Hassan, Holst og al hurlumhejet

Festlig, folkelig og fornøjelig. BogForum er et i bund og grund trygt sted. På den gode måde. I år fik den et ekstra skud adrenalin.

Yahya Hassan fik de besøgende på BogForum til at huje og klappe i begejstring, da han læste op af sine digte. Noget helt nyt var på færde, og ingenting var på grund af ham helt, som man var vant til. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LITTERATURREDAKTØR

En scene fra årets BogForum: Vinderen af debutantprisen, Yahya Hassan, står på Spotscenen og reciterer et langdigt fra sin foreløbigt første bog, digtsamlingen »Yahya Hassan.«

»DEN ENE DAG/JEG ER EN SUND OG VELINTEGRERET DIGTER/MIG JEG SKRIVER MAIL TIL LARS SKINNEBACH/TIL PABLO LLAMBIAS TIL SIMON PASTERNAK/DEN NÆSTE JEG ER SIGTET FOR BILTYVERI/OG GADERØVERI OG INDBRUD/MIG JEG ER TIL AFHØRING TIL KRIMINALFORSORG/TIL MISBRUGSCENTER FOR RETTEN/TIL FÆNGSEL TIL PSYKIATER TIL PSYKOLOG/OG TIL KOMMUNE IGEN ...«

Og så videre og så videre. Det er intenst, messende, insisterende, rytmisk, helt vildt anderledes end noget andet på denne her bogmesse, og der er sort af mennesker, gode, borgerligt udseende, bogelskende mennesker som mig selv, og vi klapper og hujer ad den 18-årige og hans tekster om sig selv som kriminel og langt ude og spirende digterstjerne, og den er virkelig syret, denne modsætning mellem vores pænhed og hans provokationer, mellem vores veltilpassethed og hans vrede. Der er noget på færde, som vi ikke er forvænt med, hverken på BogForum eller på andre litteraturfestivaler. Der er en farlighed, som vi får lige i synet, og så kan vi tage det eller lade være. Der er et før og et efter Yahya Hassan. På grund af ham var BogForum i år ikke helt, som man var vant til.

Og ellers? Ellers lignede weekendens BogForum sig selv. Festlig, folkelig og fornøjelig. Og temmelig forudsigelig. Hvilket kan lyde som en kritik, men ikke er ment sådan. BogForum er et i bund og grund trygt sted. På den gode måde.

BogForum er et sted, hvor læserne kommer for at møde forfatterne, og hvor forfatterne møder deres læsere, og hvor forfatternes forlag forsøger – så vidt muligt – at få afsat nogle flere bøger, og nogle gange til nedsat pris. Det er et sted, hvor langt de fleste taler dansk, for de fleste gæstende forfattere er danskere, og hvis de ikke er danskere, er de for det meste fra nabolandene, så sprogbarrierer er der næsten ingen af. Det er et sted, hvor man som dansk læsere kan være temmelig sikker på at møde sine danske yndlingsfiktionsforfattere, gode navne som Hanne-Vibeke Holst, Ida Jessen og Ib Michael, og man kan også møde ikke-skønlitterære forfattere, og man kan møde andre kendte danskere, i det omfang de i det forgangne år har været involveret i noget med bøger.

Forudsigeligt? Ja. Ikke særlig internationalt orienteret? Nej. Men det skal jeg som antydet være den sidste til at ironisere over. Jeg kan simpelthen ikke se noget galt i, at læsere over tre dage får mulighed for at være tæt på dem, der skriver deres bøger på deres sprog. Man kan vælge at kalde det indskrænket nationalisme, at det danske fylder så meget, men det vil være at ramme meget ved siden af, synes jeg. At dyrke det nære er ikke pr. definition det samme som at afvise det fremmede. Man kan synes, at BogForum skulle prøve at være noget andet, end det er med mange flere udenlandske navne og nogle flere debatter om litteraturen og dens væsen og dens rolle i verden, men det behøver BogForum ikke at være, tænker jeg. BogForum er på sin egen spraglede måde en fest for bogen og det danske sprog og jo vel at mærke en fest, som rigtig mange stadig gerne vil være med til. I år kom der 27.682. Det er lidt færre end sidste års 29.389. Men BogForum er stadig en succes. Og som de siger på engelsk: If it ain’t broke, don’t fix it.Selv ser jeg altid frem til det mere eksklusive Louisiana Literature, der foregår i ulige meget smukkere rammer end det logistisk velfungerende Bella Center. Jeg synes også, at festivalen CPH:LITT med dens internationale og intellektuelle profil er en gevinst for litteraturen og læserne.

BogForum er bare noget andet. Noget mere folkeligt. Hvis al hurlumhejet så også kan føre til – og det kan det nok – at der bliver solgt flere af de bøger, som forfatterne og forlagene skal tjene penge på, så er det bare endnu bedre, tænker jeg, ikke bare for dem, men også for alle os andre. Bøger er – ud over at være alt muligt andet – forretning. Jo bedre, den forretning kører, jo flere og bedre bøger kan der udgives. Det er meget simpelt.

Så tak til BogForum for endnu en fest. Og en særlig tak til Yahya Hassan, der gav festen et ekstra skud adrenalin. Vi ses til næste år.