»Hassan Preisler virker mere interesseret i mediestuntet end forestillingen«

Det Kongelige Teater har besluttet ikke at opsætte »De Sataniske Vers« som forestilling, og det har fået idémanden bag opsætningen, Hassan Preisler, til at kalde beslutningen et udtryk for frygt. Men teaterchef for Mungo Park, Martin Lyngbo, forstår fuldt ud Det Kongelige Teater og kalder Preislers måde at håndtere situationen på klodset.

Arkivfoto: Teaterdirektør Martin Lyngbo, Mungo Park. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Efter længere tids overvejelser har Det Kongelige Teater besluttet ikke at opsætte den britiske forfatter Salman Rushdies kontroversielle roman »De Sataniske Vers« som teaterstykke.

Til Radio24syv forklarer skuespilchef Morten Kirkskov beslutningen med, at teatret har »et par andre romanprojekter, som vi prioriterer højere« - og netop den forklaring er ifølge den danske dramatiker Hassan Preisler, som stod bag idéen, en »røv og nøgler-argumentation«. Han mener, at Nationalscenens beslutning er et udtryk for frygt.

Det er teaterdirektør for Mungo Park, Martin Lyngbo, dog ikke enig i. Når man som teaterchef skal beslutte, hvilke forestillinger man skal iscenesætte, er der nemlig mange parametre, der spiller ind:

»Der findes virkelig mange gode bøger, men man vurderer ikke bare en bog, man vurderer et samlet projekt, inklusive dem, der står som ophavsmand. Man vurderer også den synopsis, som jeg må antage, Hassan Preisler har skrevet om, hvordan han vil sætte det op som teaterstykke,« siger han.

I en sådan proces skal Det Kongelige Teater angiveligt også tage stilling til, om der er basis for et godt samarbejde med idémanden bag stykket. Og det har der ikke været, hvis man ser på mandagens polemik, mener Martin Lyngbo.

»Når manden skaber et mediestunt ud af et banalt afslag, viser det, at der ikke har været tillid mellem parterne. Det forklarer netop, hvorfor han ikke skal lave den forestilling. Jeg siger også ofte nej tak, og hvis det skulle skabe en medieskandale hver eneste gang, så kunne jeg jo ikke lave andet,« siger han og tilføjer:

»Jeg synes, at der er lidt klods-Hassan i den måde, som Preisler behandler sit afslag«

Hvis nu vi antager, at du blev præsenteret for et godt oplæg, der levede op til de nævnte parametre, kunne du så forestille dig at sætte »De Sataniske Vers« op?

»Ja, men det skulle givetvis være med en anden end Hassan Preisler. Det virker som om, at han er mere interesseret i mediestuntet end selve forestillingen.«

Hvilke sikkerhedsmæssige overvejelser ville du gøre dig, hvis du skulle sætte stykket op?

»Sikkerhed er ikke en faktor. Jeg er ikke ekspert i sikkerhed, men det er der myndigheder, der er. Derfor taler vi med dem, hvis der er noget, som man kan være bekymret over. Længere er den ikke.«

Berlingske har forsøgt at få en opfølgende kommentar fra Hassan Preisler.