Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Når du i dag tænder for radioen, skal der skrues flittigt på tuneren for at fange lyden af udenlandske musiknumre. Dagen i dag er nemlig Spil Dansk Dag, der for 11. år i træk skal øge kendskabet til den danske musikscene. Det sker med knap 1.200 arrangementer landet over og udelukkende rød-hvide playlister på de fleste store radiostationer.
Men modsat dengang for 11 år siden, hvor de fleste hits i danskernes øregange var udenlandske, foretrækker vi i dag den danske musik. Sidste år var syv ud af ti af de bedst sælgende albums i landet danske med Rasmus Seebach suverænt i spidsen. Og kigger man på musikselskabernes samlede omsætning i Danmark, udgør dansk musik mere end halvdelen. Det er en stigning på 50 pct. på ti år.
Så når nu danskerne for længst har taget den danske musik til sig, hvorfor skal vi så igen i år gøres opmærksom på den danske musikscene?
- Da vi startede for 11 år siden, handlede det ganske enkelt om at få spillet mere dansk musik og øge opmærksomheden omkring den. I dag har det ændret sig til, at være en fejring af det danske musikliv som helhed - en slags kulturnat for musikken, forklarer Trine Nielsen, der er kommerciel direktør hos Koda – en organisation der udover at forvalte pengene fra danske musikrettigheder arrangerer Spil Dansk Dagen.
Masser af succes - men færre kunder
Sidste år udbetalte organisationen knap 200 millioner kroner til danske kunstnere – penge der drypper ind, hver gang en radiostation spiller et stykke med dansk. Og det bliver der gjort mere og mere. Millionudbetalingen er steget mere end 32 pct. på bare ni år, selvom man tager højde for inflationen.
Alligevel mener Trine Nielsen, at der stadig er masser af grunde til at skrue ekstra højt op for de danske toner denne ene gang om året. Ikke mindst fordi dansker kunstnere mere end nogensinde før må kæmpe for at tjene penge på deres musik. På bare ti år er salget i den danske pladebranche halveret. Og det gør ondt, selvom fanskaren vokser.
- En ting er, at det bliver spillet mere dansk musik, noget andet er at få flere til at betale for den, så kunstnerne har noget at leve af. Så jeg vil håbe, at danskerne med arrangementet får et indblik i, hvad det vil sige at være sanger eller sangskriver. Jeg tror mange af kunsterne på dagen arbejder på forventet efterbevilling, forklarer Trine Nielsen.
De mange arrangementer er spredt ud over hele landet med livemusik, koncerter, fællessang, musikfilm, musikdebatter, børnekoncerter og virksomheds-arrangementer i alle genre. Klik dig ind her og se hele programmet - eller tænd radioen.