Harrison Ford – større end sit talent

Søndag har den fjerde Indiana Jones-film premiere i Cannes. Den var aldrig blevet til noget, hvis ikke Harrison Ford havde godkendt en genoplivning.

Harrison Ford. Fold sammen
Læs mere
Foto: Corbis

Lad os begynde dette portræt af en af Hollywoods allermest salgbare navne med en vaskeægte kliche af et film-slogan: »Harrison Ford er Indiana Jones!«

Den fjerde ombæring af Indiana Jones-filmene, der begyndte i 1981 og sluttede foreløbig i 1989, har i dag premiere ved Filmfestivalen i Cannes, og der er absolut ingen tvivl om, at den aldrig var blevet til noget, hvis ikke Harrison Ford havde sagt o.k. til en genoplivning af figuren.

Hvor det i 1999 var muligt for Spielbergs kollega, George Lucas, at genoplive Stjernekrigs-serien fra 70erne, uden at en eneste af filmseriens oprindelige hovedrolleindehavere var med, ville det have været utænkeligt, at den globetrottende, nazihadende, tyrepisksvingende, læderjakkeklædte arkæolog Indiana Jones, skulle spilles af en anden, yngre og lettere skuespiller end Ford.

For Harrison Ford er Indiana Jones. Eller måske rettere var, for i skrivende stund har piratkopier af »Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull« allerede været at finde på internettet, og de første undergrundsanmeldere har allerede fældet dom over den 66-årige skuespillers møde med sin filmiske fortid. Men mere om det senere.

Ford er skoleeksemplet på, at en filmstjerne ikke nødvendigvis behøver være en stor skuespiller, hvis blot udstrålingen er til stede, og kameraet foran ham kan lide, hvad det får i søgeren.

De over 30 milliarder kroner hans film tilsammen har indtjent, og som har gjort ham til filmhistoriens økonomisk mest attraktive skuespiller, har mere med karisma at gøre end skuespilteknik.

Mens andre jævnaldrende stjerner som Robert de Niro og Al Pacino har påtaget sig anstrengende armsvingende roller, er Harrison Ford bedst, når blot han begrænser sig til at levere den samme sammenbidte fure i panden – til nød suppleret af det berømte smil.

Dette er en mand med en god gammeldags samvittighed. Dette er en mand, der på en og samme tid kunne beklæde en præsidentpost og knalde skurke til jorden med en proper kæberasler. Vi har selv set det i den helt usandsynlige »Airforce One« fra 1997, hvor Ford er den hårdtslående præsident Marshall, der stort set ene mand formår at bekæmpe præsidentflyets kaprere.

Harrison Ford troede måske ikke selv på det i begyndelsen. I hvert fald var hans første roller i 1960erne så små og ubetydelige, at han helt droppede faget og i stedet begyndte at arbejde som tømrer.

Ifølge Hollywood-myten blev Ford prøvefilmet af George Lucas, der havde lagt mærket til ham, mens Ford skruede kulisserne sammen til Lucas’ første stjernekrigsfilm fra 1977, men rent faktisk var tømrerens filmkarriere allerede så småt i gang igen på dette tidspunkt. Ingen havde dog forventet, at rollen som den rumrejsende pirat Han Solo, der først var blevet afvist af James Caan, Al Pacino og Burt Reynolds, ville blive så kæmpemæssigt et hit.

Fords rolle var ganske vist mere sammensat og interessant end hovedrollen Luke Skywalker, spillet af den i dag glemte Mark Hamill, men det var tydeligt for enhver biografgænger, at her var Stjernekrigens egentlige stjerne.

Først så det imidlertid ud som om, at Stjernekrigen havde været lidt af en mixed blessing for Harrison Ford.

Den grandiose og lidt barnlige rumopera var 70ernes store filmfænomen og slugte så at sige sine skuespillere, hvis evner druknede i laserflip og pinligt primitive replikker.

Det var svært at caste skuespillerne i nye roller, der var mere jordnære, og Fords første roller efter »Star Wars« var da også ganske beskedne. Han tøffede lige forbi i et par minutter af Francis Ford Coppolas magnus opus af en krigsfilm »Dommedag Nu« og var en ud af ti kommandosoldater i genindspilningen af »Navarones kanoner«.

Men i den stemningsfulde science fiction krimi »Blade Runner« fik både instruktøren Ridley Scott og Harrison Ford et brag af et gennembrud. »Blade Runner«, hvori Ford spiller en agent med speciale i at fange oprørske androider, er en af den slags film, som nogle mennesker sætter ære i at kunne citere hele dialoger fra. En intelligent, kuldslået vision om fremtiden bygget over Philip K. Dicks roman »Drømmer robotter om elektriske får?«. Og Ford havde ikke så lidt af æren for at få det hele til at hænge sammen med sin troværdighed.

Måske er det Harrison Fords største begavelse, at han ikke tænker for dybt over tingenes tilstand, og de roller han bliver sat i.

På den måde er han Old School Hollywood, hvor nogle af de største stjerner stædigt holder fast ved, at deres job ikke er anderledes end enhver anden håndværkers – blot bedre betalt.

»Jeg tænker ikke ret meget på den måde,« sagde han for eksempel til filmbladet Total Film, der havde spurgt ham, om den nye Indiana Jones-film på en eller anden måde afspejlede nutiden og mere specifikt 11. september-katastrofen. En mere imødekommende skuespiller kunne nemt være kommet galt af sted med at filosofere over netop det spørgsmål.

Om at spille hovedroller har Ford formuleret sit håndværk på denne elegante måde: »Jeg er som en brandmand. Når jeg tager på udrykning, vil jeg gerne slukke en stor ildebrand. Jeg gider ikke slukke en brand i en skraldespand.«

Ligesom sin instruktør og livslange ven Steven Spielberg betragter Harrison Ford ikke Indiana Jones-filmene som andet end ren underholdning. Til gengæld tager begge det også meget seriøst at sørge for, at filmene så også er underholdende.

Der skulle gå 15 år, fra beslutningen om en ny omgang Indiana-pisk var taget, til det lykkedes at sammensætte et manuskript, som både Spielberg, Harrison Ford og Indiana Jones-opfinderen George Lucas var tilfredse med. Hele seks prominente manusforfattere blev på skift sat på opgaven, førend det lykkedes David Koepp (»Jurassic Park« og »War of the Worlds«) at få Ford til at smile på den der måde, han nu gør det.

»Vi er alle tre stædige, og vi satte på skift hælene i af forskellige grunde,« siger Harrison Ford til filmbladet Empire.

»Hver gang et nyt manuskript dukkede op, var det ikke lige det, en af os kunne bruge. Nu er vi enige, og det har været ventetiden værd, for nu er vi alle glade for det, vi har arbejdet med, og sådan bør det være, når man arbejder.«

Man kan forestille sig forfatternes frustration, når nu Harrison Ford er kendt for ikke at gå dybt i sine begrundelser. Måske gælder det også hans forhold til kvinderne. I hvert fald siger hans medskuespiller Karen Allen fra den første Indiana Jones-film, at hun brugte det meste af den film på at lære ham at kende.

»Han er en meget privat person,« siger Allen, der også vender tilbage i »...and the Kingdom of the Crystal Skull«.

Ingen grund til at komplicere tingene altså, men det kan også have sine fordele. Harrison Ford var ifølge filmnethjemmesiden IMDB indirekte årsag til en af de mest kendte scener fra den første Indiana Jones-film. I scenen fra Cairo kæmpede Indiana mod en frygtindgydende sortklædt arabisk sværdkæmper, men da Harrison Ford led af et voldsomt maveonde, bad han Spielberg om lov til at afkorte scenen mest muligt. Instruktøren svarede, at det kunne kun lade sig gøre, hvis skuespilleren nøjedes med at trække sin pistol og skyde sin modstander i stedet for, som Indy som regel har for vane, at kæmpe ædelt med næverne. Harrison Ford testede forslaget, og mens mange har glemt de øvrige detaljer i »Raiders of the Lost Ark«, husker de fleste scenen med nedskydningen som sjov.

Om de hundreder af journalister, der i aften ville presse sig febrilsk ind i Cannes’ festivalpalads for at overvære Indiana Jones model 2008, også vil synes, at den er sjov, er ikke til at sige. Som tidligere anført ligger der allerede anmeldelser af filmen på internettet, angiveligt skrevet af filmbranche-insidere, der har haft adgang til en af Spielbergs få dybt hemmelige fremvisninger af filmen. ShoGunMaster skriver således på www.aintitcool.com, at »dette er Indiana-filmen, man frygtede«.

»I løbet af filmen var der ikke et eneste tidspunkt, hvor jeg syntes, at vores helt, hr. Jones, var i nogen som helst form for fare eller betydelig risiko for ubekvemhed. I de fleste tilfælde var man så mange skridt foran karaktererne, at det i virkeligheden bare var ulideligt at vente på, at de skulle gennemføre det,« skriver Shogunmesteren.

De fleste fans vil dog være fuldstændig fløjtende ligeglade med den slags udtalelser. Måske er det bare nogle fyrede manuskriptforfattere, der vil hævne sig. Harrison Ford har fat i den lange ende af pisken, og Krystalkraniets forbandelse vil sikkert ramme dem.