Hele byen er en teaterscene

Scene: Small metal objectsAustralske Back to Back Theatre eksperimenterer med teater midt i storbyens menneskevrimmel.

Foto:n/a Fold sammen
Læs mere

Op i tilskuerstativet, rejst til lejligheden på den forblæste Rådhusplads. På med høretelefonerne. Og straks man sidder der, folder hele storbyen sig ud som en fantastisk, kalejdoskopisk perpetuum mobile, der sender kaskader af menneskekroppe i alskens størrelser, faconer og farver hen over den store plads. Allerede da den indledende musik sætter i gang, ser man pludselig mylderet på en helt anden måde. Som var de mange forbipasserende statister i en film, hvor de har deres helt egen rolle at spille, deres egen historie at fortælle. Vi ser konturerne af alle de menneskeskæbner, vi ellers ikke lægger mærke til. Det er i denne fantastiske, spillevende indfatning storbyen og dens myriader af fortællinger handlingen i »small metal objects« udspiller sig. For pludselig begynder en enkel dialog mellem to venner at banke på i høretelefonerne. En intim samtale mellem en usikker, kærlighedssyg ung, mentalt handicappet mand og hans lidt mere verdenserfarne ven og beskytter, der tager sig af ham. Replikskiftet er helt tæt på, men hvor befinder de talende sig på den store plads? Find Holger, med andre ord. Lidt efter lidt dukker de frem som to små talende figurer på den anden side af torvet midt mellem pølsevogne og kaffeskure, gensynskram og afskedsknus, flaksende duer, dalrende turister og stressede københavnere i fuldt firspring. Gary og Steve en velvoksen fyr med dårlige knæ (spillet af en kvinde) og hans tro væbner.

Hverdagshelte
Australske Back to Back Theatre er etableret af skuespillere, der er mentalt handicappede, og det er dem, der er hverdagsheltene. For snart udfolder en kriminalistisk intrige sig, når mobiltelefonen ringer og en mand, der tydeligvis er ude i et eller andet ulovligt ærinde, kalder op for at lave en aftale med Gary om at hente noget junk i en boks på Rådhuset. Kontrasten mellem den velartikulerede fløjlsstemme og den fåmælte Garys ordknappe »Yeah!« er stor. Og det er denne kløft mellem de udsatte og de ufølsomme, nålestribede udbyttere (en advokat med speciale i ejendomshandel og en erhvervspsykolog!), der snart dukker op på pladsen for ved trusler, løfter og pengenes evige smøremiddel at forsøge at overtale de to venner til at makke ret og hjælpe dem i deres kyniske ærinde, som er omdrejningspunktet for det ellers så afdæmpede spil. »Small metal objects« bliver ligefrem en slags outsidernes pièce de resistance, et modstandsstykke, hvor de gode og marginaliserede sejrer til sidst, fordi venskabet og loyaliteten er større end de fristelser, de mere og mere frustrerede udbyttere kan finde på. De mindre kloge narrer de kloge. Og den gode Steve med stritørerne og den åbentstående hængemule står fast, hvor han står. Endda i en sådan grad, at Strøgets børnelokomotiv må slå en skarp kurve rundt om skuespilleren, naglet til Rådhuspladsen som han er! Og så forsvinder skæbnerne ud af synsfeltet. Historien kan fortsætte andetsteds.

Men det er »small metal objects« enestående fortælleramme, der gør spillet til den oplevelse, den er. Med tilskueren som voyeur til et af de mange hverdagsdramaer, der udspiller sig hver dag, hele tiden i metropolens vrimmel og med de forbipasserende som pirrende uvidende om, hvad de pludselig er blevet en del af. Vi observerer i tryg afstand og så alligevel ikke. Selv er vi lige så udsatte, som vi sidder der som umælende snigspejdere midt i Københavns travleste trafikåre. Hvem betragter i virkeligheden hvem?