Hassan på tinge

Foto: Søren Bidstrup. Søren Kassebeer, litteraturredaktør på Berlingske.
Læs mere
Fold sammen

Den kun 19 år gamle stjernedigter Yahya Hassan meddelte i denne uge, at han stiller op til folketingsvalget for det nystiftede Nationalpartiet. Det kan jeg ikke have noget imod.

Det vil være så forfriskende med et folketingsmedlem, der i givet fald og på så mange måder vil skille sig radikalt ud fra folketingsmedlemmer, som de er flest.

Yahya Hassan er jo ikke bare digter, hvilket i sig selv er opsigtsvækkende i parlamentarisk sammenhæng, men også en ekstraordinært synlig én af slagsen og han ejer et usædvanligt talent for at performe. Kan han finde sig til rette i det politiske, kan det komme til at slå gnister. På den fede måde.

At den unge mand overhovedet vil ind i politik, giver på sin vis også god mening. Siden udgivelsen i 2013 af hans hidtil eneste bog, danmarkshistoriens bedst sælgende digtsamling, »Yahya Hassan«, er poeten blevet stadigt mere politiker. En mand med mange meninger.

Noget andet er så, at man kan undre sig over, at en så talentfuld kunstner, der jo ikke har svært ved at komme til orde på diverse platforme, overhovedet satser på en politisk karriere.

Hvis Yahya Hassan bliver valgt ind, vil han ikke kun - som netop afdøde Klaus Rifbjerg og talrige andre samfundsdebatterende- og engagerede danske digtere og forfattere i fortid og nutid - skulle stå på mål for sine egne holdninger. Han vil også være nødt til at opgive forfatterens/digterens klassiske position som uafhængig skribent og meningsdanner. Han vil blive en del af systemet. Hvad enten han vil det eller ej.

Om han kan holde dét ud, får vi at se. Får han chancen, vil det, uanset hvad, være historisk. I skrivende stund kan jeg ikke komme på andre talentfulde danske digtere, der har haft deres regelmæssige gang på Christiansborg. (Bortset lige fra Grundtvig, der var medlem af Rigsdagen og i øvrigt ikke af den grund blev forhindret i skrive det mest omfangsrige forfatterskab i dansk litteraturhistorie.)

Yahya Hassan vil være noget nyt på Christiansborg, også og ikke mindst rent sprogligt. Han er retorisk stærkt begavet, og det er som bekendt ikke en egenskab, der normalt tynger danske parlamentarikere. Han er anderledes.

Om digteren Yahya Hassan så også vil kunne overleve en politisk karriere, er et åbent spørgsmål. Hans image skal nok kunne tåle det, men kan han passe skriveriet ved siden af? Har han energien? Og lysten?

For dansk litteraturs skyld må man håbe, at svaret er ja. Det hele er gået så hurtigt med ham Yahya Hassan, han var en eksplosion af sproglig kraft, der pludselig bare var der, og dansk digtning blev aldrig helt det samme igen, og det vil være ærgerligt, hvis det hele slutter, før det knap er begyndt.

Sker det, vil det engagement, der var en væsentlig drivkraft bag »Yahya Hassan«, paradoksalt nok også ende med at stå som det, der førte poeten væk fra poesien og ind i politikken. Måske forfriskende for sidstnævnte. Men trist, hvis det er den, der får det sidste ord.