Har du også brugt 90 timer på lange TV-serier? Det kan være slut nu

Efter en årrække med lange TV-serier, der har slugt seernes opmærksomhed, er markedet ved at blive overfyldt, og derfor er tiden inde til at finde på noget nyt, mener flere serieskabere, som Berlingske har talt med.

Femte sæson af »House of Cards« begynder til næste år med Frank Underwood (Kevin Spacey) som den bærende karakter. Foto: Netflix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I nogle år i 00erne kaldte man bølgen af nye, lange TV-serier som »Mad Men« og »The Sopranos« for »TV-seriernes nye guldalder«. Når det gik rigtigt højt, omtalte man endda serierne som »den nye roman« – dog med den forskel, at serierne fik en opmærksomhed fra publikum, som roman-forfattere kun kan drømme om. I nogle hjem blev seriernes karakterer en slags ekstra familie, man var på fornavn med, om det så var Don, Tony eller Samantha.

Men der er ved at ske noget i TV-verdenen. Efter et par årtier med dramaserier, der år for år blev forlænget med nye sæsoner, har nyhedens interesse ved de nye kvalitetsserier fortaget sig. TV-kritikeren Matt Zoller Seitz satte forleden ord på fænomenet i en artikel til websitet Vulture.com: »Når man snakker om TV-serier i 2016, kan man mærke trætheden røre på sig.«

Han nævner tre aktuelle titler, nemlig »Mr. Robot«, »Unreal« og »Empire«, som publikum tidligere ville have gjort til deres nye serie- favoritter. I stedet diskuterer man, om serierne egentlig er gode eller ej. Problemet er for såvidt ikke kvaliteten af serierne, men at publikum er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, om de vil investere 60-70 timer af deres liv på en enkelt dramaserie.

Undertegnede skitserede samme problematik forud for dette års filmfestival i Cannes, hvor jeg sammenlignede spillefilm med TV-serier: »TV-seriens grundliggende mål er at knytte seeren til sig over så lange perioder som muligt. Uanset at »Game of Thrones« og andre serier kan byde på medrivende oplevelser, er TV-seriens kunstneriske mål sekundære, og i sidste ende løber alle serier ind i gentagelsens metaltræthed.«

TV-serierne befinder sig med andre ord i en form for krise, og under den nylige Copen- hagen TV Festival talte Berlingske med flere serieskabere, der var enige i vurderingen.

»Som en, der arbejder i et massemedium, er jeg nødt til at overveje, hvordan jeg får fat i et stort publikum. Hvordan kan man få flere til at stige på en serie, uden at de bliver overvældet ved tanken om at skulle følge den i flere år,« siger produceren og serieskaberen Daniel Zelman.

Zelmans egen serie, »Bloodline«, fik ved sin premiere på Netflix ros for sit tætte portræt af en tragedieramt familie i Florida, men blev også kritiseret for at gentage sig selv i anden sæson. Tredje sæson har premiere næste år, og fans af serien vil vide, at der er tilføjet nye karakterer, der kan videreføre seriens primære konflikter.

Sarah Treem vakte i 2014 opsigt med sin komplekse »for voksne«-serie »The Affair«, der også er på vej til sin tredje sæson. Hun karakteriserer det amerikanske marked for TV-serier som overfyldt - en logisk konsekvens af, at der kommer flere og flere serier til, men at færre forsvinder, hvilket betyder, at der nødvendigvis må blive færre seere til de enkelte, lange serier, siger hun.

»Nye publikumsgenerationer er meget internetorienterede, og derfor bliver deres evne til opmærksomhed kortere og kortere. Jeg ved ikke, om vi endnu helt har nået den kritiske masse i antal serier, men der er selvsagt en nedre grænse for, hvor få seere den enkelte serie kan have,« siger Sarah Treem, der anslår, at en million seere er grænsen for det rentable for en amerikansk TV-serie på streamingtjenesterne og på de traditionelle TV-networks.

Ifølge Daniel Zelman er de lange serier under pres fra andre medier som Twitter eller Facebook: »Hvis du bruger sociale medier, udsætter du dig selv for en kaotisk strøm af forfærdende nyheder, der aldrig holder pause og aldrig hører op. Det genererer et modsatrettet behov for fortællinger, som man kan gå til med en bevidsthed om, at de kan være færdige efter seks til otte timer og ikke først om 60-80 timer.«

På den måde minder de nye kortforms- formater faktisk mere om litteraturen end de gamle serier fra 190erne og frem, siger han.

»Man har længe sammenlignet de lange serier med litteraturen. Men en afgørende forskel på at læse en bog og se en serie, der i princippet kan være endeløs, er, at man fortløbende kan se, hvor langt henne i historien man befinder sig. Man kan helt lavpraktisk se afslutningen nærme sig ud fra antallet af sider,« siger Daniel Zelman.

For at imødegå seervandringen fra de lange dramaserier, har TV-branchen allerede i et par år søsat TV-drama i nye formater, der på forskellig vis gør det nemmere for publikum at gå til og fra de enkelte seriers universer (se boksen). Da TV-producer Warren Littlefield for et par år siden skulle igangsætte TV-serie-udgaven af Coen-brødrenes kultfilm »Fargo«, faldt valget på det såkaldte antologiformat, hvor en series sæsoner kun er bundet sammen af en fælles atmosfære og overordnet koncept.

»Det blev besluttet af både kreative og markedsmæssige grunde. Det passer godt til et nutidigt publikum, der har sværere ved at holde sig til en enkelt serie gennem flere år. For at se sæson tre af »Fargo«, behøver man ikke at have set sæson et og to. Hvis du har set dem, er det fint, så får du nogle ekstra små fornøjeligheder foræret i plottet, men det er ikke en betingelse, og det gør det nemmere at nå et større publikum,« siger Warren Littlefield.

 

I TV-seriernes guldalder blev de lange serier rost for de muligheder, de bød på, hvad angår dybere karakterudvikling, og en god TV-serie-rolle blev en lækkerbidsken for ambitiøse skuespillere.

For mange store stjerner blev attraktionen dog opvejet med det praktiske problem, at en flerårig TV-serie ikke levner meget plads til andet (spillefilms-)arbejde. Den salomoniske løsning blev derfor en antologiserie som »True Detective«, der skifter sine stjerner ud sæson for sæson. Men en enkelt afsluttet sæson rummer også særlige muligheder for bestemte typer karakterer og historier, forklarer Warren Littlefield. Han henviser til den første sæson af »Fargo«, hvor man som seer ret hurtigt kommer til at holde af politichefen Molly Solverson, der er en skæg blanding af stædighed og uskyld.

»I løbet af sæsonen oplever hun det ene bizarre mord efter det andet, men bevarer alligevel sit gode, uskyldige væsen. Den uskyld havde ikke givet mening i yderligere sæsoner med karakteren, så selv om publikum virkelig elsker Molly Solverson, kunne hun kun optræde i den ene sæson. Skulle hun have fortsat, ville hun være blevet kynisk, og det havde ødelagt det, vi godt kan lide ved hende,« siger Warren Littlefield, der dog ikke mener, at den lange TV-serie vil forsvinde helt.

»Den vil være én ege i et hjul af mange forskellige slags serieformater med en stor variation i fortællinger og genrer,« siger Warren Littlefield, der om få måneder skal i gang med at optage tredje sæson af de blodige begivenheder i Fargos lilleverden.

For skaberen af »Bloodline«, Daniel Zelman, er branchens vej væk fra de traditionelle serier både bekymrende og inspirerende, men et indgroet element i de gamle serier er han ikke ked af at skulle sige farvel til.

»Alt for mange serier har været inspireret af hovedfiguren Tony i »The Sopranos«. Anti-helte, der konstant risikerer at blive afsløret som dem, de i virkeligheden er, har været omdrejningspunktet i mange lange serier og er blevet en kliché, som jeg godt gad se forsvinde i en årrække,« siger Daniel Zelman.

Blandt helte i Tony Soprano-skabelonen er Dexters moralske massemorder, Walter Whites ensomme kræftpatient/narkodealer og Don Drapers sociale kamæleon.

»Lige nu tror jeg, at det ville være meget svært at komme op med en lang serie med en tilsvarende figur i hovedrollen. Publikum er blevet for dygtig til at spotte, om en serie er en ny version af noget, de har set tidligere. Det ville være vanskeligt at få en lang serie til at virke som et friskt pust,« siger Daniel Zelman, der selv er sikker på, at han i dag ville have lanceret sin egen serie som en »to sæsoners-serie« uden fortsættelse.

»Situationen i dag er anderledes, end den var for bare tre år siden, da vi gik i gang med »Bloodline«. Den gang måtte man gerne tænke fem-seks sæsoner frem i tiden,« siger Daniel Zelman.

I Danmark er DR ikke på samme måde bundet af de kommercielle overvejelser, der tvinger de amerikanske streamingtjenester og TV-kanaler til at forny serier, der måske har overskredet deres sidste salgsdato.

Ifølge dramachef Piv Bernth har det i mange år været skabelonen, at man som udgangspunkt igangsatte to sæsoner af store serier som »Forbrydelsen«, og kun i særlige tilfælde, når forfatterne havde tilstrækkeligt gode idéer, lod man serien fortsætte til en tredje sæson.

»Vi har aldrig fortsat serier længere end tre sæsoner. Uanset hvor fremragende en serie er, bliver den træt, når den når sæson fem eller seks, og i værste fald kan det ødelægge en god series renommé. Så jeg forstår godt, at publikum nu søger andre steder hen end de lange serier,« siger Piv Bernth.

Daniel Zelman, Sarah Treem og Warren Littlefield blev inviteret til København af Copenhagen TV Festival og Copenhagen Film Fund. Copenhagen TV Festival er arrangeret af Producentforeningen.