Helle for den grønne rollator

De unge kan komme med deres lyserøde utopier, opløfte deres blik med sort foragt for vores alder og holde os ude af deres vidtløftige drømme. Vi - der er samtidige med Grauballe-manden - kommer alligevel på torsdag, siger vor aldrende rock-anmelder i denne personlige hymne til ROSKILDE FESTIVALEN.

Tegning: Lars Andersen Fold sammen
Læs mere

Rollatoren var ikke opfundet, da jeg begyndte at komme på Roskilde Festivalen. Som titusinder andre var jeg dengang ung i mit pas og endnu yngre indeni. Huslægen så ingen anden udvej end at ordinere et sceneskift.

»Samfundet forstår dig ikke,« sagde han hovedrystende, »men det tror jeg, de gør på Roskilde, for de har plads til alle.«

Og så skrev han en recept på en billet til fire dages festival på Midtsjælland. Allerede på Roskilde Banegård kunne man helt fysisk mærke forståelsen for de nagende, vidtløftige drømme. Under åben himmel var der plads til den pirrende nysgerrighed og den utopiske forestilling om, at jeg i enhver henseende havde krav på frit valg på alle hylder.

Følelsen af ungdom og frihed var ubeskrivelig, da den første teltpløk blev trådt under fode. Og derfor var enhver anden festivalgænger over 25 år en gammel nar. De var der, oldingene, men hvad skulle de hér, hvad skulle de på en festival, som i sin essens, kogt ned i maggiterning-størrelse var (og er) én lang fejring af ungdommen. Af dens musik, dens forskellighed, af subgrupperinger og sammenhold.

Helt symbolsk forstod jeg slet, slet ikke, hvordan voksne mennesker med respekt for sig selv og deres partner kunne finde på at blive viet på Roskildes store Orange scene, bare fordi de år forinden havde mødt hinanden et sted på festivalområdet og beseglet deres fremtidige skæbne i en heavymetal-lejr på teltpladsen under en armygrøn, paraben-holdig plastdug på 1,1 x 1,75 m. Det gjorde man dengang. Hvor dybt kan man synke i sin jagt på at tækkes ungdommen og dens klippefaste tro på udødelighed, tænkte jeg mæt af lede og foragt.

Allerede dengang drømte jeg om, at C.V. Jørgensen skulle spille til min fremtidige kandidatfest, og at han og jeg sammen skulle synge mit yndlingsnummer, »Indian Summer«, foran alle dem, jeg elskede. Men derfra og til at blive gift i en international stank af dampende fadøls-pis med teltpløkskæve bryllupsgæster i gårsdagens kulørte underhylere, bløde hatte fra Tibet made in Thailand med en trestjernet salami-ånde neden for scenen i mudder til knæene, er der længere end fra Christianshavn til Føllenslev med offentlig transport. Det gik over min forstand. Og jeg vendte mit rystende ansigt deres vej i sammentrukne folder.

Sådan har jeg det ikke mere. Det er jeg blevet for gammel til. Nu bliver man ikke nødvendigvis klogere af alderdom. Men man finder om ikke andet ud af, hvilke grundpiller man står på. Hvorfra man står betragter - og muligvis tilmed deltager i - verden.

Jeg står på Roskilde Festivalen. Det lyder afgrundsdybt patetisk, er uden blusel blottet for det mindste gran af stolthed og skam, men det er sandt. Nogle finder identitet i frimærker, andre i at lægge til bunke. Roskilde er en af mine indgroede slagsider. Det er stadig helt fysisk. Og trængt op i en krog med en kniv for struben, pulsrytmen i det røde felt og så buksevædende bundangst som et debutband i minuttet, før de træder ind på netop Orange scene, vil det ikke undre mig, om jeg for at vinde tid og forvirre fjenden kunne finde på at citere de mest vulgære linjer fra Björn Afzelius og tilmed mene dem i relation til festivalen:

»Du är min ledstjärna och vän, du är min tro, mitt hopp, min kärlek/Du är mitt blod, och mina lungor, mina ögon, mina skuldror, mina händer och mitt hjärta/Friheten är ditt vackra namn, vänskapen är din stolta moder, rättvisan är din broder, friden är din syster, kampen är din fader framtiden ditt ansvar/Ja du är det finaste jag vet, du är det dyraste i världen.«

Nu ved vi i det mindste, hvor vi har hinanden.

I det perspektiv kan det næppe komme som den store overraskelse, at et af mine yndlingspladecovers er Bob Dylans »The Freewheelin Bob Dylan«, hvorpå han med et skævt smil, skuldrene trukket godt op under ørene og den helt rigtige dame under armen sjosker hen ad gaden i smat og sjap. Det er ikke bare romantik i verdensklasse, det er tifold større end en kongelig dåbstransmission, mere dyrebart end alverdens diamanter og nøglen til Bill Gates bankboks.

På billedet ligner Dylan en bums, flasher en uset dårlig tøjstil, vejret er ruskende koldt. Men det lyser ud af hans øjne og den måde, kvinden i hans liv holder om ham på: Lige dér har Bob Dylan alt det, der med et sværdslag kan gøre fattig til rig og rig til fattig. Kærlighed, så ren og uforbeholden kærlighed.

At Bob Dylan på mange måder er selve den lim, der binder de forskellige generationer, subkulturer og hele musikhistorien sammen på festivalen, gør sit væsentlige ekstra til en eller anden spirende og voldsomt forskruet tanke om måske en dag selv at gå ned igennem smatten i skidt vejr med den rigtige under armen og følelsen af ubeskrivelig rigdom i hjertet.

På alle tiders hitliste over de mest spillede numre af vind-, vejr- og sansepåvirkede unge på Roskildes campingplads ligger både »Knocking On Heavens Door« og »All Along the Watchtower« på top fem. Sådan var det i 70erne, i 80erne, 90erne, og sådan er det i 00erne - på trods af de til enhver tid fremherskende, musikalske bølger på scenerne fra folk forbi punk over new wave, heavy metal og britpop til electronica og, forstås, hiphop. Det er dog noget. Derfor er det ikke så underligt, at festivalens musikbookere siden starten i 1971 har ringet til Bob Dylan, når de ikke kan finde på noget andet. Ofte har han taget telefonen og løst entré til Roskilde, og når han ikke har gjort det, har bookerne ringet videre til andre, der lyder som onkel Bob fra Amerika.

Tænk engang at en mand på 66 år selv in absentia er kongen af ungdommens festival. Det gør mig så kæk og primitiv, at jeg får lyst til at citere et lille digt fra en sammenkrøllet serviet skrevet en tidlig formiddag i en teltlejr på Roskilde med guldøl i hånden og møgregn tarveligt snigende sig ind ad teltsyningerne. Det er fra min ungdom:

»Jeg har gummistøvler på, en pakke med regnfrakker i lommen og én udenpå/Glem alt om smat, tilkøbt image og sluk dit kuk-ur/Når det regner fire dage i streg, er Roskilde det eneste der dur.«

Nok ikke linjer man selv mod en klækkelig betaling skal stikke næsen op efter at få litterære ikoner som Peter Laugesen eller Klaus Rifbjerg til at tage i deres mund. Ikke i dag, ikke dengang. End ikke selv om dherrer måtte evne at fremtvinge en vis form for forståelse eller perifere tvangsfølelser af hovedrystende medlidenhed (hvem sagde dansklærersvigt?), hvis de kendte konteksten. Men det gør ikke længere noget, for jeg er blottet for skam og stolthed og står ved hvert et ord.

Sidste år tænkte jeg, at jeg skulle bæres ud fra festivalen i 2046, hvis den eksisterede til den tid. Ved nærmere eftertanke er jeg ikke længere i tvivl, det gør den. På trods af en fysisk fraværende Bob Dylan og et i øvrigt meget jævnt musikprogram blev de 75.000 billetter revet væk, selv om nutidens unge har fået endnu flere hylder at vælge frit fra. De kommer aldrig til at fortryde det. Det ved vi, de gamle idioter fra grauballe-generationen, som ankommer i så stort et tal, at ungdommens festival pga. pladsmangel har været nødt til at hæve den gratis søndagsadgang for folk over halvtreds med ti år.

Det er sgu da smukt.