»Jeg har det bedst, når jeg er ude at spille. Og denne gang bliver det noget helt andet, end det plejer.«
Himlen er mørknet over Glassalen, men lyset på den lille scene er netop blevet tændt, og Danmarks evigunge soulpop-dreng står alene på scenen for første gang i karrieren. Eller næsten alene. Med sig på scenen har han nemlig Poul Reimann som backingmusiker på turneen, der begynder med hele 12 koncerter her i salen, før den snor sig videre rundt i landet.
»Ja, helt solo er det måske ikke, men jeg lover at spille en solo undervejs,« bemærker Helmig og har fra første færd kontakt med den udsolgte sal i Tivolis mest charmende bygning, som emmer af lige dele intimteater, forsamlingshus og patineret væksthus.
Loop på jysk
Helmig – som ligner en fætter til Johnny Depp med briller, midterskilning og mundskæg – lægger for med den nye »Da du var min«. En stilfærdig, melodisk sag, hvor han synger om en »sexet tone fra en saxofon«, og hvor arrangementet blot er en mild sammenføjning af western-guitar og flygel.
Siden følger den anderledes velkendte »Gotta Get Away From You«, som gives med samme instrumentering, men med en smule mere kraft, og hvor Reimann lægger sin stemme ved siden af Helmigs.
En lovende åbning, og da aftenens hovedperson introducerer sin cajón – et kasselignende percussion-instrument – får forventningerne endnu et løft. På den slår han en rytme an, som så loopes, altså gentages, af en teknisk anordning.
»Poul driller mig altid med min måde at sige ’loope’ på, men jeg kan jo ikke gøre for, at jeg er jysk, vel?«
Salen ler med Helmig, indtil det bliver en lidt træt vane, at han inden hvert nummer skal loope og udveksle høhø-bemærkninger med Reimann om jysk dialekt. En smule pinligt er det også, at snart sagt hvert andet rytmespor, Helmig konstruerer, lyder som intro-sekvensen til »Det er mig der står herude og banker på« – Helmigs ulidelige, men knuselskede hit fra 1988.
Den er da også en af publikumstræfferne i Glassalen, hvor sange fra det betragtelige bagkatalog blander sig med cover-versioner. Bob Dylans »Shelter From The Storm« fra det tændergnidslende hovedværk »Blood On The Tracks« er således på sætlisten, men bliver på Helmigs stemmebånd en blodfattig og tandløs affære.
Svækket stemme
Helmigs egne sange har det heller ikke for let i Glassalen. Uden det sædvanlige orkester i ryggen fremstår melodierne ofte lidt flade, stemmen er indimellem papirstynd, og de rasende banale tekster kan slet ikke holde til al opmærksomheden.
Når det alligevel bliver en nogenlunde aften, skyldes det Helmigs evne til at skabe kontakt til publikum, den udmærkede forståelse mellem hans guitar og Reimanns tangenter, og enkelte fine øjeblikke. Som en sprød, groovende version af Womack & Womacks »Teardrop«, hvor Helmig gynger med hofterne. Fra sin plads på cajónen. Men for ofte udeblev suset. I den ellers optimale glasramme.
- Thomas Helmig, Glassalen, fredag. Helmig spiller 11 koncerter samme sted i september.
Det spillede Helmig
1. Da du var min
2. Gotta Get Away From You
3. Kiosk
4. Nu hvor du har brændt mig af
5. Duerme Negrito
6. Støvregn
7. All I Ask
8. Mit hjerte længes
9. Shelter From The Storm
10. Daddy venter
11. Jeg tager imod
12. Fugleflugt
13. Kissing You
14. Malaga
15. Stupid Man
16. Aldrig så smukt
17. Highway 61 Revisited
18. Nok til alle
19. Midnat i Europa
Encore:
20. Det er mig der står herude og banker på
21. Teardrops
22. Op og ned
