Hella Joof: »Du må ikke tage en uddannelse for at have noget at falde tilbage på. Der er ikke noget værre end at falde tilbage«

Vi må aldrig have noget at falde tilbage på eller undlade at sige, hvad vi ønsker os, af frygt for, at drømmen ikke går i opfylde, mener Hella Joof. Livet har lært hende, at alting løser sig til sidst, at smerte bliver til ædelsten, og at man aldrig må gemme sig i flokken, der kaster med sten for selv at undgå knubs eller shitstorms.

Hella Joof fortæller om opvækst, frustrationer og frygt, som hun særligt har oplevet i sin rolle som mor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvilket barndomsminde står stærkest i din erindring?

»Åh, intet rigtigt. Måske en smuk, hammershøisk eftermiddag med støvpartikler i sollys hos min fætter og kusine i Skodsborg, hvor de gad lege prinsesse og konge og dronning, og vi havde en kiste fuld af klædudtøj. Måske engang på en musiklejrskole på Magleås Højskole, hvor jeg sang sopranoverstemmen, og nogen spillede guitar, og jeg blev forelsket for første gang i én, der hed Kim, med træsko og lædervest, og verden skælvede.«

Hvornår følte du dig voksen første gang?

»På Bakken som 12-årig med min stedfar og min lillesøster, hvor jeg normalt bare ville prøve rutsjebanen ti gange og have candyfloss og softice med krymmel. Nu havde jeg ikke lyst til at prøve nogen af forlystelserne, og jeg bemærkede, at de spillede »Love Hurts«. Jeg opdagede, at jeg ikke var et barn længere, og jeg havde kun lyst til at græde.«

»Du skal turde, at det ikke går, for så finder vi bare på noget andet,« siger Hella Joof. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen.

Hvilken betydning fik de oplevelser for dit senere liv?

»Jeg vidste, at magien fandtes, og at kærligheden er en revolution. Den største revolution oplevede jeg senere – og helt banalt – i kærligheden til mit barn. Den er jo så grænseoverskridende. I alle andre kærlighedsforhold er der altid en vej ud, men her står der ikke nogen kattelem eller bagdør åben. Og når smerten er størst med ens børn, må man bare iføre sig endnu mere kærlighed.

Som mor må du acceptere, at frustrationer, der egentlig er vendt mod andre, rammer dig. For børn ved, at moderen går ingen steder. Den form for kærlighed bliver ved med at udvide sig. Mødres kærlighedshud kan altid klare et stræk mere. Vi får endda strækmærker på hjertet.«

Hvad er den vigtigste sætning, du hørte som barn?

»Jeg har ofte fået at vide, at jeg ikke skulle skabe mig. Gøre mig til. Det har jeg også fået at vide som voksen. Det var især min mor, der sagde det.

Jeg blev født i 1962, og der lå det i tidsånden, at man ikke skulle have unødig opmærksomhed. Det var vigtigt at være stille og artig. Det var ikke, når man var uartig, man fik at vide, man ikke skulle komme for godt i gang. Det var, når man ville lave trylleteater, dansede eller sang. Jeg har aldrig sagt det samme til min datter.

Jeg anerkender slet ikke præmissen. Selvfølgelig skal børn være til at holde ud. Men hvis hun ville komme i strutskørt og vise en lille ballet under en middag, var det da bare skønt. Man møder desværre stadig holdningen indimellem i dag. »Nu har vi set dig.« I stedet for bare at danse med, når en voksen dame giver den med electric boogie på dansegulvet. Janteloven findes fortsat, fordi vi giver plads til den. Måske skal vi tie den ihjel.«

Hvad lærte livet dig i dine ungdomsår?

»At der ikke kommer nogen og siger 'Nåh, der er du, vi har ventet på dig'. Man er nødt til at opdage sig selv. At insistere på sig selv. Og at turde gå efter sine drømme med fare for, at alle griner ad én.

Det krævede også stor overvindelse for mig at insistere på den usikre vej som skuespiller, og jeg var lige ved ikke at gøre det. For jeg var ærekær og bange for at dumme mig. Det var meget sårbart at forfølge en drøm, for hvad nu hvis jeg sagde højt, hvad jeg ville, og det så ikke blev til noget?

Jeg var dygtig til latin og græsk, så jeg kunne jo også blive gymnasielærer. Jeg havde jo ikke gået på Bernadotteskolen eller Sankt Annæ – jeg var ikke derfra, hvor den kreative vej var den mest naturlige vej. Men heldigvis turde jeg tage til optagelsesprøve og sige, at jeg ville være skuespiller. Men jeg måtte bide mig i tungen og tvinge mig selv til at gøre det.«

Hella Joof har en lang karriere bag sig som blandt andet forfatter, skuespiller og filminstruktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen.

Opfordrede du din datter til at følge i dine fodspor?

»Ikke til at blive skuespiller decideret, men til altid at gå efter tampen, der brænder. Jeg troede, hun skulle synge eller måske på kunstakademiet, men hun blev altså skuespiller efter et par omveje. Gå derhen, hvor hjertet synger, har jeg sagt til hende. Det ville jeg sige til alle unge mennesker. Følg dit hjerte. Du må da ikke tage en uddannelse bare for at have noget at falde tilbage på. Der er ikke noget værre end at falde tilbage.

Du skal turde, at det ikke går, for så finder vi bare på noget andet. Da jeg kom ind på skuespillerskolen, fik jeg kortvarigt det der »godkendt«-stempel. Jeg havde stillet mig frem. Nogle havde set noget i mig – nu havde jeg fire år mere til at finde ud af, hvad »det« var. Men alene accepten gav mig følelsen af, at jeg nok skulle klare det.«

Var folkeskolen et fristed, et fængsel eller en øjenåbner?

»Et fængsel er nok en tilsnigelse. Men jeg var ikke god til at gå i skole. Jeg har jo nok en form for opmærksomhedsforstyrrelse, som ikke matcher godt med den danske folkeskole. Slet ikke i 1970erne.«

Er det blevet nemmere for dig med årene at blive rummet af Danmark?

»Alting har heldigvis udvidet sig, og alle må meget mere. Vi har generelt fået en større bevidsthed om, at når vi synes, andre fylder, så er det noget i os selv, en plads vi ikke tillader os selv at tage, det handler om. Vi ved godt, at når vi lader os provokere af en andens gøren og laden, så er vi selv medspillere i det drama; og når vi råber ad vores børn efter arbejde, handler det ofte ikke om dem, men om den pose stresslort, vi selv har slæbt med hjem.«

Hvornår har du følt dig mest afmægtig?

»På Rigshospitalet. Da min datter lå og blev opereret for blindtarmsbetændelse på 14. sal, mens min eksmand og hans nye kone fødte på 15. sal – måske var det omvendt, og jeg havde premiere dagen efter. Min mor holdt heldigvis min hånd. Og alt endte godt. Jeg kan stadig have en lille snak med min mor nu, selvom hun er død. Og så har jeg en mand, der er så god mod mig, når jeg er afmægtig.

Min mand bliver ikke skræmt, når jeg viser svaghed, for han ved, at jeg er stærk. Når sluserne er åbne, og vandet fosser ud, så tillader han det og holder om mig, indtil molekylerne samler sig, og jeg bliver mig selv igen. Og jeg har et par gode venner, der lader mig græde, til jeg får næseblod. Det betyder meget for mig.

Når jeg er ulykkelig, føler jeg mig som det udsatte dyr på savannen. Det er ikke en rar følelse. Men den findes og må være der. Man skal tillade svagheden, men ikke svælge i den. Jeg har aldrig forstået dem, der dyrker svaghed som styrke. Jeg har det bedst med at være én, der godt kan klare det hele selv. Men det kan jeg ikke.«

»Heldigvis turde jeg at tage til optagelsesprøve, og sige, at jeg ville være skuespiller. Men jeg måtte bide mig i tungen og tvinge mig selv til at gøre det,« fortæller Hella Joof. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Hvilken livslektie vender du oftest tilbage til?

»At jeg overlever. Helt bulet og skrammet og forslået. Men de får ikke skovlen under mig, de sataner! Den holder jeg fast i, også gennem diverse shitstorme. 'Den er god med jer, der kun er modige i flok!'. Jeg vil hellere være hende, der tør stå alene, end at være én i den flok, der sammen står og kaster sten.

Hvem er de egentlig, de der trolde, der sidder og føler sig gode og rene bag en computerskærm? For det er jo ikke bare dem, der kalder mig en abekat, der er de værste. Det er snarere dem med det fine sprog og ledsagende »bræk smileys«. De er langt værre, for de har en videregående uddannelse og burde vide bedre. Det er alle de pæne mennesker, der kan lide en »rask debat«, som jeg har det stramt med. Skulle vi ikke bare tale ordentlig til hinanden? Så ville langt flere turde deltage i selvsamme debat.«

Hvad har vist sig at være den mest lykkebringende omstændighed i dit liv?

»At jeg blev født. Af en enlig mor, som valgte ikke at få en abort, selvom det var en mulighed, jeg nok selv ville have valgt i hendes situation.«

Hvor henter du fortrøstning på dage med mismod?

»Jeg tager et karbad og taler med Gud. Og så finder jeg tilbage til, at alt, hvad der sker mig, er noget, der udvider mit bevidsthedsniveau. Og at al smerte forvandles til ædelsten. Jeg har snart til en flot tiara.«

Hvilken livslære vil du gerne give videre til den kommende generation?

»I skal ikke være bange. Alt ender godt. Verden er meget større, end I tror.«