Havfruen er landet

København har fået en ny havfrue. Takket være private midler er Anne Marie Carl Nielsens havfrue fra 1921 blevet opstillet ved Den Sorte Diamant.

Foto: Niels Meilvang.
Læs mere
Fold sammen

Måske gisper hun efter vejret efter lige at være kommet op på land. Måske har billedhuggeren fastholdt netop det erkendelsens øjeblik, da det går op for havfruen, at der ingen vej er tilbage.

Anne Marie Carl Nielsen har gjort sin havfrue til en ganske unge pige og givet hende et udtryk, hvor forbløffelse og fortvivlelse blander sig, og man gispende erkender sin skæbne.

København har fået en ny havfrue. Den er opstillet ved Det Kongelige Biblioteks tilbygning et par stenkast fra det billedhuggerværksted på Frederiksholms Kanal (gaden, ikke vandet), hvor den blev til, da Anne Marie Carl Nielsen i 1921 skabte den.

Placeringen giver mening. Denne del af Københavns Havn blev i gamle dage kaldt for Havfruegrunden, fordi man mente, at forekomsten af havfruer ved indsejlingen til Tøjhushavnen var særlig hyppig, og inde i nationalbiblioteket opbevares Carl Nielsens noder og breve samt mange af H.C. Andersens originalmanuskripter. Dog ikke det om den lille havfrue, der blev stjålet fra Carl Nielsen-museet i Odense i 1980erne.

Det vil være for meget at sige, at Anne Marie Carl Nielsens havfrue var helt og aldeles glemt, for den indgår i Statens Museum for Kunsts samlinger, og den har fra tid til anden været vist og kommer i morgen atter frem i salene på nationalgalleriet efter at have gennemgået en forskønnelseskur. Men under sit arbejde med den store komponists breve blev Carl Nielsen-forskeren, John Fellow, opmærksom på skulpturen, og efter tilladelse fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Legat er der nu blevet støbt en kopi. Så begejstret var Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Legat, der administrerer de to kunstneres rettigheder, at det også betalte den henved halve million kroner, skulpturen og opstillingen af den har kostet.

Fortvivlelse og frygt
Anne Marie Carl Nielsen var færdiguddannet som billedhugger, da hun på sin anden store udlandsrejse i Paris mødte Carl Nielsen, som hun giftede sig med i Firenze i 1891.

Anne Marie Carl Nielsen (1863-1945) blev en af sin tids betydelige billedhuggere. Blandt hendes mest kendte værker er rytterstatuen af Christian IX på Christiansborgs ridebane og monumentet for Carl Nielsen, der er opstillet på Grønningen i København.

Hendes havfrue har ikke den facile karakter, der kan kendetegne Edvard Eriksens otte år ældre skulptur. Det er et værk, der fortæller om fortvivlelse og frygt og har en anderledes, nærmest fremmedartet karakter af kunst.

I sit rette element?
Søren Kierkegaards Plads i København er en regulær katastrofe – og det bedste, man kunne gøre, ville være at udlægge den vindforblæste plads, hvor kun få mennesker på særligt varme sommerdage opholder sig på trapperne ned mod vandet, til parkeringsplads. I forvejen rummer pladsen, der er en hovedstadens største, men til gengæld mindst befærdede, en glimrende, men fejlplaceret skulptur af Elisabeth Toubro, der er anbragt i et hjørne ved stoppestedet for vandbussen, så den kolliderer med skilte og papirkurve og andet byinventar.

Og nu er pladsen så blevet beriget med endnu et kunstværk i form af Anne Marie Carl Nielsens undseelige kvindeskikkelse.

En placering i det store vandbassin, der udgør en slags afgrænsning af den mennesketomme plads i forhold til området foran indgangen til bygningen, kunne have været en mulighed – men derved ville man miste den del af historien om, at den lille havfrue netop er kommet op på land og pludselig befinder sig mellem to verdener, mellem sit rette element og det fremmede, mellem menneske og væsen og mellem barn og voksen.


"Havfrue", som værket hedder bliver læsset af foran det Kongelige Bibliotek.


Damen er ikke tungere, end at to mandfolk kan bære den på plads.


Havfruen er på plads med ryggen til havneforløbet.