HBO afslører stor ændring i Game of Thrones

Den kommende syvende sæson af successerien vil bestå af syv afsnit i stedet for 10. Samtidig rykkes premieredatoen nogle måneder.

Foto: HBO.
Læs mere
Fold sammen

Tallet syv kommer til at få en vigtig betydning i den kommende sæson af den uhyre populære serie "Game of Thrones".

Der er syv kongeriger, syv planlagte bøger af forfatteren George R.R. Martin og nu vil den kommende syvende sæson af successerien kun bestå af syv afsnit modsat de forrige seks sæsoner, der hver indeholdt 10 episoder.

Det skriver det britiske medie CNN.

Samtidig bekræfter HBO, der sender serien, at premieredatoen vil blive flyttet et par måneder fra foråret til sommeren 2017 i stedet.

»Nu, hvor vinteren har ramt universet i "Game of Thrones", har seriens skabere, David Benioff og D.B. Weiss, følt, at plottet i den kommende sæson vil fungere bedre med en produktion, der starter senere, når vejret skifter,« fortæller tv-kanalens programdirektør, Casey Bloys.

Den syvende sæson skal indspilles i Spanien, Nordirland og Island, og de første optagelser går allerede i gang senere denne sommer.

I sjette sæsons sidste afsnit dukkede ingen ringere end "Klovn"-komikeren Frank Hvam op i en overraskende rolle, og om han gentager den, er der endnu ingen oplysninger om.

"Game of Thrones" har Nikolaj Coster-Waldau i en af hovedrollerne, og også danske favoritter som Pilou Asbæk, Birgitte Hjort Sørensen og Dar Salim har været på kultseriens omfattende rolleliste.

/ritzau/FOKUS