Har otte-årige godt af at blive stjerner i prime time?

TV 2s pendant til »X Factor«, Voice – Danmarks største sangstemme«, blev efter blot to sæsoner nedlagt. Nu genopliver kanalen programmet i en børneudgave, »Voice – junior«, hvor børn ned til otte år konkurrerer på sangevner. Men deltagerne kan ikke nødvendigvis overskue konsekvenserne af at deltage, advarer børnepsykolog.

TV 2s nye sangprogram for børn og unge mellem otte og fjorten år, »Voice – junior«, har premiere næste fredag. Her er Oh Land, Joey Moe og Wafande klar til at indtage de karakteristiske røde læderstole som coaches. Foto: Nils Meilvang Fold sammen
Læs mere

»Jeg var ikke i et sekund i tvivl om, at jeg ville være med,« lyder det selvsikkert fra Julie Svensmark Møller.

Det var hendes storebror, der opfordrede hende til at prøve lykken, og derfor har den 14-årige nordjyske pige ligesom cirka tusind andre håbefulde danske børn og unge mellem otte og fjorten år, sendt en sangvideo af sig selv til TV 2.

Og på næste fredag blænder TV 2 så op for sin nye TV-satsning »Voice – junior«, som er en børneudgave af sangkonkurrencen »Voice – Danmarks største stemme«.

Kirsten Svensmark Møller, der er mor til Julie, er begejstret, men mest af alt overrasket over datterens deltagelse. Ikke fordi hun er i tvivl om datterens evner, men mere over, at Julie nu pludselig har mulighed for at være blandt de 27, som ender med at skulle konkurrere.

»Julie er ligesom sine søskende meget musikalsk. Hun både synger og går til teater, så da hendes storebror spurgte hende, om det ikke kunne være sjovt at medvirke, lavede hun selv en YouTube-video og sendte den ind,« siger Kirsten Svensmark Møller.

»Voice – junior« minder i sin grundform om voksenudgaven, hvor tre kendte coaches skal være hurtige på aftrækkeren og kæmpe for at få fat i lige præcis de sangtalenter, de synes, er bedst. Det bliver reggae og soulsanger Wafande og de to sangere Joey Moe og Oh Land, der fra de karakteristiske røde læderstole skal spotte potentiale blandt de unge deltagere. I første omgang kan de kun høre og ikke se de unge, der stiller op til audition. Men ligesom de voksnes »Voice« og DRs »X Factor«, hvor man skal være minimum 15 år for at deltage, skal coachene med kritiske øjne og ører gennem et længere forløb på knap to måneder slibe de unge talenter til.

Til forskel fra voksenudgaven, hvor konkurrencen er ganske hård, vil »Voice – junior« dog foregå på børnenes præmisser, understreger TV 2s underholdningsredaktør, Thomas Richardt Strøbech.

»Vi vil gerne hylde alle børn, der har musik og sang som hobby og fritidsinteresse. Derfor gør vi os umage med, at showet er blødt op i forhold til voksenudgaven. Det skal føles som en unik oplevelse, man vil huske tilbage på i ens tidlige alder,« siger Thomas Richardt Strøbech.

»I og med at vi har med unge deltagere på helt ned til otte år at gøre, har vi taget nogle forbehold, der skal sikre børnenes tarv mest muligt. Ved battle-runderne (de indledende runder, red.) i voksen-udgaven stod deltagerne over for hinanden i en boksearena. I børneudgaven er boksearenaen skiftet ud med et normalt studie, og så er der altid tre deltagere mod hinanden frem for kun to, fordi det er vigtigt for os, at børnene ikke ryger ud alene, men at der altid er en anden, de kan læne sig op ad,« siger underholdningsredaktøren.

Rejseoplevelse som præmie

TV 2 har desuden besluttet kun at sende live fra finalen modsat voksenudgaven, der blev sendt direkte allerede efter deltagerne blev valgt af dommerne. Men også den kommercielle del af konkurrencen er fjernet. Præmiepenge og pladekontrakt er skiftet ud med en rejseoplevelse for hele familien til den, der 23. maj i sejrens sødme kan hive armene op over hovedet.

»Præmien er at være med, få inspiration, møde sine idoler, andre musik-glade børn, få undervisning og sangtræning,« siger Thomas Richardt Strøbech.

At konceptet er blevet gjort mere børnevenligt, giver børnepsykolog Margrethe Brun Hansen ikke meget for. Hun mener, at man skal være påpasselig med at overføre voksenverdenen til børn.

»Vi skal passe på, at vi per automatik overfører et koncept, der oprindeligt er lavet til voksne, til børn på 8-14 år. Først og fremmest fordi det er en skrøbelig alder, hvor barnet stadig er i gang med at skabe en identitet. For det andet fordi TV helt grundlæggende er et forkert sted at starte,« siger Margrethe Brun Hansen, der udover at være forfatter til bestseller-bøger om børn er kendt fra TV 2-programmet »Forældre forfra« og har et indgående kendskab til TV-mediet.

»Vi skal forberede vores børn på, at verden kan være hård, men det begynder vi ikke med at stille dem op på en scene foran hele Danmarks presse. Vi skal ikke slukke for vores børns drømme, men støtte dem i deres iver for at synge og optræde ved at indskrive dem på et teater, en sang- eller danseskole, hvor de i mindre fora kan få lov til at vise, hvad de kan. Der vil nederlaget, hvis ikke de har talentet, heller ikke være så stort,« pointerer Margrethe Brun Hansen.

Ifølge hende er det en mere pædagogisk, mere nænsom og mere sund sti at begive sig ned ad. For de enorm selvkritiske børn tænker ikke altid på konsekvenserne, i tilfælde af at de ryger ud af en konkurrence som »Voice – junior« med et brag,« mener Margrethe Brun Hansen.

Den betragtning er kollega og fast tilknyttet psykolog på TV-programmer som »Big Brother«, »X Factor« og nu også »Voice – junior«, Ulla Dyrløv, ikke enig i. For selvom hun erkender, at det er vigtigt, at børn på TV ikke »bliver behandlet som små sexobjekter«, mener hun, at det er at undervurdere børns evne til selvrefleksion, at de ikke ved, hvad de går ind til.

»Børn er mere robuste, end man lige tror. Som det er med andre konkurrencer, skal forældre og barn være indforstået med, at man risikerer knubs, når man går ind til en sangkonkurrence af denne type. Man kan risikere at blive udstillet, når man går på TV. Det er et vilkår. Men det er ikke noget, man tager varig skade af,« siger Ulla Dyrløv.

Sangkonkurrencen »Voice – junior« er væsenforskellig fra »X-factor«, hvor dommerne indimellem kommer med kontante synspunkter. Det er en vigtig distinktion at holde for øje, mener Ulla Dyrløv, som til at begynde med også var skeptisk over for konceptet, men efter grundig gennemgang ikke er det længere.

»Min rolle som psykolog er primært at sørge for, at eksponeringen ikke tager overhånd, og at deltagerne lærer at tackle den store medieinteresse. Men i forhold til »X Factor«, hvor selv dem som synger ad Pommern til kan deltage, har dommerne i »Voice – junior«, som senere i forløbet fungerer som coaches, kun valgt deltagere, der virkelig kan synge,« siger Ulla Dyrløv.

Ikke noget koncept

Det er langt fra første gang, at vi i Danmark har sangkonkurrencer for børn helt ned til otte år. Siden år 2000 har DR årligt afholdt et såkaldt børne-MGP, der er melodigrandprix for børn og unge. Men også TV 2s »Scenen er din«, der rullede over skærmen i fire sæsoner fra 2004 til 2007 og som havde Bubber som vært, har eksperimenteret med genren.

»Voice«-konceptet, der stammer fra det hollandske produktionsselskab Talpa International har siden det første show, der blev afviklet i Holland i 2010-2011 haft en stor international afsmitning. Hele 55 lande rundt omkring i verden har taget sangkonkurrencen til sig, mens »Voice – junior«-udgaven følger efter med 22 internationale aftaler.

Foruden Holland, har USA, Spanien, Vietnam og særligt Tyskland, der er i gang med sin anden sæson, haft stor succes med showet.

Programchef for den tyske familiekanal Sat1, der er Tysklands svar på TV 2, Cornelia Schmidt, fortæller, at man i Tyskland har haft samme polemik, vi i Danmark oplever, hver gang børn i en så ung alder optræder i et underholdningsprogram.

»Inden »Voice Kids« (konceptets navn i udlandet, red.) kom til Tyskland, lød kritikken også: »Børn hører da ikke til på TV. Den psykologiske påvirkning er af uoverskuelige dimensioner. Det er forældrene, der presser børnene.« Men kritikerne er blevet gjort til skamme. I mine 15 år som programansvarlig på Sat1 har jeg aldrig oplevet noget så magisk på TV som med »Voice Kids«. Vi har haft fulde kulisser, tyve procent stigning i seertallet, måbende tilskuere og stående applaus hver fredag aften,« siger Cornelia Schmidt.

I Tyskland har man ligeledes fjernet aftalen om pladekontrakt, men valgt at beholde præmien til vinderen, der lyder på 15.000 euro, godt 110.000 kroner, som skal understøtte videre sangtræning. Ellers får samtlige tyske som danske deltagere alle en betalt tur i en forlystelsespark.

Salgsdirektør for det hollandske produktionsselskab Talpa International, Annelies Noest, udtrykker stor tilfredshed med, at »Voice«-konceptet siden 2010-2011 er blevet taget vel imod i så utrolig mange lande. Adspurgt hvad konceptet i sin grundform går ud på, og hvad produktionsselskabets holdning til børnepsykologers kritik af eksponering af børn i en al for tidlig alder er, svarer hun:

»For det første bliver børnene i »Voice Kids« castet meget omhyggeligt. Det vil sige, at de deltagere, der går videre til auditions, alle kan synge. Derudover er programmets ånd, at alle bliver behandlet som vindere for blot at være med, hvor coaches og sangtrænere udelukkende kommer med konstruktiv kritik. Og modsat programmet for voksne skal børnenes karriere ikke afhænge af deres optrædener,« siger Annelies Noest.

Tilbage i Danmark tager Julie Svensmark Møller og hendes familie bekymringerne og virakken med sindsro.

»Jeg er virkelig spændt og håber selvfølgelig på, jeg går videre. Men hvis ikke, er det også fint,« siger en afklaret Julie Svensmark Møller og bliver suppleret af sin mor.

»Vi er af alle involverede parter, fra coachene til TV 2 til Nordisk Film, blevet taget rigtig godt imod. Der har været en helt-nede-på-jorden-stemning og ingen krukkeri. Det har bekræftet os i, at det var den rette beslutning at lade Julie medvirke, og så har vores skeptiske syn på talentshows, som vi i familien ikke er alt for vilde med, ændret sig.«

»Voice - junior« sendes otte fredage i træk fra 4. april indtil finalen 23. maj. Vært er TV 2s egen 31-årige Mikkel Kryger.