Heavyhyggende Metallica

Super-heavyrockerne Metallica giver i morgen koncert i Århus. Berlingske Tidende tog forleden temperaturen på Metallica ved en koncert i Oslo og efter den oplevelse efterlyser vor reporter efterlyser enkelt mere glød.

James Herfield giver den i tilbagelænet attitude på scenen i Oslo. <br>Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

OSLO: - »Vi har meget respekt for jer. Og vi håber at få jeres kærlighed tilbage i form af larm,« beder Metallicas sanger, James Hetfield, med hyggeonkelsmil og langt bedstefarskæg, oppe fra scenen.

Metallica-koncerten på Oslos gamle skøjteanlæg Valle Hovin er i gang, og der bliver leveret larm fra både Metallica, der fejrede bandsølvbryllup i fjor, og fra de 40.000 engagerede fans, hvoraf de mest ihærdige har boet i to døgn foran skøjteanlæggets hovedindgang, for at komme tættest på idolerne, når det endelig gik løs.

Og rundt om anlægget er sortbørsbilletterne oppe i over en tredobling af den pålydende værdi på 600 norske kroner. Tidligere pååret blev billetterne revet væk på blot et par timer, for hård rock er særdeles populært heroppe og Metallica er stadigvæk blandt de allerstørste i genren.

To generationer
Metallicas tilstedeværelse på Valle Hovin skyldes dog ikke promoveringen af et nyt album, men såmænd bare, at bandet har taget en længe planlagt pause fra arbejdet med den nye plade. »Sick of the Studio 2007«-sloganet pryder humoristisk fansenes nyindkøbte tourshirts, og Metallica excesserer tungt og lystigt rundt i det gamle albumkatalog fra 80erne, suppleret med enkelte sange fra 90erne.

Der er slet ingen numre fra det seneste album »St. Anger« (2003), endsige en lille smagsprøve på det kommende album at finde i aftenens sætliste, hvilket dog ikke udgør noget problem for det fortrinsvis 20-30 årige publikum eller de fire midt-fyrreårige bandmedlemmer.

Man heavyhygger sig. Metallica tærsker af sted med hurtige og pågående sange som »Battery« og »Disposable Heroes«, mens der tones ned i stemningsfulde balladeslagere som »Fade To Black« og »Welcome Home (Sanatarium)«, og publikum indlever sig med skrål, skål og hænderne samlet i rituelle djævlehorn vendt mod bandet og den overskyede aftenhimmel.

Mindre glødende
Metallica er hørt langt mere glødende, intens og fokuserede end på denne aften, men publikum tager alligevel bandet ufiltreret til sig. I ekstranumrene trækkes der på hitparaden fra mega-albummet »Black Album«, og der fællessynges frem mod den uundgåelige koncertslutning, som afrundes lige der, hvor Metallica startede med to numre fra debutalbummet »Kill Em All« (1983), hvor farten og tyngden er på sit højeste.

Efter godt to timer og 20 minutter kan bandet takke af, og bandets danske medlem, Lars Ulrich, lover det norske broderpublikum at komme tilbage med »en ny Metallica-turné og LP, næste år« (ja, han sagde sgu»LP«, den gamle rockfan!).

Nordmændene forstår til fulde den dansk talende Ulrich og responderer forventningsfuldt, mens de bevæger sig ud af skøjteanlægget og videre til afterparty og koncertevaluering i Oslos natteliv.

Tilbage til studiet
Og »Sick of the Studio« eller ej, så venter den videre LP-indspilning for Lars Ulrich og co. i selskab med superproduceren Rick Rubin (AC/DC; Johnny Cash, Beastie Boys m.m.fl.). Måske den sværeste i bandets karriere, for på tværs af de rutinebaserede old school adspredelser på skøjtebanen, må man spørge sig: Er der mere nyt, innovativt og energimæssigt i bandet, der redefinerede metalgenren i 80erne, blev de største og holdt den gående i de omskiftelige 90ere, men som medstendels har sumpet rundt i internt navlepilleri, nostalgiturneren og ustruktureret vredesfrustration i dette årtusinde?

Sat på spidsen, så skylder et band, der har haft næsten evig fan-respekt, men som også har brugt 40.000 dollars om måneden i en årrække på en såkaldt performance coach, for overhovedet at kunne kommunikere og fungere sammen, deres publikum at lave verdens bedste Metallica-plade.

Mindre kan knap gøre det, og i begyndelsen af næste år ved vi, om Metallica stadigvæk er Metallica eller om der slet og ret er gået for meget old school koncert- hygge, fredsommeligt familieliv, solbadning ved Mexicos kyst og millionærdekadent selvfedme i den.

Sorry, Lars og band, men spørgsmålet trænger sig altså alvorligt på, og gjorde det også midt i al den fordragelige heavyhygge, tirsdag aften i Oslo.

Metallica giver koncert på Vestervang, Århus fredag aften den 13. juli.