jeg boede i Holland. I USA er der i det mindste udsigt til, at jeg en dag kan leve uden livvagter. Men Balkenende understreger på sørgelig vis, hvad det her handler om. Hans kabinetsmedlemmer, kristendemokraterne og socialdemokraterne er de, der altid har sagt, at vi endelig ikke må kritisere muslimer og islam. For så er vi ikke gode mennesker, hedder det. Nu risikerer han at påkalde sig mistanke om, at han af ren frygt vil sætte en stopper for meninger, han ikke bryder sig om. Det er ikke et lands leder værdigt.«

Du har tidligere sagt, at opgaven med at forene islam med vestligt demokrati er som at rejse gennem en storm. Sidste år mente du, vi netop var begyndt på rejsen. Hvor er vi nu?

»Vi er kommet længere. Helt tilbage i 2002 følte jeg, at jeg var ene om at påpege, at islam og liberalt demokrati er uforenelige. Jeg følte mig stemplet som værende gal. I dag er det meget lettere. Der er langt flere kritiske stemmer. Jeg har fået en bog (hiver Karen Jespersens og Ralf Pittelkows bog »Islamister og naivister« frem i hollandsk oversættelse). Den er skrevet af jeres velfærdsminister, og den påpeger nøjagtig de samme problemer. Der er dertil regeringer i Europa, der har erkendt dette her. Der er flertal i befolkninger, der ved det. Vi er der på rejsen, hvor vi ved, hvad vi er ude i, samt hvor vi skal hen, blot ikke hvordan vi kommer det«.

Arbejder du stadig på at skabe »Submission part II«?

»Jeg ville gerne. Men lige nu må jeg koncentrere mig om at skaffe penge til min sikkerhed. Det er første prioritet. Derefter skal jeg skrive min næste bog. Alt er stort set på plads til filmens anden del. Men nu er den lagt på køl. I første omgang fordi min biografi pludselig begyndte at sælge overalt, og jeg har brugt et år på bare at rejse rundt og tale om den. Og nu må jeg så til at finde penge til min sikkerhed.«

Du må møde mange mennesker, der siger, at du har bedt om at få det liv, du har nu ved at være så konfrontatorisk og fordømmende i dine udsagn. Hvad siger du til dem?

»Jeg får, hvad jeg har bedt om. Jeg bad om debat og diskussion. Det har jeg fået. Og hvis folk ønsker at diskutere seriøst, så må jeg påpege, at det er vigtigt at holde øje med årsag og virkning. Jeg taler som udgangspunkt mod 11. september og bomberne i Madrid og London. Men jeg er ikke med til at fremprovokere dem eller andre terroraktioner. Den skyld hviler alene på dem, der udøver terroren«.

Hvad er det mest almindelige spørgsmål, du får?

»Det må være: »Er det virkelig det værd?«

Hvad svarer du?

»Ja. For det er bedre end ikke at gøre noget. Fordi det er vigtigt for verden. Det er vigtigt for os alle sammen. Se, hvad der foregår i Pakistan med islams fremmarch. Og de har altså atombomben. Og der er et stort pres fra Saudi Arabien og andre arabiske stater for at udbrede islam til resten af verden. Sætter vi os ned uden at gøre noget eller tier af angst for at provokere, så vil det lykkes dem. Det giver ingen mening at forsøge at flygte fra en verden, hvis sigte er at fratage dig din frihed. Man må bekæmpe den.«

Du ønsker, at muslimer er mennesker, der kan bringes til at forstå, at Koranen ikke er Guds ord, at man skal kunne diskutere, tolke og udlægge den lige så frit og forskelligt, som kristne udlægger Biblen. Nogle mener, at det vil tage århundreder...

»Ja, jeg ved det. Men det tror jeg ikke. Det tog blot ti år, fra Salman Rushdie fik nedkaldt en dødsdom over sig for at fornærme profeten, til jeg fornærmede ham, og det samme skete, og nu er det begyndt at gå virkelig stærkt. Bevidstheden om problemet forstærkes og udbredes hver dag.«

Jeg læste i et interview, at du frabad dig at være »en frihedsgudinde« – hvad mener du?

»Jeg blev forelagt, at jeg skulle være et ikon, forstået på den måde at jeg ikke har noget liv og er blevet en sag. Det ønsker jeg ikke at være. Et ikon er ikke et menneske. Og så svarede jeg selvfølgelig, at jeg ikke er en frihedsgudinde.«

Men bestemmer du selv det? Hvis folk nu ser dig sådan – som symbolfigur, som ikon?

»Jeg kan kun sige, at det ønsker jeg ikke at være. Jeg prøver på at leve så normalt som muligt. Også fordi det er den første sejr, de mennesker, der truer mit liv, kan opnå. Det er jo en sejr for dem, hvis jeg bruger al min energi på at skjule mig og beskytte mig. Nej, jeg bestemmer ikke selv, om jeg bliver betragtet som ikon eller frihedsgudinde. Men nu hvor du spørger, så vil jeg gerne sige: Vær venlig at holde op med det. Effekten vil være den stik modsatte af, hvad man roser mig for at stå for.«

Hvor er du om ti år?

»Hvis jeg er i live, mener du (griner). Jeg ved det ikke. Og det gør heller ikke noget, at jeg ikke ved det. Vi lever i meget interessante tider. Faktisk er jeg så heldig, at jeg ikke tænker ret meget over det, fordi jeg har meget at tage mig til i stedet for at skulle sidde i et hjørne og spekulere over mit liv. Faktisk dukker spørgsmålet mest op, når folk spørger, hvordan jeg kan leve med sikkerhedsvagter døgnet rundt, når vagterne konstant minder mig om, at jeg er i livsfare. Men jeg har jo til dels vænnet mig til det. Det er mere andre, der skal vænne sig til, at sådan er det. Det irriterer mig blot at blive tvunget til at beskæftige mig så meget med det. Jeg vil gerne kunne koncentrere mig om at skrive. Jeg vil gerne videre med mit liv.«

»Heltinden« selv taler om sit liv. Omverdenen beskæftiger sig mest med risikoen for hendes død. Her skilles Ayaan Hirsi Ali og hendes tilhængere. Hun vil hellere være en normal, der er i live end en gudinde, der er død. Hun har imidlertid ikke tænkt sig at lægge sig ned for nogle af scenarierne. Hirsi Ali er i færd med at skrive en idéhistorisk roman. Profeten Muhammed går rundt på et stort bibliotek i New York og møder tænkere, der udfordrer ham i hans absolutisme. John Stuart Mill, Friedrich Hayek og Karl Popper går i masken på Muhammed. Til sidst tvivler Profeten på sig selv.

Men der spørges ikke til Hirsi Alis arbejde denne aften på Nationalmuseet. Der spørges ikke udfordrende. »Det er en ære...«, »Tusind tak for at du er kommet«, »Jeg beundrer dig meget...«, indledes flere af spørgsmålene. Der spørges først og fremmest for, at aftenens hovedperson kan give udtryk for de holdninger, spørgerne allerede har svoret sig enige i, da de læste hende. Der klappes ivrigt, når Ayaan Hirsi Ali kølhaler Enhedslistens Asmaa Abdol Hamid med et udsagn om, at tørklædet er et symbol på gammeltestamentelig seksualmoral. Det skal dække kvinden, der »ellers vil være som et stykke råt kød foran sultne, vilde hunde«.« siger Hirsi Ali: »Så jeg vil gerne spørge hende (Abdol Hamid, red.), om hun ved at bære tørklædet vil sige, at alle mænd i parlamentet er potentielle voldtægtsmænd, der ikke kan kontrollere deres seksualitet«.

De klapper og klapper. Og de rejser sig og klapper, da det hele er færdigt. Hvorefter de stiller sig i kø for at få autograf. For at få en signatur fra »Europas helt«. En omskåret, sort, gudesmuk, afrikansk kvinde, der ikke vil være deres frihedsgudinde. Men som må leve med at være det en tirsdag aften på Danmarks Nationalmuseum. For her skal hun vide, at hun er på hjemmebane. Som hun fik det at vide med stående ovationer aftenen før i Århus. Her var hun først til te hos borgmesteren, der inviterede hende til at bo i Århus. Hun takkede nej. Som hun tidligere har gjort til kulturminister Brian Mikkelsen.

»Det er meget venligt af dem. Men jeg har et sted at bo og arbejde. Jeg mangler kun penge til beskyttelse,« som hun siger.