Forfatteren J.K. Rowling kritiserer den nyudnævnte kvinde- og ligestillingsminister fra Labour for ikke at kunne svare klart på, hvad en kvinde er. 

Ministeren er den 46-årige Anneliese Dodds, som sammen med den øvrige del af den nye britiske regering blev udpeget i sidste uge. 

Harry Potter-forfatteren kalder på det sociale medie X ministerens synspunkter for »nonsens«. 

På mediet har hun delt en transskriberet udgave af et interview fra BBC-programmet »Woman’s Hour« bragt på Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts i 2022, hvor politikeren blev spurgt, hvad Labours definition af en kvinde var. 

Anneliese Dodds svarede, at der er »forskellige definitioner« juridisk set af, hvad en kvinde er. Herefter måtte BBCs interviewer igen spørge til Labours definition. Dodds sagde, at det ifølge hende »kommer an på konteksten«.

»Jeg mener, at den er vigtig her. Der er mennesker, som har besluttet, at de skal gennemgå en transition. Jeg har talt med mange af dem. Det har været en meget svær proces for mange af disse mennesker. Forståeligt nok, fordi de lever som en kvinde, du ved, de ønsker at blive defineret som en kvinde,« sagde Dodds, som dengang bestred ligestillingsordførerposten i Labour.

Rowlings kritik kommer i en tid, hvor det debatteres heftigt, om »køn« er noget subjektivt eller noget objektivt. I debatten står de to synspunkter stejlt over for hinanden og har gjort det i årevis: Er køn en social rolle, en identitet, som man kan fravælge eller gennemgå transition til? Eller er køn en biologisk medfødt kendsgerning, som er bestemt af kroppens kromosomsammensætning?

For Rowling er biologien det afgørende. Det vil være ødelæggende at udhule definitionen af kvinder som en biologisk og politisk gruppe, hvis man vil kæmpe for kvinders rettigheder, mener hun.

Sådan svarede den britiske politiker

Dodds udtalelser førte i 2022 til en større debat, hvor flere parlamentsmedlemmer blandede sig, og særligt konservative politikere kritiserede hende for ikke at kunne svare klart på, hvad en kvinde er.

Dodds lagde en video ud om, at Labour ville »løfte kvinder, ikke holde dem tilbage«. 

Rowling svarede: 

»I morges fortalte du den britiske offentlighed, at du bogstaveligt talt ikke kan definere, hvad en kvinde er. Hvad er planen, løft tilfældige genstande op, indtil du finder en, der rasler?«

Og nu hvor Dodds er blevet minister, rasler Rowling altså igen med sablen. Hun har lagt en transskribering af BBC-interviewet med Dodds, som hun angiveligt har fået tilsendt fra Dodds’ ansatte. 

»De syntes at tro, at jeg ville finde hendes kommentarer mindre meningsløse, hvis jeg så dem på tryk,« skriver J.K. Rowling på X.

Susan Hall, tidligere borgmesterkandidat for de britiske konservative, bakker forfatteren op. 

»Kvinder har brug for nogen til at forsvare deres rum, ikke nogen, der ikke engang kan definere dem ordentligt,« skriver hun i et opslag på X

Anneliese Dodds har ikke svaret på kritikken.