Heldige jer i den der Tesla

Forfatter Susanne Staun. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jørgen Asmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Min meget ældre bror er et biologisk fænomen. Han var nemlig 115 år, da han blev født, og gik i uplettet skjorte og strikvest fra han var fire. Da hans venner demonstrerede mod Verdensbanken, sad han i en lygtepæl med et skilt, hvorpå der stod VERDENSBANKEN ER GOD. Han havde helt andre, ældre planer med verden, og hans omgivelser spærrede derfor øjnene op, da han en dag proklamerede ønsket om at danse moderne.

Da han til overflod ledsagede sit ønske med noget gestik af gammelægyptisk oprindelse, forstod vi sarkasmen. Det syrlige prædikat, som denne gamle sjæl klistrede på alt, han ikke brød sig om, var stedse: »Meget moderne«.

Men sådan fungerer ordet moderne sædvanligvis ikke. For eksempel skal Moderniseringsstyrelsens inkorporering af moderne signalere, at der her tages moderne hånd om gammelt skidt. At det så ikke helt lykkes, er ikke modernes skyld; moderne plejer at virke.

Moderne er et plusord. Nye ting og tiltag, uanset om de virker efter hensigten og i øvrigt er gode for planeten, roses med ordet moderne. I modsætning til gammeldags. Puha!

Ro, renlighed og tryghed er udtryk for en forældet opfattelse af, hvad der er godt for børn, mens dette salomonisk at skære dem midt over og derefter føre krig hen over deres hoveder er moderne.

Den Sorte Skole er i særklasse forældet og stempler sine fortalere som næsten skimlede. Selvom ophavsmændene til reformpædagogikken for længst er brudt sammen og har tilstået, at de tog fejl, og fremlagt deres undskyldninger for hele generationer af analfabetiske børn, så nytter det ikke, thi Den Sorte Skole er så velinstalleret i den offentlige bevidsthed som så forældet, at den kunne være omdrejningspunktet for en gyser: Forældet ondskab i koncentrationslejrklasse kører hen over lærredet og ryster dig i din grundvold.

Man ser en elev blive krænket med lineal over fingrene og tvunget til at sidde stille, mens en anden udsættes for psykisk vold med stærke tyske verber i hele klassens påhør. I en næsten uudholdelig midtersekvens hører man elever terpe. Terpe! De terper remser. Remser! I sandhed et grufuldt gensyn med en hæslig fortid, og begge ord er da også næsten forsvundet ud af sproget. Terpe er et efternavn, og man remser ikke engang op længere, man oplister, og det betyder noget helt andet.

At terpe remser er så muggent, at jeg begår min remseterpen i dybeste hemmelighed. Sig det ikke til nogen: Som ren hukommelsestræning lærer jeg sonetter udenad, for derefter bevidstløst at aflire dem. Ellers ville jeg nemlig ikke kunne huske, hvad jeg lavede i går. Jeg skammer mig (lige om lidt).

I går fik jeg historien om en far, der bedriver psykisk vold på sit barn ved at få ham til at terpe matematik. Jeg havde ikke modet til forsigtigt at foreslå, at det faktisk var meget praktisk at kunne de tabeller.

Nope. Ikke om jeg vil udsætte mig selv for beskyldningen om at køre i hestevogn, når de andre kører i Tesla.