Heldigvis tæmmer vi dyret

Vi skal ikke kradse meget i civilisationens lak, før menneskedyret viser sig, med blottede hjørnetænder og aggressivitet i spandevis, mener klummeskribenten. Fold sammen
Læs mere

Man skal ikke kradse meget i civilisationens fernis, før den bliver så gennemsigtig, at dyret kommer til syne nedenunder. Det er altid fascinerende, men kan også være frastødende – sikkert fordi der sker en eller anden kompleks psykologisk spejling, når man ser andre mennesker opføre sig på en måde, som vi i udgangspunktet er socialiseret til at fravælge.

Jeg oplevede det forleden i mit træningscenter. Jeg trænede ved siden af et kærestepar, da en anden mand pludselig manifesterede sig som et lyn fra klar himmel med den der speedede aggressive energi, som kan være svær at forstå, når man ikke selv har tendens til at være voldelig. En energi, som får ham til at ligne et dyr – en abe der blotter sin hjørnetænder, en gorilla, der hopper rundt i en halvcirkel og slår sig selv på brystet. Mennesker bliver så grimme, når de nærmer sig volden. Det er ironisk nok helt omvendt proportionalt med, hvor seje og dominerende stærke de sikkert føler sig.

Han præsenterede en eller anden provokationskliché a la »vil du noget, hva’? Vil du noget?« til den temmelig overraskede mandlige halvdel af parret, som forsøgte at finde ud af, hvad der havde udløst dyret i den anden mand. Så vidt jeg forstod, var det en ligegyldig ting, som fra et normalt socialiseret menneske ville have afstedkommet kommentaren »hey, er du egentlig færdig med at bruge den maskine derovre, for så ville det være fedt, hvis du lige fjernede dine ting så andre kan bruge den«. Men her stod vi over for en mangelfuldt socialiseret mand med et noget smallere råderum. Og jeg er med på, at mennesket for så vidt er et dyr, men vi er et dyr, som gennemgår en meget lang og gennem­gribende socialisering ind i flokken. Vi lærer langsomt og grundigt at agere over for andre, fordi den slags udvikler en social kapital, der gør os levedygtige i højere grad end rå muskelkraft, fordi vi lever i en fascinerende kompleks samfundsstruktur, som ikke findes magen til andre steder i dyreriget. Vi tæmmer dyret, fordi vi har brug for hinanden og for samfundet.

Heldigvis forblev den anden mand beundringsværdigt uprovokeret. Han var stor og stærk, men ud over at se ud til at være fysisk overlegen, så var han mentalt, socialt overlegen. Succesfuldt socialiseret ind i menneskefællesskaber og civilisation, hvor kampe ikke vindes gennem fysisk styrke (medmindre de udfolder sig i sportens befriende vindue for fysisk kappestrid), men gennem kulturen – hvilket i det pågældende tilfælde betyder, at personalet kontaktes og træningscenteret derefter giver den aggressive en reprimande og overvejer hans fortsatte medlemsskab. For sådan har det her komplekse menneskedyr arrangeret sig: i en civilisation, hvor det ikke er den fysisk stærke og aggressive der dominerer, men den socialt kompetente. Og det blev jeg så glad for lige den dag, hvor dyret kiggede frem fra sit skjul, men mennesket afviste dets provokation.