Helligåndshuset og Tugthusporten

Gennem tiderne har bystyret i hovedstaden haft travlt med at ændre navne på gader og pladser.

Helligåndshuset, der fra slutningen af 1200-tallet var byens første hospital og senere en del af Christian IVs tugt- og børnehus. Foto cirka 1915, Før og nu, 3. årg. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Midt i 1800-tallet havde bystyret travlt med at give en del af hovedstadens gader nye navne. Af forklarlige årsager havde den lille plads ud til volden mellem Nørregade og Fiolstræde altid heddet Skidentorvet, men i 1842 ønskede beboerne inderligt, at det blev ændret til Nørretorv. Forholdene på stedet var der ikke gjort noget ved, men fint skulle det være, og året efter gled også Trompetergangen og Tugthusporten ud af vejviseren. De havde sammen med Lille Helliggejststræde i et par hundrede år udgjort forbindelsen mellem Amagertorv og Skindergade, og i 1881 blev navnet igen ændret til Niels Hemmingsens Gade. Hvem der i sin tid gav navn til Trompetergangen mellem Gråbrødretorv og Skindergade, melder historien ikke noget om, men om hans metier hersker der ikke megen tvivl, og Tugthusporten bar ligeledes sit navn med rette. For på hjørnet af Valkendorfsgade og Niels Hemmingsens Gade, der tidligere hed Store- og Lille Helliggejststræde, lå i 1600-tallet indgangen til Christian IVs kombinerede tugthus og håndværkerskole.

Forhistorien til Tugthusporten er den, at fromme munke helt tilbage i 1200-tallet på dette sted fik opført et såkaldt helligåndshus, hvor fattige og hjælpeløse kunne få tag over hovedet, og hvor syge kunne blive plejet, således som skriften tilsiger menneskene at handle. På den måde fik København sit første hospital, men endnu før Helligåndshuset stod færdigt, var der delte meninger om institutionen. For når de fattige ikke kunne betale, måtte andre jo til lommerne. Og trods protester blev byens borgere pålagt at betale afgifter af jord og fast ejendom til stiftelsen med det barmhjertige navn Domus sancti Spiritus. I de efterfølgende århundreder blev indtægterne forøget betragteligt, da det blev skik og brug, at folk, der havde råd til at bekymre sig om den slags, mod behørig betaling kunne tilkøbe sig et blidere møde med skærsilden. Pengene blev brugt på udvidelser, og i anden halvdel af 1400-tallet kom det oprindelige helligåndshus til at udgøre en fløj i et nyanlagt augustinerkloster med egen kirke. Noget langt liv fik klosteret imidlertid ikke, for ved reformationen i 1530erne blev det lukket sammen med byens øvrige klostre. Helligåndshuset fortsatte dog med at være hospital, blot med den forskel, at det i stedet for tiggermunke nu var såkaldte terminskarle, der i Guds navn blev sendt ud for at indsamle almisse til de uhelbredeligt syge. Den velskrivende biskop Peder Palladius aflagde på den tid visit i Helligåndshuset, og han kunne efterfølgende berette om patienter, hvis »næse, mund og øjne er ædt bort af pokker og værk og kræft, hvis arme og ben er rådnet op og endnu ligger og rådner af orme og maddiker og ikke står til at læge i deres livstid.« Man ser det for sig, og i 1607 tog Christian IV sagen i egen hånd. Helligåndshuset blev ryddet for syge og gamle, og i stedet blev der etableret tugthus og arbejdsanstalt i hele kvarteret omkring det tidligere hospital.

Allerede et par år tidligere havde kongen befalet byens statholder at indsamle alle de mænd og kvinder, »der løber omkring og ikke ved deres hænders arbejde vil fortjene deres føde.« Løsgængere, som levede af at tigge og på anden vis tilegne sig andre folks penge, var der rigeligt af i kongens by. Også flere, end der var plads til i det det gamle farveri i Farvergade, som var blevet indrettet til tugthus. De blev derfor flyttet til det tidligere hospital, hvor der desuden fandtes et væld af bygninger i området mellem Helligåndskirken og Gråbrødretorv. Bag lås og slå kunne selv den mest modvillige døgenigt lære et nyttigt håndværk, mente kongen, og produktionen i fængslet ville være en god indtægtskilde for nationen. Desværre var det vanskeligere end først antaget at motivere voksne kvinder og mænd til noget som helst, så efter nogle år var det helt overvejende de indbragte børn, kongen satte sin lid til. Af hensyn til sømmeligheden var drenge og piger og mænd og kvinder anbragt hver for sig i tugthuset, og så ville tilfældet, at munkenes tidligere hospitalsbygning blev omdannet til kvindehus med kaldenavnet horestuen. Men det havde nok også sin forklaring.

Efter kongens død blev Tugt- og Børnehuset flyttet til Christianshavn, og efter bybranden i 1728 stod kun den middel­alderlige munkestensbygning tilbage. I en periode var der bibliotek på stedet, og nu bruges Helligåndshuset mest til udsalg af antikvariske bøger.