Helle Thorning-Schmidt er bekymret. Ikke for tilværelsen i almindelighed – den har hun altid haft en særlig evne til at tage på sig og ryste af igen – men over udviklingen. Tiden.
Når Danmarks tidligere statsminister lader sit kosmopolitiske blik skue hen over det, hun kalder »det nye patriarkat«, er horisonten så grumset, at det udløser politisk og menneskelig smogalarm. Hun ser verdensmagten fordele sig i et nyt, tydeligt mønster, hvilende på skuldrene af mænd som USAs Donald Trump, Storbritanniens Boris Johnson og Brasiliens Jair Bolsonaro.