Helt fra koncepterne

Jesper Eising, souschef på kulturredaktionen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Esben Salling

Programmet hedder »Ex’ernes kamp«, og det er seneste skud på stammen af reality-underholdning, som skal trække seere til ... ja, i dette tilfælde er det TV-kanalen Kanal 5.

Konceptet er en art »Robinson Ekspeditionen« for skilsmissefamilier, hvor ni fraskilte forældrepar flytter ind i en hacienda på Fuerteventura. Her skal parrene kæmpe mod hinanden, og hovedpræmien er en mio. kroner, som skal gå til deres fælles barn.

Det dramatiske og følelsesmæssige får i denne opstilling selvfølgelig et ekstra nøk, for hvordan klarer disse fraskilte par sig, når de nu skal samarbejde, selvom de måske tidligere har været ved at rive hovederne af hinanden?

Det er ikke længere nok at lade forskellige folk kæmpe på en tropeø, nu skal der smides følelsesmæssige stopklodser ind i de menneskelige relationer, der skal afspejle generelle samfundsmæssige tendenser – i dette tilfælde skilsmisser med børn spændt ud mellem mor og far.

Dermed bliver »Ex’ernes kamp« et godt eksempel på tidens TV-trend, hvor familie- og følelsesliv gøres til omdrejningspunkt for såvel reality-programmer som mere dokumentariske TV-koncepter.

På DR3 smider unge for eksempel alt tøjet og rydder deres lejligheder fuldstændigt for at undersøge, hvordan det er at leve uden de mange ting, vi omgiver os med. Mens moderkanalen DR1 er klar med en serie, »7-9-13«, hvor de over en årrække følger fire par. »Hvordan klarer de livets op- og nedture i deres første år som ægtepar? Vil lykken og heldet mon følge dem?« som det hedder i forskræppet.

Dette er bare et par enkelte eksempler – mange flere kan fremhæves – og der er selvfølgelig stor forskel på »Ex’ernes kamp« og »7-9-13«, men i sin essens er de alle båret af en optagethed af det moderne familie- og følelesliv.

Centralt her er, at når TV-tilrettelæggerne og producenterne rykker ind, så bliver de menneskellige relationer konceptualiseret.

»Konceptet er konge,« om man så må sige, og hverdagsdramaerne skal spændes ud mellem de forskellige baser, som folkene bag programmerne ønsker dækket.

Ofte har TV-koncepterne – hvad enten de er meget hysteriske og helt ovre i reality-genrens udørk, eller de er mere klassisk dokumentariske – et større eller mindre skær af sociologisk undersøgelse over sig. Oplægget synes at være, at man vil undersøge tendenser i tiden, at man vil vise forskellige sider af det moderne menneske. Dette sociologiske skær bliver programmernes legitimitet og kan samtidig skygge over netop det faktum, at »konceptet er konge«.

For ligeså meget som TV-programmerne foregiver at være en sociologisk undersøgelse, der skal gøre os klogere på vor tids familie- og følelsesliv, ligeså meget er det også tænkt som værende seermagneter til en nation af nyfigne og storzappende sofakartofler.