Har du også set de mange retro-campingvogne i sommerlandet? Vi vil holde ferie som mormor og morfar

Vil du være med på den nyeste trend, skal du investere i noget så oldschool som en Camp-let eller en lille, buttet campingvogn fra 1960erne. Den moderne campingferie skal foregå, som da de voksne var børn.

Arkivfoto. »Afsted på ferie med den nye campingvogn«. Helsingør, juli 1953. HAKON NIELSEN

Har du bemærket de små, buttede retro-campingvogne på landevejene denne sommer? Så er du ikke alene. De, der voksede op i 70erne, 80erne og 90erne, holder i stigende grad campingferie, som deres forældre og bedsteforældre gjorde det – med campingvogne fra dengang, camping stadig var noget relativt primitivt, og hvor man klarede sig med en primus, ydmyge toiletforhold, en solid jydekrog og en let duft af mug.

En af dem, der har genoplivet fortidens campingkultur, er designer Isabella Molberg, mor til pigerne Pixie på syv og Charlie på tre. Til daglig har hun modebutikken »Shop« på Værnedamsvej i København. Men i fritiden er hun ejer af noget så oldschool som en Camp-let, som hun og hendes mand, Morten, flittigt bruger på især »Sannes Familiecamping« ved Gudhjem på Bornholm.